Forskere har for første gang skabt menneskelige kønsceller
05 januar 2015

KORT NYT FRA UDLANDET

Britiske forskere har som de første været i stand til at skabe kønsceller ud fra menneskelige stamceller. Det skriver Sciencedaily.com.

Indtil nu har denne proces kun været mulig ved hjælp af stamceller fra gnavere, hvor man har skabt enten æg- eller sædceller.

»Skabelsen af kønscellerne er en af de tidligste begivenheder i pattedyrs udvikling. Det er et stadie, som vi har været i stand til at genskabe ved hjælp af stamceller fra mus og rotter, men indtil nu har forskere gjort dette systematisk ved brugen af stamceller fra mennesker. Det har vist betydelige forskelle mellem mennesker og gnaveres udvikling,« siger Naoko Irie, der er professor ved Wellcome Trust/Cancer Research UK Gurdon Institute på University of Cambridge og første-forfatter på studiet, til Sciencedaily.com.

Forskerne har undersøgt et gen kaldet SOX17, der er væsentligt for, at menneskelige stamceller kan blive til kønsceller. Dette er ifølge forskerne interessant, fordi genet ikke spiller en særlig rolle i den samme proces hos gnavere.

Studiet har ifølge forskerne en betydning for at forstå menneskets arvelige egenskaber. Forskere har for eksempel længe vidst, at vores miljø og vaner kan påvirke vores gener, som kan blive givet videre til vores børn. 

Men gennem dette studie, har forskerne ifølge Sciencedaily.com fundet ud af, at nogle af de arvelige egenskaber kan 'resettes' i processen, hvor kønscellerne dannes. 

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell. 

Læs også: 

Har vi brug for både mænd og kvinder?

Sæd påvirker muligvis kvinders hjerne

Forskere finder fejl i barnløse kvinders æg

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer. 

aml

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.