Arvemasse-undersøgelser kan være en dårlig idé
Kilde: 
01 november 2012

Vil du gerne vide, om du har stor risiko for at udvikle en arvelig kronisk sygdom, eller vil du være mere lykkelig ved at være uvidende? Etisk Råd fremlægger i dag deres analyser af fremtidens etiske problemstillinger i forhold til kortlægning af menneskets arvemasse det såkaldte genom. Det sker på en konference på Christiansborg.

I de kommende år forventes flere og flere mennesker at få kortlagt deres genom blandt andet i sammenhæng med diagnostik og behandling ved hospitalerne men også som forsøgspersoner i forskningsprojekter.

Rådet anbefaler derfor, at genom-undersøgelser bruges med omhu, da en genom-undersøgelse adskiller sig væsentligt fra traditionelle genetiske tests, hvor man undersøger et enkelt eller få gener ad gangen, skriver Etisk Råd i en pressemeddelse.

Ved en genom-undersøgelser undersøges hele menneskets genom, hvilket kan resultere i rigtig mange, men også usikre, informationer om, hvilken sandsynlighed man har for at udvikle forskellige sygdomme.

Rådet mener, at genom-undersøgelser af raske mennesker i mange tilfælde vil være værdiløse ud fra et sundhedsperspektiv eller i værste fald have decideret negative konsekvenser for både enkeltperson og samfund:

»For raske personer, der får foretaget en genom-undersøgelse, vil informationens sundhedsmæssige værdi ofte være stærkt tvivlsom, og resultatet kan give anledning til falsk alarm eller falsk tryghed og dermed øge risikoen for, at man kommer til at træffe dårlige sundhedsvalg. Men også som samfund får vi en udfordring, hvis det det offentlige sundhedsvæsen bliver belastet af mennesker, der søger rådgivning og yderligere undersøgelser, fordi de på eget initiativ har fået foretaget en genom-undersøgelse,« siger professor Gunna Christiansen, der har været formand for Rådets arbejdsgruppe om genom-undersøgelser.

Læs også: 

Sådan vil genom-teknologier forandre vores hverdag


 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.