Danske forskere: Overdødelighed blandt psykisk syge kan skyldes infektioner
11 marts 2015

KORT NYT FRA DANMARK

På verdensplan er infektion én af de mest almindelige årsager til dødsfald - noget som gælder for os alle. Nu tyder et dansk studie dog på, at det måske er en meget mere almindelig dødsårsag blandt en bestemt befolkningsgruppe i vores samfund - nemlig hos dem, der lider af svære psykiatriske lidelser. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Forskerne ville i studiet undersøge, hvorfor personer, der lider af svære psykiatriske lidelser, dør i gennemsnit 15-20 år tidligere, end personer, som ikke lider af disse lidelser. Da der ifølge forskerne ikke før har været undersøgt, om dødsfald, som følge af infektioner, kunne være årsagen til overdødelighed blandt psykisk syge, satte de sig for at undersøge netop det.

»Der er generelt en højere risiko for dødsfald i den første måned efter en indlæggelse for infektion - det gælder for alle mennesker. Men vores studie viser, at risikoen er mere end 50 procent større for mennesker med psykiatriske lidelser, når vi sammenligner med baggrundsbefolkningen”, siger ph.d.-studerende Anette Ribe, som er hovedforfatteren bag det nye studie i pressemeddelelsen.

I studiet gennemgik forskerne over 800.000 indlæggelser af personer både med og uden psykiatriske lidelser i perioden 1995-2011. De opdagede, at infektioner, efter de første 30 dage, var årsag til 1.052 dødsfald blandt personer med psykiatriske lidelser og 58.683 dødsfald blandt personer uden. Resultaterne i studiet  viste, at personer med psykiatriske lidelser havde en 52 procent højere dødelighed som følge af en infektion, end personer uden.

Forskerne mener, at der nu skal undersøges, hvilke faktorer, i perioden fra infektionen til død, der påvirker overdødelighed blandt personer med psykiatriske lidelser. Ifølge forskerne vil mange af dødsfaldene kunne forebygges ved en individuel behandling og medicinering.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Psychiatry.

Læs også:

Dør psykisk syge af deres medicin?

Dødsfald blandt psykisk syge skal undersøges nærmere

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

rs

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.