Gamle lægemidler tilbage i kampen mod malaria
03 oktober 2012

Overvågning af malarialægemidler gennem de sidste 30 år viser, at malariaparasitter udvikler resistens over for medicin. De første tegn på resistens mod de nyeste lægemidler er netop observeret.

Samtidig viser resistensovervågning fra Københavns Universitet, at det gamle lægemiddel klorokin begynder at virke mod malaria igen. Det vil på sigt sikre billigere behandling til verdens fattigste. Det skriver Københavns Universitet.

Resultaterne er netop publiceret i tidsskriftet American Journal of Tropical Medicine and Hygiene.

»70 procent af de malariaparasitter vi har fundet i Senegal reagerer nu igen på klorokin. Det er en tendens, vi også har set i Tanzania og Mozambique, og som andre forskere har vist i Malawi. Vores udvalg af lægemidler mod malaria er begrænsede og beslægtede, så når malariaparasitten atter reagerer på et stof, påvirker det flere behandlingsmetoder,« fortæller lektor Michael Alifrangis fra Center for Medicinsk Parasitologi på Københavns Universitet.

Det åbner for muligheder, hvis sundhedspersonale i udviklingslande kan bruge tidligere lægemidler igen. Dels kan man lægge mindre pres på den nuværende medicin og dermed forsinke resistensudviklingen – samtidig vil det give en stor gruppe patienter adgang til billigere behandling.

Klorokin koster nemlig kun 1,5 kroner for en fire-dages kur, mens den nuværende og tilsvarende ACT-behandling koster knap 12 danske kroner. Med en korrekt brug af lægemidler mener forskerne bag, at det er muligt at lamme resistensudviklingen i malariaparasitter.

Læs også på Videnskab.dk:

Danske forskere er langt fremme med malariavaccine

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.