Danske forskere vil crowdfunde udviklingen af en teori om alting
Kilde: 
03 maj 2016

KORT NYT FRA DANMARK:

Den teoretiske fysiker Jesper Møller Grimstrup og matematikeren Johannes Aastrup er overbeviste om, at de er på sporet af en rigtig god teori om alting.

De har fundet et matematisk princip, de mener kan føre til en holdbar teori for kvantegravitation – en teori, der forener kvantemekanikken med de fire naturkræfter, inklusive tyngdekraften som formuleret af Albert Einstein i den almene relativitetsteori.

De kalder teorien for kvanteholonomi, og de vil rigtig gerne have penge til at arbejde videre på den. Derfor har de sat en crowdfunding-kampagne i søen på platformen Indiegogo. Her kan alle være med til at bidrage.

De indsamlede penge skal simpelthen bruges til at betale forskerne en beskeden løn, mens de arbejder på deres teori.

Kvanteholonomi tager udgangspunkt i en mere overordnet teori kaldet loop-kvantegravitation, ifølge hvilken rumtiden er kvantificeret – det er delt op i ekstremt små dele. Omtrent som stof består af udelelige elementarpartikler, må selve rumtiden også bestå af udelelige kvanter.

Loop-kvantegravitation er et af de bedste bud på en teori om alting, men der er nok flere fysikere, der hælder til strengteori – teorien om, at alting, både stof og naturkræfter, i bund og grund er små, endimensionale objekter kaldet strenge.

Læs også:

Mulig CERN-opdagelse kan føre til teori om alting

Einstein skal kaste lys over sorte huller

Yang-Mills-ligningen og klapjagten på en »teori om alting«

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

hb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.