Fluor i skolemælk giver færre huller i tænderne
Kilde: 
30 december 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Tandbørstning med fluortandpasta er en god måde at undgå huller i tænderne. Men i mange lande er der hverken tid, penge eller tradition for at børn får børstet bisserne regelmæssigt.

Forskere har derfor undersøgt, om børns tandsundhed kan forbedres af andre veje, og det viser sig, at fluor i skolemælk har en afgørende virkning. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

»Vores forskning kommer til at få en stor betydning for børns sundhed, især i lande hvor forekomsten af karies - huller i tænderne - er høj. I lavindkomstlande har børn med dårlige tænder ofte smerter eller ubehag, og typisk bliver tænder med alvorlig karies trukket ud. Tandsygdomme med tandpine reducerer børnenes livskvalitet. Nu har vi fundet en enkel, billig og effektiv løsning, som kan komme disse børn til gavn. I skolemiljøet kan vi skabe en bedre tandsundhed hos børn ved at kombinere sund kost med mælk, der indeholder sygdomsforebyggende fluor. Forebyggelse af tandsygdomme er først og fremmest til glæde for børnenes sundhed, men også vigtig for børnenes indlæring og det omgivende samfund«, siger professor Poul Erik Petersen, Odontologisk Institut på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, der også er aktiv i WHOs arbejde med forskning for global oral sundhed.

Studiet har undersøgt en gruppe 3-årige børn i Bulgarien og fulgt dem i en periode på fem år. Den ene gruppe fik skolemælk tilsat fluor, mens den anden gruppe fik mælk uden fluor.

De grupper af børn, som fik fluor i skolemælken, havde markant færre huller end børnene i kontrolgruppen. Bulgarien er et af de europæiske lande, hvor forekomsten af huller i tænderne er relativ høj og alvorlig, og sundhedsmyndighederne har derfor specifikt efterlyst initiativer, der kunne vende billedet.

Studiet er netop publiceret i Community of Dental Health.

Læs også:

Er fluor i tandpasta farligt?

Tænderne er forbundet med hukommelsen

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.