Fedme-gen modvirker depression
Kilde: 
21 november 2012

Måske er der en lille smule sandhed i, at fede mennesker er mere glade. Ny forskning viser i hvert fald, at mennesker, som har et gen, der er forbundet med fedme, har lidt mindre risiko for at få en depression, skriver LiveScience.

Canadiske forskere har fundet ud af, at testpersoner, som har en version af fedmegenet kaldet FTO, har otte procent lavere risiko for at blive deprimerede end testpersoner, der ikke har genet. FTO-genet er en afgørende årsag til, at nogle mennesker udvikler arvelig fedme, viste en europæisk undersøgelse i 2007. 

De nye forskningsresultater indikerer, at FTO genet måske spiller en større rolle end hidtil antaget, når det kommer til depression og andre almindelige psykiske sygdomme, konkluderer forskerne bag undersøgelsen i november-nummeret af tidsskriftet Molecular Psychiatry, skriver LiveScience.   

Resultaterne udelukker dog ikke, at mennesker, som har arvet deres fedme, risikerer at få en depression af andre årsager. Følelser af at blive diskrimineret og set ned på samt manglende selvværd kan for eksempel også gøre de fede deprimerede. Og når de har udviklet en depression, har de endnu sværere ved at tabe sig. Derfor fraråder forskerne bag den nye undersøgelse, at man laver om på den daglige behandling af folk, som lider af arvelig overvægt.  

»Forskellen på otte procent er lille, og det (fundet) vil ikke få stor betydning for dagligdags-behandlingen af patienterne. Men vi har opdaget en molekylær basis for depression,« siger David Meyer, som er assisterende professor i klinisk epidemiologi og biostatistik på McMaster University i Canada.

Forskerne undersøgte data om mere end 17.000 personer, der i 2001 og 2003 deltog i et genetisk forskningsprojekt. Omkring 3.200 af deltagerne havde en depression.

Selv om datamaterialet er omfattende, er der brug for flere forsøg, som bekræfter resultatet, siger forskerne.   

Læs også: 

Større risiko for overvægt blandt enebørn

Sund tarmflora modvirker overvægt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.