Ældre er ensomme på danske plejehjem
10 februar 2012

Ældre får en bedre livskvalitet, når de kommer på plejehjem eller i plejebolig. På den anden siden er det en udfordring styrke kontakten med omverden. Sådan lyder konklusionen i en ny stor undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har lavet for Ældrekommissionen.

Undersøgelsen viser, at de ældre får en højere livskvalitet, når det gælder basale behov som personlig pleje, boligforhold og rengøring. I det hele taget får de ældre på plejehjem muligheden for at leve et mere værdigt liv.

Men undersøgelsen tyder også på, at omkring én ud af fire af ældre ikke får dækket deres behov for social kontakt og for aktiviteter i hverdagen. På den baggrund kan forskerne konstatere, at det især er på disse områder, at man kan gøre plejeboligen bedre for de ældre.

Forskerne har også undersøgt, om rammerne på plejeboligen påvirker de ældres livskvalitet. Men selv om en del medarbejdere synes, de har et dårligt arbejdsmiljø, så kan forskerne ikke endnu konkludere, at det har direkte konsekvenser for de ældres liv:

»Vores undersøgelse bygger på omkring 300 ældre i plejebolig og på plejehjem. Det er ikke helt nok til at sige noget om konsekvenserne af de institutionelle forhold, men vi kan ikke udelukke, at det betyder noget for de ældres livskvalitet,« forklarer professor Tine Rostgaard, som er en af forskerne bag undersøgelsen.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.