Forskere: Stillesiddende arbejde øger ikke risiko for tidlig død
08 september 2015

KORT NYT FRA DANSKE FORSKNINGSINSTITUTIONER:

Kontormus er mindre sunde end folk, der er fysisk aktive, har forskningen tidligere fortalt.

Videnskab.dk har tidligere skrevet om, at danskernes stillesiddende adfærd kan være skadelig for helbredet, og at to minutters gåtur hver time kan forlænge dit liv

Men nu viser ny forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Universitetshospitalet VU University Medical Center Amsterdam, at stillesiddende arbejde tilsyneladende ikke medfører øget risiko for tidlig død. Det skriver Det Nationale Forskingscenter for Arbejdsmiljø i en pressemeddelelse.

»Vi ved, at når den samlede siddetid på arbejdet og i fritiden er rigtig høj, så øger det risikoen for for eksempel diabetes 2 og for tidlig død. Derfor er det overraskende, at længerevarende, stillesiddende tid på jobbet ikke kan kobles med for tidlig død,« siger videnskabelig assistent Simone Visbjerg Møller, som er en af forskerne bag undersøgelsen i pressemeddelelsen.

Undersøgelsens resultat er publiceret i tidsskriftet International Journal of Behavioral Nutrition and Physical Activity.

Den nye forskning har fulgt mere end 12.000 personer i en 20-årig periode, og resultatet viser, at andelen af mennesker, der sidder ned i to tredjedele af deres arbejdstid, er steget med 18 procent. Forskerne kunne dog ikke samtidig se, at de mennesker, der sidder meget ned, også havde forhøjet risiko for at dø for tidligt.

»En forklaring på resultatet kan være, at den stillesiddende tid oplyses af forsøgspersonerne selv, og ikke af pålidelige bevægelsesmålere, og derfor kan den være upræcis,« siger professor Andreas Holtermann i pressemeddelelsen.

»En anden forklaring kan være, at forskerne bag studiet ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for, at medarbejdere, der sidder meget ned på arbejdet, ofte er blandt dem med længere uddannelse og sundere livsstil,« fortsætter han.

Forskerne på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø starter nu et nyt projekt, hvor de i stedet for spørgeskemaer vil bruge bevægelsesmålere til at registrere, hvor meget forsøgspersonerne bevæger sig.

Læs også:

Ingen beviser for effekten af hæve-sænkeborde

Spørgsmål og svar om stillesiddende arbejde

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.