Forskere: Alpine humlebier kan flyve i ni kilometers højde
Kilde: 
06 februar 2014

KORT NYT FRA UDLANDET:

Humlebier er mest kendt for at flyve fra blomst til blomst og suge nektar i de lavere luftlag.
Men nu har to forskere fra Amerika fundet ud af, at alpine humlebier kan flyve højere end Mount Everest, som er 8.848 meter. Det skriver Phys.org.

De alpine humlebier blev indfanget og lukket ind i et trykkammer, hvor forskerne pumpede luften ud for at efterligne forskellige højder. Ifølge Phys.org fandt forskerne, at to af deres bier var i stand til at flyve i 8999,8 meters højde.

Humlebierne lever og flyver normalt i tre kilometers højde.

For at forstå, hvorfor bierne kunne flyve i så tynde luftlag, optog de lyd og billede af bierne, så de kunne måle vingeslagene.

Forskerne fandt ud af, at bierne ikke øgede hastigheden på vingeslagene, men i stedet formede vingerne, så de kunne få mere luft under dem. På den måde krævede det færre vingeslag at flyve i den tynde luft.

Det er stadig et mysterium, hvordan bierne kan flyve i de iltfattige højder, uden at løbe tør for luft. Det vil de to forskere prøve at finde ud af. 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Biology Letters.
 

Læs også:

Perfekte bier findes ikke

Mystisk massedød blandt bier forklaret

Bier bestøver færre blomster

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml 

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.