Eddiketest fjerner 31 procent dødsfald af livmoderhalskræft i Indien
Kilde: 
04 juni 2013

En simpel test med eddike har fjernet en tredjedel af dødsfald som følge livmoderhalskræft i Indiens slumkvarterer, hvor sygdommen er den største cancerdræber blandt kvinder. Det skriver Washnington Post.

Læger rapporterede resultaterne i Søndags ved en cancer-konference i Chicago. Eksperter kalder resultaterne for 'utrolige' og siger, at den hurtige, billige test kan redde titusinder af liv hvert år i udviklingslandene ved at opdage tidlige tegn på cancer og dermed give mulighed for behandling, før det er for sent.

Celleprøver, test for HPV og HPV-vaccine har skåret antallet af livsmoderhalskræft ned i den vestlige verden, men fattige lande har ikke råd til de screenings-værktøjer.

Derfor forsøgte forskerne sig med en test, der næsten intet koster og kan udføres af lokale folk med kun to ugers træning og uden avanceret laboratorieudstyr. De poder livmoderhalsen med fortyndet eddike, hvilket kan få abnormale celler til kortvarigt at ændre farve.

Undersøgelsen i Indien startede i 1998, hvor forskerne indskrev 75.360 kvinder til at blive screenet hvert andet år med eddiketesten. Yderligere 76.178 kvinder blev udvalgt som kontrol, en sammenligningsgruppe der fik kortvarig cancerundervisning samt vouchers til gratis test på hospitalet - hvis de selv kunne transportere sig derhen. Kvinder fra begge grupper blev tilbudt gratis behandling, hvis der blev fundet cancer hos dem.

Resultaterne af screeningen med den billige eddiketest fjernede 31 procent af alle dødstilfælde forårsaget af livmoderhalskræft. Forskere anslår at det årligt kan forhindre 22.000 dødsfald i Indien og 72.600 over hele verden.

Der er nu planer om at udvide eddiketesten til en større befolkningsgruppe.

Indien har næsten en-tredjedel af alle verdens tilfælde af livmoderhalskræft - næsten 140.000 hvert år.

LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:

Børn dør af kræft, selvom de kan behandles

Gigastudie finder 60 genetiske årsager til kræft

Ny form for kræft vokser eksplosivt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.