Børn får mere hovedpine, når skolen starter
Kilde: 
21 august 2015

KORT NYT FRA UDLANDET:

Sommetider kan det være svært at afgøre, om der er tale om rigtig hovedpine, eller om barnet blot har ondt i pjækketarmen, inden skolen ringer ind.

Men nu har amerikanske forskere dog påvist, at flere børn faktisk får hovedpine om efteråret, når skolen er startet. Studiet viser blandt andet, at flere forældre tager kontakt til lægen på grund af deres børns hovedpine, hvis man sammenligner med resten af året. Det skriver Forskning.no.

Studiet er baseret på børn i alderen 5 til 18 år og deres 1300 tilfælde af lægebesøg ved Nationwide Children’s Hospital på grund af akut hovedpine mellem 2010 til 2014.

Ifølge forskerne kan der være flere grunde til de mange tilfælde af hovedpine om efteråret. Øget mentalt stress på grund af skolearbejde kan være en af grundene, men det kan ligeså godt være ændringen i normale rutiner, der giver børnene hovedpine.

»Børns hovedpine kan også skyldes ændringer i søvnmønster og søvnmængde. For lidt mad og drikke og mere TV-kiggeri og anden skærmbruk om efteråret kan også bidrage til hovedpine hos børnene,« siger forskningsleder og neurolog Ann Pakalnis ved Comprehensive Headache Clinic på Nationwide Children’s Hospital i en pressemeddelelse.

Professor ved Neurologisk Insitut på NTNU i Norge Lars Jacob Stovner foreslår dog, at der slet ikke er mere hovedpine om efteråret, men at forældrene muligvis blot tager hovedpine mere alvorligt efter skolestart, end på andre tidspunkter.

»Det kan være, at forældrene tager barnets hovedpine mere alvorligt om efteråret, når barnet begynder i skole, og derfor opsøger læge. Det kan være fordi, at forældrene ser at hovedpinen går ud over skolegangen og lektierne,« siger Lars Jacob Stovner, der også er leder for Nasjonal kompetansetjeneste for hodepine ved St. Olavs Hospital i Trondheim, til Forskning.no.

Den amerikanske forskning er endnu ikke udgivet, men blev præsenteret ved American Headache Society Meeting i Washington, D.C. i juni i år. 

Læs også:

Hvorfor får man hovedpine?

Tilbagevendende hovedpine bør tænde advarselslamper


Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.