Forfattere af spekulativ fiktion og science-fiction identificerer ofte et afgørende øjeblik, som de bruger som udgangspunkt for at udforske, hvordan en tilsyneladende ubetydelig hændelse kan ændre menneskehedens skæbne.

Et af disse øjeblikke fandt sted i 1970'erne, da oliegiganten Exxon valgte at ignorere sin egen bestilte forskning om de fossile brændstoffers effekter.

En ny analyse offentliggjort i tidsskriftet Science har fundet, at Exxons prognoser fra den tidsperiode har vist sig utrolig nøjagtige, men alligevel gjorde selskabet intet for at afværge, at forudsigelserne indtraf.

I stedet valgte oliekæmpen at fastholde sin rolle som olieselskab og finansiere folk til at stille spørgsmålstegn ved forskningen samt forhale en logisk sammenhængende respons.

Forbløffende nok omtalte det amerikanske olieselskabs administrerende direktør, Lee Raymond, i 1996: »Den ubeviste teori om, at de (fossile brændstoffer, red.) påvirker klodens klima.«

Virksomheden, som i 1999 fusionerede med MobilOil og i dag er kendt som ExxonMobil, afviser beskyldningerne og siger, at: »De, der taler om, hvordan 'Exxon vidste besked', tager fejl i deres konklusioner.«

Dette kunne være sket

Hvad nu hvis Exxons ledelse i stedet havde set deres egen forskning som en forretningsmulighed?

Her er en måde, tingene kunne have udfoldet sig.

Efter offentliggørelsen af Exxons skræmmende forskning i slutningen af 1970'erne og 'energikrisen' i 1979 bliver USA's politiske retning ændret for altid.

NASA's midler til geovidenskab bliver hurtigt øget. Agenturet reagerer entusiastisk ved at opsende adskillige satellitter, som i løbet af 1980'erne bekræfter Exxon-forskningen ud over enhver rimelig tvivl - verden bliver virkelig opvarmet, takket være den menneskeskabte udledning.

Al Gore, som er senator (og i denne hypotetiske verden også kommende præsident) inviterer NASA's James Hansen, så han kan præsentere sine resultater, støttet af Exxons arbejde, for kongressen.

Som et resultat forpligter den amerikanske regering sig til en netto-nul-økonomi inden 2000 (en lignende præsentation skete i vores virkelige verden, men præsentationen blev mødt med stor skepsis og fik ikke øjeblikkelig politisk indflydelse.)

En intern Exxon-graf fra 1977, der viser en 'kuldioxid-induceret 'super-interglacial'. (Graf: Supran et al / Science, CC BY-SA)

Solenergi giver strøm – og mad

Herefter etablerer Exxon et kæmpe solvarmeanlæg i den californiske ørken. Desværre gør kompleks teknik og sporadisk energiproduktion det til en udfordrende udvidelse af det amerikanske energinet.

Men efter 10 års forskning eksporteres teknologien til Egypten og Marokko, hvor produktionen er mere end rigelig til at dække disse landes behov.

Yderligere forskning resulterer i enorm økonomisk vækst, fordi teknologien ikke kun producerer strøm, men også mad ved hjælp af drivhuse, der bruger saltvand.

I 2000 er Nordafrika den største eksportør af store solenergianlæg rundt om i verden. Denne økonomiske succes matches i Nordeuropa med regeringsstøttede virksomheder, der udvikler havvindmøller og tidevandsenergi gennem 1990'erne.

Kæmpe solcelleanlæg kunne bygges mange årtier tidligere, mener forfatteren til artiklen. (Foto: Shutterstock)

Benzin bliver en hygge-hobby

Tilbage i USA slår Exxon sig sammen med General Motors for i slutningen af 1980'erne at udvikle det første elektriske masseproducerede elektriske køretøj i moderne tid, EV1 (EV1-bilen eksisterede også i vores verden, men først 10 år senere).

Man bruger NASA-patenterede batterier og rumaldermaterialer til at producere biler, der udkonkurrerer benzindrevne biler på alle områder undtagen ekstrem rækkevidde.

Exxons PR-maskine udtænker en kampagne kaldet 'plugging into the Sun', der promoverer mikro-tagsolpaneler, der lader EV1'erne gratis op. Millionvis af systemer er fremstillet og installeret af datterselskaber af Exxon, hvilket gør det til det rigeste 'energi'-selskab i verden.

Får æren for at afhjælpe ekstrem fattigdom

De mikro-net, der er udviklet til bilopladning, er også velegnede til udviklingslande uden store elnet. En anden udviklingsbølge opstår, denne gang drevet internt af lande på tværs af den sydlige halvkugle.

Exxon får æren for at afhjælpe ekstrem fattigdom over hele kloden og forbedre livet for milliarder af mennesker.

I slutningen af 1990'erne gør enorme 'flydende metal'-batterier os i stand til at lagre energi året rundt, hvilket skaber en energireserve, der er tilstrækkelig til at muliggøre udrulning af store vind- og solprojekter rundt om i verden.

Det gør kul og olie for dyrt til energiproduktion, så brugen bliver skruet ned og ender til sidst med at blive lagt helt på hylden i 1997.

Brugen af olie og gas fortsætter i den private sektor, men byggeriet bevæger sig ud over behovet for aktiv opvarmning og køling ved udgangen af årtiet, og brugen af oliebiler ses som en hygge-hobby for dem, der ønsker at bruge dette meget risikable brændstof.

Producerer næsten ingen drivhusgasser

Oliens tidsalder er dog ikke helt forbi. Efterspørgslen efter benzin fortsætter på et niveau, hvor olieselskaberne stadig er i stand til at opnå en lille fortjeneste (miljøfolk hævder, at olieselskaberne gør benzinbiler ’cool’, så de ikke mister deres sidste markedsandel).

Men da de ser muligheden for fremstilling af benzin, begynder mange virksomheder med vedvarende energi at fremstille 'synth-olie', endnu et rumaldermateriale.

Olieselskaberne presser på, men er ude af stand til at konkurrere med de ekstremt lave energipriser på synth-olie, som bruger praktisk talt gratis energi fra vedvarende energisystemer, når der ikke er spidsbelastning.

I 2000'erne producerer menneskeheden næsten ingen drivhusgasser til produktion, transport eller energi.

Sammenbrud afværget

Det er ikke en perfekt verden, og der er bekymringer om fattigdom, konflikter, ressourcer, der løber tør, og den økologiske effekt af otte milliarder mennesker og deres kostvalg. Udfordringen for et stabilt, bæredygtigt menneskeligt samfund fortsætter.

Men klimatisk sammenbrud – som vi forstår det i vores verden i dag – er stort set blevet afværget.

Og Exxon? Ligesom på vores egen tidslinje er Exxon én af verdens største virksomheder. Men virksomhedens massive udrulning af distribuerede solsystemer har også gjort det til et af verdens mest elskede selskaber.

I vores verden vandt den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore Nobels fredspris i 2007 sammen med FN's klimarådgivende organ, IPCC.

I denne verden får Al Gore stadig en Nobelpris for sit arbejde i 1990'erne, men deler det med Exxon CEO Lee Raymond – der er mindre behov for et IPCC, fordi der blev lyttet til forskerne tre årtier tidligere.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.