Forskere finder kometstøv på Antarktis
Kilde: 
08 december 2014

KORT NYT FRA UDLANDET:

Forskere har fundet kometstøv, som var gemt i is og sne på Antarktis.

Ifølge Sciencemag.org er det første gang nogensinde, at den slags komet-partikler er blevet fundet på Jordens overflade.

»Det er meget spændende for os, der studerer udenjordiske materialer, fordi det åbner op for en helt ny måde at få adgang til dem på. De har fundet en ny kilde til noget, som er meget interessant og meget sjældent,« siger planetforsker Larry Nittler fra det amerikanske Carnegie Institution for Science til Sciencemag.org.

Indtil for nyligt kunne forskerne kun indsamle kometstøv – eller ’kondrittisk porøse interplanetariske støvpartikler’ – ved at rejse ud i rummet eller flyve højt op i Jordens stratosfære og indsamle partiklerne.

Denne form for indsamling af kometstøv med fly er imidlertid tidskrævende – flere timers flyvning vil typisk kun give en enkelt støvpartikel, skriver Sciencemag.org.

Men i den nye undersøgelse har forskerne vist, at kometstøvet også er at finde i Antarktis – og endda i en renere form end i stratosfæren, lyder det fra forskerne.

I 2010 rapporterede et team af franske forskere, at de havde fundet usædvanligt kulstofrige kometpartikler i sne fra Antarktis, men ifølge Sciencemag.org er det nu første gang, at mere almindeligt kometstøv er blevet fundet.

Hidtil har forskere troet, at de ekstremt skrøbelige kometpartikler ikke kunne overleve på Jorden.

Den nye undersøgelse er publiceret i tidsskriftet Earth and Planetary Science Letters.

Læs også:

Spændt dansk forsker vil finde livets oprindelse på komet

10 smukke billeder af landskabet på Rosettas komet

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.