B-vitaminer mindsker formentlig ikke risikoen for hukommelsestab
Kilde: 
13 november 2014

KORT NYT FRA UDLANDET

I 2010 pegede et britisk studie på, at B-vitaminer kan sænke risikoen for hukommelsestab og dermed Alzheimers.

Nu viser et hollandsk studie, at det ikke ser ud til, at et større indtag af B-vitaminer kan mindske risikoen for hukommelsestab. Det skriver Livescience.com.

I studiet fulgte forskerne 3.000 raske mennesker, som ikke havde vitaminmangel, men de havde alle høje niveauer af proteinet homocystein. Proteinet er tidligere blevet linket til en øget risiko for hukommelsestab og Alzheimers.

»Siden homocystein niveauerne kan nedbringes med B12-vitamin supplement, var håbet, at vitaminerne også kunne sænke risikoen for hukommelsestab og Alzheimers,« siger Rosalie Dhonukshe-Rutten, der forsker ved Wageningen University i Holland og er medforfatter på studiet, i en pressemeddelelse.

Deltagerne, som havde en gennemsnitsalder på 74 år, blev delt i to grupper, hvor den ene gruppe fik forskellige B-vitaminer, mens den anden fik et placebo. Efter forsøget tog alle deltagerne forskellige hukommelsestests.

»Niveauerne af homocystein var klart mindre i gruppen, der tog B-vitaminer kontra gruppen, der fik et placebo, men der var ingen forskel mellem de to grupper i forhold til testsene,« siger Rosalie Dhonukshe-Rutten til Livescience.com.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Neurology. 

Læs også: 

Forskere finder sammenhæng mellem B12-vitamin og kræft

B12-vitamin-gennembrud kan hjælpe tusindvis af danskere

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

aml

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.