Dansk kemistuderende har fundet nøglen til at opbevare solenergi
Kilde: 
07 maj 2015

KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:

Solen er en kæmpe energikilde, og interessen i at udnytte solenergi er stor. Men opbevaring af solenergi er ikke så ligetil, som man kunne ønske.

Men nu er kemikere fra Københavns Universitet kommet et skridt nærmere at kunne gemme lidt solskin til en regnfuld dag, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Efter fire måneders arbejde med molekylegruppen Dihydroazulen-Vinylheptafulven, er det lykkedes for bachelorstuderende i kemi Anders Bo Skov at få molekylerne til høste og indeholde store mængder af Solens enegi, uden at energien ville forsvinde igen efter kort tid.

Indtil da var problemet ikke at få molekylerne til at høste og indeholde solenergi. Problemet var i stedet, at jo mere energi deres molekyler kunne indeholde, jo kortere tid kunne de gemme den.

»Uanset hvad vi gjorde, skiftede molekylerne form og afgav den lagrede energi allerede efter en time eller to. Anders’ gennembrud var, at han fremstillede et molekyle, der både har øget energitætheden til det dobbelte, og kan holde formen i mindst 100 år. Nu er vores eneste problem, at vi ikke ved, hvordan vi skal få energien frigjort igen. Molekylet vil ikke frivilligt ændre formen tilbage,« siger professor  og vejleder Mogens Brøndsted i pressemeddelelsen.

»Det Anders har lavet, er et vigtigt gennembrud. Vi mangler ganske vidst at finde en god metode til at frigøre energien, og vi skal også øge energitætheden. Men vi ved hvilken vej vi skal gå, for at få det til at lykkes.«

Forskningsresultatet er offentliggjort i tidsskriftet Chemistry – A European Journal.

Læs også:

Solceller: Sådan kan vi lagre solenergi

Ny dansk teknik revolutionerer solenergi

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

cak

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.