På Ringkøbing-Skjern Museum befinder der sig et kyskhedsbælte – også kendt som en ’kvindelås’.

Bæltet er skabt i massivt jern og vejer i nærheden af syv kilo, men har – som en slags nådighedsgerning – været polstret med hør og uld, så der trods alt var afstand mellem metallet og den bare hud.

Bæltet er så viseligt indrettet, at det kan indstilles til to livvidder, og anordningen kunne på den måde anvendes til kvinder af flere størrelser, så deres kønsdele blev urørlige.

Kyskhedsbælterne har efter alt dømme deres oprindelse i middelalderens Italien. Den første kendte afbildning af sådan en metalindretning findes i Konrad Kyeser von Eichstätts skrift ’Bellifortis’ fra 1405.  

Skriftet beskriver datidens militærteknologi og rummer en skitse af en indretning, som beskrives af Eichstätt som et bælte, der blev båret af kvinder fra Firenze i krigstider.

Fem danske kyskhedsbælter

I hvilket omfang opfindelsen er blevet anvendt, er temmelig omdiskuteret, men at de har været i anvendelse vides med sikkerhed – også uanset at brugen ikke har været helt lovlig.

I Danmark kendes der i alt fem kyskhedsbælter. Fra gamle fra retsdokumenter ved vi, at herremanden Siegfried von Rindscheidt på Herningsholm i 1609 blev anklaget og dømt for at have behængt sin hustru med lås, og at en præst på Falster i 1633 blev anklaget for at have iført sin hustru en slags kyskhedsbukser.

Kyskhedsbæltet fra Skjernegnen er formentlig fra samme periode og viser spor af slitage, så det har efter al sandsynlighed været i brug. Men hvem der helt præcis har lagt krop til, aner vi ikke, for det kom først til museet omkring 1920 fra en gård i landsbyen Faster.

På Rosenborg Slot findes et kyskhedsbælte, som vi ved blev indlemmet og registreret i Kongens Kunstkammer i 1674, mens et andet optræder i en samling i 1718 og indgik i kong Frederik den Fjerde sin samling af erotika.

Rundt om i Europa blev bælterne nemlig produceret frem til engang i 1700-tallet, hvorefter de forsvandt som dug for solen.

Beses af alle til spot og spe

Og så alligevel. Når kyskhedsbæltet gik ud af brug, skyldes det ikke, at mænd pludselig så igennem med udadvendte kvinders seksualliv, men snarere, at den massive indretning var upraktisk og forældet, ja ligefrem komisk, og blev udskiftet med nye metoder.

Først og fremmest nogle, som virkede afskrækkende og dermed forebyggende.

De mest seksuelt promiskuøse kvinder blev for eksempel lænket til ’kagen’ – en skampæl – og udstillet til skræk og advarsel på byens torv. Men der stoppede opfindsomheden nu ikke.

Københavns emsige politimester Hans Himmerich var eksempelvis særdeles aktiv og tegnede en række fantasifulde indretninger til afstraffelse af løsagtige kvinder. Han forestillede sig for eksempel synderinder iførte fantasifulde narrehætter på hovedet og skabte en såkaldt ’drille’ placeret på en vogn, som under kørsel drejede rundt, så de hætteklædte kvinder kunne beses af alle og enhver til spot og spe.

Desværre for politimesteren gik opfindelserne op i røg ved Københavns brand i 1728, inden han nåede at få dem godkendt.

Onani kan give diarré, hæmorider og lungesot

Et andet mirakelmiddel var indretninger, som skabte seksuel afholdenhed. Til det formål fandt kyskhedsbæltet en slags afløser i de såkaldte selvbesmittelsesbøger.

Pamfletter, som i god tid tog unge mennesker i lære og fik kvalt lysterne i opløbet. For var der en ting, som tidens læger var enige om, havde mindst lige så skrækkelige følgevirkninger som tidens værste kønssygdomme, så var det førægteskabelige orgasmer.

Intet var mere ødelæggende end ødselhed og misbrug af den sæd – den koncentrerede livsvæske og spiren til den ufødte slægt – som alene var skabt til ægteskabet. Misbrugte man den, spillede man hasard med manddommens styrke, med de kommende generationers levedygtighed og med nationens overlevelse.

I 1760 tegnede den schweiziske læge Samuel Auguste Tissot et gruopvækkende billede af de uhyggelige lidelser for drengebørn, der ikke kunne holde hænderne over dynen.

I Danmark blev tankerne nogle år senere introduceret med et skrift af lægen Johan Clemens Tode, hvori han advarede om onaniens mangeartede konsekvenser: afmatning, tæring, diarré, lungesot, hypokondri, hæmorider, koldpis, krampetrækninger, orm, brok, forvirring, nervesygdomme, vrantenhed og almen svækkelse.

Symptomer: Bleghed, slaphed og indfaldne øjne

Ved 1800-tallets begyndelse fandtes der en sand syndflod af dansksproget litteratur om onaniens fortrædeligheder.

Særlig vigtigt var det derfor, at forældre holdt et ekstra vågent øje med symptomerne på overdreven masturbation hos deres børn, så som bleghed, slaphed i musklerne, røde og indfaldne øjne.

Man kunne se den type mennesker overalt i gadebilledet, og når først man lagde mærke til dem, blev der bare flere og flere ofre for onanien, »denne vor tidsalders pest, som har udbredt sig over en del af vor jordklode, og som også i København ikke er ualmindelig.«

Ordene er etatsråd Heinrich Callisens. Han var generaldirektør ved Kirurgisk Akademi i København og advarede i 1809 mod den tiltagende last, for hans erfaringer sagde, at når først onanien havde fået tag i folk, så var der ikke meget at stille op.

Det mest effektive middel var stadig beskæftigelse og gymnastiske øvelser, som fik tankerne hen på noget andet. Selv var Callisen konstant i sving fra morgen til aften, så han ikke faldt i: »At afværge onani er upåtvivlelig en af menneskehedens vigtigste anliggender,« som han konkluderede.

Handsker med bæltespænde og hængelås anvendt i Horsens Straffeanstalt i anden halvdel af 1800-tallet for at undgå at de indsatte onanerede. (Foto: Horsens Museum)

Kyskhed i fænglerne – og hos H.C. Andersen

Ingen lyttede til den slags i fængslerne. I Vridsløse Straffeanstalt blev fangerne sindssyge fra en kant, hvilket selvfølgelig skyldtes onanien og ikke isolationsfængslingen.

I Horsens indførte man til gengæld kyskhedsbæltets moderne afløser: et par handsker med bæltespænde og hængelås, så de indsatte blev forhindret i at røre sig selv.

Advarslerne bed bedre på de lovlydige og fik dem til at opretholde en streng selvjustits. »Kamp med mig selv,« skriver eventyrdigteren H.C. Andersen under en rejse til Italien. »Er det virkelig en synd at tilfredsstille denne mægtige lyst, da lad mig bekæmpe den.«

Og så pålagde han sig kyskhed.