Børn af lavtuddannede er blevet dårligere til at børste tænder
16 december 2015

KORT NYT FRA DANMARK:

Når far og mor er ikke-faglærte eller lever af overførselsindkomster går det ud over børnenes tænder. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse, skriver Statens Institut for Folkesundhed i en pressemeddelelse.

»Skolebørnsundersøgelsen viser, at der stadig er social ulighed, hvad angår tandbørstning. Det har vi set i mange år. Men nu ser vi også, at der bliver flere og flere børn i familier med få ressourcer, der ikke børster tænder regelmæssigt. Og det kan godt bekymre,« siger Lotus Sofie Bast, der forsker på Statens Institut for Folkesundhed i pressemeddelelsen.

Regelmæssig tandbørstning kan forebygge caries, som kan udvikle sig til et alvorligt helbredsproblem, fortæller den danske forsker.

»Regelmæssig tandbørstning i barndommen og ungdommen øger chancen for, at man fastholder gode tandbørstningsvaner og god tandsundhed livet igennem. Derfor er det vigtigt at holde øje med, om skolebørn følger den almindelige anbefaling om at børste tænder to gange om dagen,« siger Lotus Sofie Bast i pressemeddelelsen.

Undersøgelsens resultater er publiceret i tidsskriftet Caries Research.

Ifølge undersøgelsen er det næsten hver tredje barn - eller 31,4 procent - fra lave socialgrupper i alderen 11-15 år, der ikke børster tænder regelmæssigt.

Det er omkring fem procentpoint flere i forhold til 1991, hvor det var 26,6 procent af børn fra lave socialgrupper, der ikke børstede tænder to gange dagligt. 

Børn fra høje socialgrupper er bedre til få tænderne børstet regelmæssigt.

Her er det 16,8 procent, der ikke børster tænder to gange dagligt, og sådan har billedet stort set været siden 1991.

Læs også:

Sådan børster du tænder korrekt

Økonomisk ulighed skaber mistillid - men hvorfor?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.