»Videnskab er et socialt fænomen med et sæt unikke normer, der regulerer deltagelsen i et fællesskab af fagfolk.« 

Således karakteriserede Richard Duschl, professor i scienceuddannelse ved Pennsylvania State University, videnskabens væsen ved workshoppen How Science Works – And How To Teach It, afholdt ved Aarhus Universitet d. 23.-25. juni 2011.

Richard Duschl er en af hovedpersonerne i det, man inden for scienceuddannelse kalder Nature of Science (NOS). NOS vedrører definitioner eller forståelser af, hvad videnskab er, med særligt henblik på naturfagsundervisning i folkeskolen og gymnasiet.

Der findes mange definitioner på NOS. Fx har den amerikanske forening for scienceundervisere, National Science Teacher Association, publiceret en NOS-deklaration. Heri indgår også en udtalelse vedrørende 'a number shared values', som karakteriserer den videnskabelige fremgangsmåde.

Normer og modnormer

Forestillingen om, at videnskab som en form for social organisering er styret af nogle særlige normer, blev lanceret af videnskabssociologen Robert K. Merton i 1940'erne. I reaktion mod den ideologiske ensretning af videnskab, der i 1930'erne havde fundet sted i Nazi-Tyskland, definerede Merton et sæt af åbne, pluralistiske og universalistiske normer:

• Fælleseje: Videnskabens resultater og data tilhører hele det videnskabelige samfund (jf. kontroversen om de danske sædtal, som viser, at denne norm kan være problematisk)
• Universalisme: Alle videnskabsfolk uanset race, alder, køn, nationalitet mm. kan bidrage til videnskaben
• Armslængde: Videnskabsfolk skal fremstille og evaluere videnskabelige udsagn uafhængigt af personlige og/eller ideologiske interesser
• Organiseret kritik: Alle videnskabelige udsagn og undersøgelser bør vurderes med en kritisk distance baseret på faglige vurderinger

Merton kom senere i tvivl om, hvorvidt videnskab reelt fungerer i henhold til sådanne normer. Han formulerede en teori om sociologisk ambivalens, ifølge hvilken sociale systemer som videnskab (bl.a. pga. den sociale kompleksitet hvori de fungerer) kun kan varetages med brug af både normer og modnormer (altså modsatrettede normer).

Sociologisk ambivalens er påkrævet

Det at bedrive videnskab er en så kognitivt vanskelig og så socialt nuanceret samfundsfunktion, at den enkelte forsker ikke kan forlade sig på et entydigt sæt af normer. Sociologisk ambivalens, forstået som en dynamisk og fleksibel brug af mange forskellige (og ofte modstridende) normer, er påkrævet.

I 1974 satte en anden amerikansk videnskabssociolog, Ian M. Mitroff, sig for at finde ud gennem empiriske studier, hvilke normer videnskabsfolk retter sig efter i deres arbejde. I sit 3 1/2-års studie af forskere tilknyttet Apollo-projektet fandt Mitroff ud af, forskerne i høj grad orienterede sig efter flg. modnormer:

• Privat eller institutionel ejendomsret: Nogle forskningsresultater må anses for at tilhøre forskningsgruppen eller -institutionen
• Partikularisme: Betydningen og gyldigheden af videnskabelige undersøgelser og udsagn afhænger i høj grad af videnskabsfolkenes sociale status og/eller kulturelle tilhørsforhold
• Interesserethed: Videnskabsfolk bør have en stærk og eksplicit personlig interesse i deres arbejde
• Individuel dogmatisme: Videnskabsfolk bør have stor, nærmest ubegrænset tiltro til egne resultater, men ikke nødvendigvis til andres

Normer som retorisk ressource

Eksistensen af både normer og modnormer i videnskabelige samfund gør det nærliggende at konkludere, at normer ikke er nødvendige for videnskaben - og dét uanset, hvor noble og velmenende de end kan være. Videnskab kan tilsyneladende følge mange, vidt forskellige slags normer, uden at det har konsekvenser for den videnskabelige kvalitet.

Det vil dog nok være en unødvendig overfortolkning helt at afskrive normer en vis funktionalitet på den baggrund. En mere forsigtig forklaring kunne være, at normer ikke spiller den socialt-normative rolle for videnskabens praksis, som man normalt tilskriver dem.

En noget anden måde at betragte normer på er som en slags retorisk ressource, som videnskabsfolk og andre kan benytte sig af, når de forsøger at trække grænser for god, hhv. dårlig videnskab. Det medfører, at normerne ikke på nogen måde er givne, men kan diskuteres og forhandles stort set efter behov og alt efter den givne situation.