Børn, som mister forældre, har højere risiko for at dø
Kilde: 
23 juli 2014

KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:

Den tragiske oplevelse at miste en forælder i barndommen eller ungdommen bliver i en ny undersøgelse kædet sammen med en højere risiko for selv at dø i årene efter.

Det skriver det videnskabelige tidsskrift PLOS Medicine i en pressemeddelelse.

Forskere fra blandt andet Aarhus Universitet står bag den nye undersøgelse, som viser, at individer, som har mistet enten deres mor eller far i barndommen, har 50 procent højere risiko for at dø i årene efter forælderens dødsfald – sammenlignet med børn, som ikke har oplevet forældres dødsfald.

Forskerne er nået frem til konklusionen på baggrund af data fra registre over alle børn, som blev født i Danmark i perioden 1968-2008, Sverige (1973-2006) samt en stor del af alle børn født i Finland (1987-2006).

Risikoen for at dø var i undersøgelsen højst blandt børn, som havde mistet en forælder på grund af selvmord.

Ifølge pressemeddelelsen mener forskerne, at denne sammenhæng mellem forældrenes og børnenes dødsfald sandsynligvis skyldes både genetik  - altså arvelig disponering for eksempelvis sygdomme - og den langtidsvarende påvirkning, som forældrenes dødsfald har på børnenes helbred og sociale velbefindende.

»Forældres død i barndommen var forbundet med en langvarig øget risiko for at dø af både eksterne årsager og sygdomme, uanset barnets alder ved dødsfald, barnets køn, kønnet af den afdøde forælder, årsag til forældrenes død, samt befolkningsmæssige karakteristika såsom den socioøkonomiske baggrund,« siger forskerne bag undersøgelsen i pressemeddelelsen fra PLOS Medicine.

Læs også:

Forældres død øger depressioner hos børn

Unge arver forældres selvmord

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

lb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.