Forsker: Strukturer gemt dybt nede i Australiens undergrund tyder på nedslag fra kæmpe-meteorer
Kilde: 
25 marts 2015

KORT NYT FRA UDLANDET

Geologer har under en jagt på olie og mineraler i Australiens undergrund fundet to kraterlignende strukturer på størrelse med Danmark begravet tre kilometer dybt nede under overfladen. Ifølge nogle forskere tyder det på, at to kæmpe meteor-nedslag for flere hundrede millioner år siden var med til at forme det australske kontinent. Det er dog ikke alle forskere, der er enige i denne udmelding, skriver Nature.com.

Forskerne bag studiet bygger blandt andet deres teori om meteor-nedslag på data fra tidligere studier i tyngdekraft, magnetisme samt seismiske undersøgelser fra samme område, der viser, at noget ændrer Jordens skorpe i området. Dette ‘noget’ er ifølge forskerne en underlig struktur, der tyder på, at meteor-nedslag har skabt to kæmpe kratere, der ligger gemt under overfladen.

»Jeg er sikker på, at der vil være en masse mennesker, der vil løfte deres øjenbryn over den her teori, men jeg tror, at vi har fundet en stor mængde beviser på, at der var meteor-nedslag i det her område,« siger lederen af forskerholdet bag studiet, geolog Andrew Glikson fra Australian National University til Nature.com.

Et eksempel på de beviser, som Andrew Glikson snakker om, er nogle riller i små kvarts-korn fundet i det omtalte område. Kvarts er ét af de mest almindelige mineraler på Jorden, og de specifikke kvartskorn, der er fundet i området omkring strukturerne, har både parallele og bølgende riller på sig. Dette blev, ifølge Andrew Glikson hold, skabt af kæmpe meteor-nedslag.

Nedslags-ekspert Christian Koeberl fra Natural History Museum i Wien mener dog ikke, at dette er tydelige beviser på, at der var meteor-nedslag i området for mange millioner år siden.

»Billederne af rillerne i studiet viser ikke de rigtige frakturer, der bliver formet efter et meteor-nedslag. Jeg er heller ikke overbevist over anormaliteterne i data fra de seismiske undersøgelser. Suppen er alt for tynd,« siger eksperten til Nature.com.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Tectonophysics.

Læs også:

Verdens største meteor-krater fundet i Grønland

Meteor var ganske rigtigt klippe fra Mars

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til de oprindelige kilder for flere detaljer.

rs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.