Eventyr som Hans og Grethe er måske 6.000 år gamle
Kilde: 
26 april 2016

KORT NYT FRA UDLANDET

Når forældre læser klassiske eventyr som 'Hans og Grethe' og 'Skønheden og Udyret' højt for deres børn er det ofte Brødrene Grimm, der står på som forfattere til de gamle fortællinger.

De fleste forskere er enige om at Grimm-brødrene ikke selv fandt på eventyrerne, men de færreste er nok klar over, hvor gamle historierne egentlig er.

Et nyt studie, der anskuer eventyrerne som arter i udvikling, konkluderer, at nogle måske er opstået helt tilbage for 6.000 år siden, skriver sciencemag.org.

Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Royal Society Open Science.

Studiet er baseret på et omfattende online arkiv med mere end 2.000 forskellige eventyr fra indo-europæiske kulturer, der blev samlet i 2004. 

Med udgangspunkt i arkivet begrænsede forskerne deres studie til kun at involvere eventyr med magi og overnaturiske elementer, fordi det er tilfældet for de fleste kendte eventyr i dag. Dette begrænsede antallet af eventyr til 275, hvor klassikere som Hans og Grethe og Skønheden og Udyret er iblandt, skriver sciencemag.org.  

Men det er ikke en simpel opgave at spore disse eventyr tilbage i tiden, da mange af dem eksempelvis begyndte som mundtlige fortællinger, der først sent blev nedskrevet. Derfor brugte forskerne bag studiet statistiske metoder, der minder om dem biologer bruger til at spore arters afstamning gennem evolutionens stamtræer. 

Da eventyr overføres via sprog, og det indo-europæiskes sprogs stamtræ er veldefineret, har forskerne taget udgangspunkt i det for at spore et eventyrs oprindelse.

Med denne metode kunne forskerne dog kun tage udgangspunktet i de eventyr, der er spredt 'vertikalt' - fra generation til generation - og ikke dem, der er spredt 'horisontalt', når en kultur blev sammenblandet med en anden.

Det efterlod forskerne med 76 eventyr, hvoriblandt de ældste, hvis forskernes analyse er korrekt, er mellem 2.500 og 6.000 år gamle. Andre eventyr er dog noget yngre, og optræder først i mere moderne afgreninger af det stamtræ, som forskerne har kortlagt. 

Læs også:

Eventyr og fortællinger påvirker børns indlæring og verdensbillede

Hele historien om det 'nye' H.C. Andersen-eventyr, Tællelyset

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lsd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.