Sociale computerspil gør dig mere empatisk
Sociale computerspil empati skadefryd

Konsekvenserne af at spille computerspil afhænger af, hvilken type spil, man spiller. (Foto: Shutterstock)

Konsekvenserne af at spille computerspil afhænger af, hvilken type spil, man spiller. (Foto: Shutterstock)

Mange spekulerer i, hvorvidt computerspil gør børn og unge (såvel som voksne) mere aggressive.

Studier har vist en sammenhæng, men mange andre undersøgelser har også vist, at effekten ikke er så stor.

Der spekuleres også meget på, om aggressive spil – såsom skydespil – giver en større aggressiv adfærd og lavere social adfærd.

Samtidigt har flere fremtrædende undersøgelser vist, at computerspil kan medvirke til en forbedret opmærksomhed og indlæring.

Kan spil udvikle sociale kompetencer?

Mange computerspil er 'sociale'. Det betyder, at de foregår i en virtuel verden, hvor der er mange med- og modspillere.

Det medfører, at spillet bliver drevet af sociale faktorer, og at man som spiller må forholde sig til andre virkelige personer.

Spørgsmålet er derfor, om denne type spil hjælper med at udvikle sociale kompetencer.

I en ny rapport i tidsskriftet Emotion rapporterer et hold forskere, at dette faktisk er tilfældet. Tobias Greitemeyer og hans kollegaer studerede effekten af at spille pro-sociale, socialt neutrale og antisociale computerspil.

Pro-sociale, antisociale og neutrale spil

Som socialt spil brugte forskerne 'Lemmings'; et spil, hvor man skal sørge for, at små personer/figurer skal overleve en hasarderet vandren fra et sted til et andet på computerskærmen.

Som neutralt spil brugte de Tetris; det kendte blok-spil, og som antisocialt spil brugte de Lamers; en aggressiv version af Lemmings, hvor alle personerne/figurerne skal dø.

I to undersøgelser viste forskerne, at personer som spillede det pro-sociale spil også udviste langt større social adfærd: Alle personer blev bedt om at læse historier om personer, som var kommet ud for uheld, og bedømme deres niveau for empati og skadefryd.

Udviste mere empati efter socialt spil

De personer, der havde spillet Lemmings, udviste større empati og mindre skadefryd overfor historierne i forhold til de personer, som spillede Tetris.

De personer, som spillede Lamers, udviste derimos en større skadefryd, når de læste historien.

Det ser således ud til, at det at spille pro-sociale spil, hvor man skal tage hensyn til andre, kan medvirke til, at vi bliver mere sociale.

Studiet siger dog intet om, hvor længe effekten varer. Jeg vil gætte mig til, at varigheden højst er et par timer.

Ikke alle spil er sort/hvide

Det store problem er dog måske, at det er begrænset, hvor mange der egentlig spiller Lemmings og Lamers i dag, hvor computerspil i stigende grad er meget komplekse, og ikke let kan kaldes pro-sociale eller antisociale.

Online-spillet 'World of Warcraft' er måske et meget godt eksempel herpå. 

På den ene side skal spilleren dræbe en uendelig mængde drabelige monstre, såvel som modspillere. Men en stor del af spillet går også medud på at handle med andre personer, udføre opgaver for andre, redde andre personer og så videre.

Samtidig er spillet, fordi det foregår online sammen med mange andre personer, også blevet en platform, hvor man konstant skal forholde sig til andre personer.

Indeværende undersøgelse siger dog intet om denne type spil, så vi må nøjes med at spekulere.

General Learning Model

Forskerne spekulerer endvidere i, at resultaterne er forenelige med den såkaldte 'General Learning Model'.

Det er en teori, som hævder, at medieeksponering påvirker en persons indre tilstand, og at dette kan give adfærdsmæssige reaktioner.

Specielt er videospil vigtige: Det påstås, at eksponering for antisociale computerspil øger aggression og sænker social adfærd, og det omvendte sker for pro-sociale spil.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg. Der kan derfor forekomme personlige betragtninger, der normalt ikke optræder i Videnskab.dk's artikler.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.