Forskere finder nyt om skadelige proteiner
15 oktober 2012

Ophobning af proteiner i cellerne kan gøre dig syg. Nu har forskere fra Aarhus Universitet fundet ud af, hvordan et bestemt protein skader dig, skriver universitetet i en pressemeddelelse

Alzheimers, type 2 diabetes og hornhinde-dystrofi er nogle af de sygdomme, der kan skyldes forandringer i proteinernes struktur. De danske forskere har opklaret, hvordan et bestemt protein kan skade vores celler. Deres undersøgelse er netop publiveret i det internationale tidsskrift Journal of Biological Chemistry (JBC).

Forskerne fra Aarhus Universitet har undersøgt proteinet, der forårsager hornhinde-dystrofi og har fundet, at mutationen i proteinet ændrer dets stabilitet. Når proteinet involveret i hornhinde-dystrofi er til stede i lave mængder, er omdannelsen fra protein med naturlig struktur til velordnede fibriller en langsom proces, som sker via mange forskellige mellemstadier. I dette tilfælde er skaderne på cellerne meget små. Men når proteinet er til stede i højere mængder, sker omdannelsen fra protein med naturlig struktur til fibriller meget hurtigt og involverer meget få og veldefinerede mellemstadier. Disse har til gengæld en høj celle-skadende effekt.

Studierne giver et unikt indblik i, hvordan mængden af protein i opløsning kan afgøre, hvilken mekanisme der ligger til grund for dannelsen af velordnede protein-fibriller.

Resultaterne kan forklare, hvorfor nogle sygdomme med en forekomst af fibriller involverer celledød, mens andre ikke gør. Med denne viden vil man på længere sigt kunne forhindre denne skadelige ophobning af skadende proteiner med udvikling af medicin til behandling af hornhinde-dystrofi.

Forskerne bag resultaterne er tilknyttet Danmark Grundforskningsfonds Centre for Insoluble Protein Structures (inSPIN), der hører til på Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO) og Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet.

Mange sygdomme skyldes, at proteiner mister deres naturlige tredimensionelle struktur og dermed også dets funktion. I langt de fleste tilfælde nedbrydes de defekte proteiner af forskellige systemer i cellerne, men i nogle tilfælde begynder proteinerne at klumpe sig sammen og danne meget velordnede reb-lignende strukturer, kaldet fibriller. Disse strukturer er i dag blevet kædet sammen med mange forskellige sygdomme som eksempelvis Alzheimers, Parkinsons, type 2 diabetes og hornhinde-dystrofier (uklare udfældninger i hornhinden).

Hornhinde-dystrofi skyldes, at der sker en ændring (mutation) i et af hornhindens proteiner (kaldet TGFBIp). Dette medfører, at proteinet over en årrække klumper sammen og til sidst gør hornhinden ugennemsigtig, hvilket fører til blindhed. Hornhinde-dystrofi er arvelig, og der findes på nuværende tidspunkt ikke nogen behandling for denne sygdom. Det eneste alternativ er en hornhindetransplantation, og for nogle patienter vender symptomerne endda tilbage selv efter en transplantation. Det er derfor vigtigt at finde en årsag til denne ophobning, og det er dette forskerne fra Aarhus netop har gjort.

Læs også på videnskab.dk:

Danskere finder protein, der styrer DNA-pakningen

Balladen om Parkinson protein

Dit stofskifte er styret af ét protein

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.