Forskere finder bevis for aktiv vulkan på Venus
Kilde: 
19 juni 2015

KORT NYT FRA UDLANDET:

Forskere har længe været sikre på, at der historisk set har været vulkaner på planeten Venus.

Men en ny undersøgelse kommer med overbevisende indikationer på, at nogle af disse vulkaner fortsat kan være aktive, skriver det amerikanske Brown University i en pressemeddelelse.

»Vi var i stand til at finde stærke beviser for, at Venus er vulkansk, og dermed internt aktiv dag. Det er et stort fund, som hjælper os til at forstå udviklingen af planeter som vores egen,« siger en af geologerne bag studiet, James W. Head, i pressemeddelelsen fra Brown University.

Forskerne har i den nye undersøgelse gennemgået data fra missionen Venus Express, som hører under den europæiske rumorganisation ESA.

Forskerne har fundet forbigående stigninger i temperaturen flere steder på Venus’ overflade. Disse ’hotspots’, som kom og gik i løbet af blot et par dage, ser ud til at blive genereret af aktive strømme af lava på overfladen, skriver Brown University.

I en pressemeddelelse fra ESA lyder det, at en af de vulkanske hotspots - kendt som 'Object A' - er omkring 1 kvadratkilometer stor og har en temperatur på omkring 830 graders Celcius - langt højere end det globale gennemsnit på 480 grader.

Tidligere undersøgelser har også indikeret, at Venus kunne have aktive vulkaner, men den nye undersøgelse udgør ifølge ESA de »hidtil bedste beviser.«

Forskningen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Geophysical Research Letters.

Læs også:

Vulkaner på Venus kan være aktive

Vand og vulkaner på Venus

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.