Børn, der aldrig har mødt modstand fra forældre, risikerer at blive depressive og udvikle angst, når de senere i livet møder modstand fra andre kanter. Sådan advarer førende eksperter på området, ifølge b.dk.
»Vi har i de senere år oplevet, at der er mange unge, som er meget sårbare. Vi kan se det på et stærkt stigende forbrug af psykologer blandt unge. En af grundene kan være, at det er utroligt svært at finde ud af, hvor man står, hvis man ikke som barn har fået sat grænser - man bliver usikker,« forklarer Jens Winther, der rådgiver familier og har skrevet bogen »Hjælp - vi har en teenager i huset!«
Forhandler-børn får brat opvågen
At børn, der får alt, hvad de peger på, og sjældent får sat grænser af forældrene, risikerer at blive ramt af psykiske lidelser, påpeger også tidligere formand for Børnerådet og professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen.
»Børn er gradvist blevet inddraget mere og mere. Mange forældre vil gerne være børnevenlige og høre børnene, men nogle gange kammer det over, så børnene får for meget magt. Det kommer der ikke glade børn ud af.«
»Børn, der er blevet fodret med en tro på, at de kan forhandle sig til alting, får en brat opvågen, når de møder modstand - eller en regulær skuffelse over ikke at få det de mener at have ret til. Det kan ende i en depression,« siger Per Schultz Jørgensen, der har forsket i børneopdragelse.
Væsrste scenarie: Persnlighedsforstyrrelse
I værste fald kan børnene ligefrem udvikle en decideret personlighedsforstyrrelse, fortæller Charlotte Diamant, der som psykolog i Psykiatrifondens børne- og ungeafdeling har erfaring med børn for hvem, forkælelsen har givet bagslag.
»Går vi helt over i den voldsomme grøft, kan det give en dramatisk personlighedsforstyrrelse. Så bliver man ved med at være umoden i måden at have et forsvar over for verden på. Hvis det er narcissisme, har man et supergrandiost selvbillede. Man har behov for beundring, fremstår arrogant og har ingen empati over for andre.«