Fører lortelugt til sikker sex?
FORUNDERLIGE FORSØG: Lugte kan ændre vores opførsel på overraskende måder. Et hold psykologer undersøgte, om lugten af lort kan øge lysten til at bruge kondom.

En grim lugt kan give os større lyst til at bruge kondom. Forsøgspersonerne i et studie forbandt mere eller mindre bevidst lugten af lort med sygdomsfremkaldende stoffer og fik derfor større trang til at beskytte sig mod smitsomme sygdomme. (Foto: Colourbox)

En grim lugt kan give os større lyst til at bruge kondom. Forsøgspersonerne i et studie forbandt mere eller mindre bevidst lugten af lort med sygdomsfremkaldende stoffer og fik derfor større trang til at beskytte sig mod smitsomme sygdomme. (Foto: Colourbox)

Sex er dejligt og nødvendigt for artens videreførelse, men det kan også være farligt.

Ved et samleje kan man blive smittet med HIV eller med bakterier, der kan føre til sygdomme som gonorre, klamydia eller syfilis.

Det ligger dybt i mennesket at forsøge at undgå smitsomme sygdomme. Og hvis man ikke dyrker sex for at få børn, kan man da også beskytte sig mod kønssygdommene ved at bruge kondom. Det er jo bare ikke altid, at man husker at gøre det.

I 2010 satte fire psykologer fra University of New Mexico i USA sig for at undersøge, om vi bliver bedre til at huske kondomerne, hvis vi bliver mindet om, at vi kan risikere at blive smittet med en sygdom.

Fare for fæl lugt

Spørgsmålet var, om den tilsyneladende tilstedeværelse af sygdomsfremkaldende stoffer i nærmiljøet i sig selv kan motivere folk til at dyrke sikker sex - også selv om budskabet om smittefaren ikke bliver givet direkte endsige er særligt forbundet med kønssygdomme.

66 kvindelige og 33 mandlige seksuelt aktive universitetsstuderende blev brugt som frivillige forsøgspersoner. De blev fortalt, at de skulle aflevere en spytprøve og udfylde et spørgeskema, hvor der blandt andet blev spurgt til deres holdning til kondomer.

I starten af forsøget fik forsøgspersonerne også at vide, at der var problemer med et kloakrør i bygningen. Det var utæt, så det ind imellem afgav nogle grimme lugte.

Fakta

Man skal ikke tro, man skal vide! Og hvordan finder man så ud af det, man ikke ved? Man laver selvfølgelig et forsøg.

Eksperimentet er helt centralt i videnskaben. Det er ikke nok at have en teori, man skal kunne bakke teorien op eksperimentelt - man skal vise, at den stemmer overens med de ting, man observerer i den virkelige verden.

Ind imellem støder man på eksperimenter, som lyder ret langt ude - mærkelige forsøg, hvor man næsten tror, det er løgn.

Dette er den 16. artikel i serien om sådanne opsigtsvækkende eksperimenter. Vi vil både præsentere nye og historiske forsøg, som på en eller anden vis er forunderlige - og ind imellem bare for underlige.

Efter informationen fik hver forsøgsperson besked på at gå til en nærliggende drikkefontæne og drikke noget vand, før spytprøven skulle tages.

Flydende røv i lokalet

Mens forsøgspersonen var væk, sprøjtede forskerne i halvdelen af tilfældene lokalet med Liquid ASS - lortelugt på spraybeholder, købt i en spøg-og-skæmt-butik.

I resten af tilfældene slap forsøgspersonen for den ubehagelige lugt.

Tilbage i forsøgslokalet - ildelugtende eller ej - skulle personen udfylde spørgeskemaet, hvor der blev spurgt om sandsynligheden for, at han eller hun i løbet af det næste halve år ville købe kondomer, have kondomer på sig, diskutere kondomer med sexpartnere og bruge kondom ved alle samlejer

Stank giver kondomlyst

Det viste sig, at den grimme lugt førte til en noget større lyst til at bruge kondom. Forsøgspersonerne forbandt mere eller mindre bevidst lugten af lort med sygdomsfremkaldende stoffer og fik derfor større trang til at beskytte sig mod smitsomme sygdomme.

Forskerne påpeger, at traditionelle forsøg på at få folk til at bruge kondom ved at fortælle dem om sundhedsfaren ved at lade være, ikke virker specielt godt. Lortelugt virker angiveligt noget bedre.

Så måske er det ikke så skidt, at kondomautomater oftest er at finde på toiletter. Og hvis der lugter af lort på diskoteket eller i swinger-klubben, er det ikke sikkert, at det skyldes et uheldigt tarmudslip. Måske er det bare et forsøg på at motivere folk til sikker sex.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.