Derfor støder fugle sammen med flyvemaskiner
Kilde: 
12 januar 2015

KORT NYT FRA UDLANDET

Det er ikke ualmindeligt, at fly er tvunget til at nødlande på grund af nærkontakt med en fugl. Forskere har derfor ved hjælp af videoer undersøgt, hvordan fugle reagerer på køretøjer, der nærmer sig med forskellige hastigheder.

Forskerne fandt ifølge Sciencemag.org ud af, at fuglene af arten brunhovedet kostær er opmærksomme på afstanden mellem den selv og det modkørende køretøj, men ikke så meget køretøjets hastighed. Det skriver Sciencemag.org.

Forskerne anvendte virtual reality, hvor de afspillede videoer med køretøjer i forskellige hastigheder fra 60 til 360 kilometer i timen for et hold fugle i et rum. Her observerede forskerne, hvordan fuglene reagerede på videoerne.

»Den brunhovedet kostær formåede ofte at reagere hurtigt nok til at undgå en virtuel kollision, når et køretøj med lav hastighed nærmede sig, men de blev ofte overrasket af køretøjer med høj hastighed,« skriver forskerne i deres studie.

Når hastigheden nåede op på mere end 120 kilometer i timen havde fuglene sværere ved at slippe væk og undgå en kollision. 

Forskerne vil undersøge, om de samme reaktionsmønstre er gældende hos andre fugle og dyr. 

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the Royal Society B. 

Læs også: 

Hvor højt kan fugle flyve?

Hvordan undgår fugle at støde sammen?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

aml

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.