Forskere: Omdiskuteret influenzamedicin, Tamiflu, ser ud til at virke
Kilde: 
30 januar 2015

KORT NYT FRA UDLANDET

Virker. Virker ikke. Virker. Virker ikke.

Sådan kan debatten om influenzamedicinen Tamiflu, også kendt som oseltamivir, nemt ridses op. Og nu ser det ud til, at et nyt studie påviser, at det reducerer dagene med sygdom og behovet for hospitalsindlæggelse og dermed virker. Det skriver Nature.com.

Det nye metastudie, der er sponsoreret af medicinalfirmaet Roche, som producerer Tamiflu, peger på, at dem, der fik Tamiflu følte sig raske efter fire dage, mens dem, der fik et placebo, oplevede, at deres symptomer forsvandt efter fem dage.
Tamiflu reducerede derudover også risikoen for at havne på hospitalet med 63 procent, ifølge forskerne.

Forskerne har taget udgangspunkt i ni kliniske forsøg med i alt 4.328 personer involveret.

»Det vigtige ved dette studie er, at det viser, at Roche ikke har skjult skeletter i skabet. Oseltamivir er ikke perfekt, men det gør, hvad man må forvente,« siger Peter Openshaw, der er direktør for Centre for Respiratory Infection på Imperial College London til Sciencemag.org.

Debatten om Tamiflus virkning startede tilbage i 2009, hvor et globalt udbrud af svineinfluenza fik Verdenssundhedsorganisationen til at anbefale, at der blev købt stort ind af Tamiflu.

Herhjemme brugte vi omkring 64 millioner kroner på at sikre os mod influenzaen, men der har været skiftende belæg for, hvorvidt det rent faktisk virker.

På Videnskab.dk har vi blandt andet skrevet om, at dokumentationen for Tamiflus virkning er mangelfuld, og at produktet stort set ikke virker.

»Der synes at være et antagonistisk arrangement, der kan opstå mellem på den ene side defensive virksomheder, der ønsker at fremme deres medicin, og på den anden side ekstreme aktivister, der ønsker at hævde, at noget en virksomhed finder, er noget vrøvl. I virkeligheden ligger de objektive beviser mellem de to yderpunkter,« siger Stuart Pocock, der er medicinsk statistiker ved London School of Hygiene and Tropical Medicin og en af forfatterne bag studiet, til Nature.com

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet. 

Læs også: 

Forskere: Velkendt, at influenzavaccine ikke virker på raske voksne

Forskere: Læger og sygeplejersker bør vaccineres mod influenza

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

aml

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.