Danske gymnasieelever ville stemme rødt
13 september 2011

Står det til landets gymnasieelever ville rød blok få 63 procent af stemmerne. Blå blok må nøjes med 36 procent, mens én procent ville stemme på Kristendemokraterne eller andre. Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet, ifølge Kristeligt Dagblad.

Stemmerne i rød blok er fordelt næsten lige. Førstepladsen går til De Radikale, der sniger sig op på en førsteplads med 18 procent af stemmerne. Både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten scorer 15 procent.

Samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, forklarer, at unge vælgere ofte har et liberalistisk syn på fordelingspolitikken.

- Men når det drejer sig om værdipolitikken, vil de gøre meget for ulandene, miljøet og andre gode sager. Her kombinerer de så nogle venstreorienterede synspunkter.

Undersøgelsens viser desuden, at de unge vælgere ofte ligger tæt op ad deres forældres politiske overbevisning.
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.