Forsker fjerner Aarhus-stank
Kilde: 
02 januar 2013

Naboer til virksomheden  Jysk Miljørens på Aarhus Havn har måttet lægge næser til noget af en stank. Men nu er naboklager fortid for virksomheden. I dybeste hemmelighed har Matthew Johnson, lektor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet, nemlig opfundet en nyskabende luftrenser, der er baseret på atmosfærens naturlige evne til at rense sig selv, skriver ku.dk.

»Jeg har forsket i atmosfærens rensemekanisme i årevis. Og pludselig indså jeg, at mekanismen er så enkel, at den populært sagt kan pakkes sammen i en kasse, og bruges til at rense luften i fx huse.«

»Det skaber et bedre indeklima, og i dette tilfælde fjerner det også lugten fra en virksomhed, så virksomheden kan fortsætte sin produktion og naboerne bliver glade,« fortæller Matthew Johnson.

Sender ikke bare fourening op i luften

Virksomheden Jysk Miljørens lever af at rense olie ud af bundvandet fra skibe, så olien kan genbruges. Men ubehagelig lugt var en sideeffekt - indtil lektorens opfindelse kom på banen. 

Med et fint ord kaldes Matthew Johnsons patenterede proces for fotokemisk luftrensning og hele processen er samlet i fem aluminiumssektioner på størrelse med shippingcontainere på taget af Århusvirksomheden.

I forhold til traditionelle metoder udmærker den sig ved at fjerne forurening i stedet for bare at sende den op i luften i fortyndet form som en almindelig skorsten gør det.

Metoden kræver ingen filtre, derfor er den billig at vedligeholde. Den bruger meget lidt energi, hvorfor klimapåvirkningen er minimal. Endelig fjerner den behovet for en skorsten, som ellers ville være kostbar at opføre.

Sådan fungerer metoden

Metoden fungerer ved, at:

  1. Forurenet luft strømmer ind i luftrenseren, hvor den bliver blandet med ozon.
     
  2. Ozonen begynder at danne store molekyler sammen med de forurenende stoffer.
     
  3. De blandede gasser belyses med UV lys. Det accelererer dannelsen af partikler flere tusinde gange.
     
  4. Partiklerne, der nu har størrelse som støvkorn, påføres en elektrisk ladning.
     
  5. Nu vil partiklerne sætte sig på enhver flade med modsat ladning. En effekt der er velkendt for alle, der kæmper med at holde støvet fra Lp-plader, tv-skærme og emhætter.

Anlæget er blvet realiseret i samarbejde med virksomheden INFUSER.

LÆS OGSÅ: E-næse: Dårlig lugt går på tværs af kulturer

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.