På et biogasanlæg i Hashøj på Sjælland i 2015 blev adskillige personer udsat for den giftige gas svovlbrinte. Flere personer faldt om.

Kun få af de tilskadekomne tilstedeværende bemærkede den meget markante stank af gassen.

Det er ikke usædvanligt ved ulykker – faktisk har man mange dokumenterede eksempler på, at kun få mennesker har lagt mærke til gassens stank, inden katastrofen er ude.

Stinkende svovlbrinte findes i kloakken – og i din mund

Svovlbrinte (kloakgas) er en giftig gas, som ofte forekommer i kloakker, gylle- og septiktanke, lastrum med skidtfisk og andre steder med iltfattige forhold.

Den dannes typisk ved nedbrydning af svovlholdige proteiner, eller ved at sulfatreducerende bakterier omsætter uorganisk sulfit eller sulfat. Den kan også forekomme i råolie, naturgas og biogas. 

Svovlbrinte stinker af rådne æg, og lugttærsklen er ekstremt lav, helt ned til få ppb (parts per billion – altså milliardtedele). Den kan også dannes i munden. Op til 100 ppb er målt i dårlig ånde. I tarmluft fra personer på normal diæt er der målt 18 ppm (parts per million).

Hvis cigaren ikke smager, så kom væk i en fart!

I teorien giver den meget lave lugttærskel gassen gode advarende egenskaber. Men uheldigvis lammer høje koncentrationer af gassen (>100 ppm) lugtesansen. 

Min gamle underviser i kemi, den altid muntre Jørgen Potts, underholdt de studerende med, at det var bedst at pulse på en god cigar ved arbejde med svovlbrinte. Hvis cigaren lige pludselig ikke længere smagte, så var det på tide at komme væk, mente han.

Jeg har ikke hørt andre anbefale denne sikkerhedsregel, og den er næppe fuldt autoriseret. 

Svovlbrinte er letantændelig og brænder med en karakteristisk blå flamme. Høje koncentrationer kan derfor udgøre en eksplosionsfare.

Umiddelbart dødelige koncentrationer er dog langt, langt lavere end den nedre antændelsesgrænse. Det er derfor mere sandsynligt, at man dør ved kvælning end i en eksplosion.

Lugt advarer sjældent ved ulykker

På en papirmølle gik en pumpe i stykker, så der gik hul på pumpehuset. Store mængder af en sulfidholdig opløsning løb i kloakken, hvor den reagerede med en svagt sur væske og frigav svovlbrinte.

Tolv personer blev alvorligt forgiftede, og to døde. Af de ti overlevende havde kun to registreret lugten af rådne æg.

En anden gasulykke skete på et mexicansk naturgasbehandlingsanlæg. Her sendte man ved et uheld koncentreret H₂S-gas ud til omgivelserne, fordi man ved en fejl slukkede for det flammetårn, som gassen blev sendt til.

22 personer omkom. Ud af 47 alvorligt forgiftede, men overlevende personer, havde kun én registreret lugten af rådne æg.

Efter Sovjetunionens sammenbrud har Kina overtaget rollen som storleverandør af spektakulære gasulykker. I 2003 dræbte et blowout af svovlbrinteholdig naturgas (såkaldt surgas) fra en brønd i Chuandongbei-gasfeltet i Sichuan mindst 200 mennesker.

Det er vistnok den værste H₂S-ulykke til dato. 

Folk, som vil hjælpe, kommer selv til skade

I slutningen er 00’erne var der mange selvmord i Japan som følge af H₂S-forgiftning.

På internettet blev der delt anvisninger på, hvorledes populære badesalte kunne blandes med almindelige husholdningsrengøringsmidler, og der ud af blandingen kom farlige H₂S-dampe. Det medførte en voldsom stigning i antal selvmord ved denne metode.

Ofrene var sjældent til at redde, og der er flere tilfælde, hvor familiemedlemmer og redningsmandskab også blev alvorligt forgiftede og i visse tilfælde endda døde.

Også i Danmark har vi set eksempler på, at dem, der vil hjælpe ved gasulykker, selv er kommet til skade.

To fiskere omkom i lastrummet på deres kutter i august 2014 på Strandby Havn i Nordjylland, da de skulle læsse skidtfisk af. En pumpemand, der sprang ned i lasten for at hjælpe, blev svært hjerneskadet. En Falck-redder, som gik tæt på for at se ned i lasten blev udsat for dampe og fik kort efter blodprop i hjernen.

Der har også været alvorlige forgiftninger ved gylletanke.

Hvis man først er blevet forgiftet, er der ikke så meget at gøre. Den mest effektive forholdsregel er at undgå at blive forgiftet. (Foto: Shutterstock)

Hvad er symptomerne?

Svovlbrinte – eller hydrogensulfid, som det også kaldes – produceres blandt andet i leveren, nyrer og hjertet og er desuden et signalmolekyle på celle-niveauet. Der eksisterer derfor naturlige enzym-systemer til at regulere koncentrationen.

Forgiftning ved hydrogensulfid opstår ved, at disse systemer bliver overbelastet og ikke længere kan styre reguleringen, hvorpå kroppen bukker under.

Symptomer på forgiftning er slimhindeirritation, øjenirritation, hoste og besværet vejrtrækning. Derudover ser man også både kvalme, opkast og svimmelhed.

Når forgiftningen fører til døden, er det typisk, fordi åndedrættet lammes.

Den engelske Wikipedia-artikel giver en udmærket oversigt over virkningen ved typiske koncentrationer:

Bedste middel mod forgiftning er helt at undgå den

Hvis man først er blevet forgiftet, er der ikke så meget at gøre. Den mest effektive forholdsregel er at undgå at blive forgiftet. Man skal derfor altid være meget påpasselig ved at gå ned i brønde eller skakte med stillestående luft, hvor rådnebakterier kan have gjort luften farlig. 

Eksempelvis ved at de har dannet giftig H₂S. 

Men bakterierne kan også have dannet kvælende kuldioxid, som kan fortrænge ilten. Kuldioxid kan ikke lugtes. 

Historien er desværre fuld af såkaldte brøndulykker: En person falder om nede i en brønd. En anden person opdager det og kravler ned for hjælpe.  Så er der pludselig to bevidstløse personer nede i brønden. Og sådan kan det fortsætte.  

Hvis ulykken skyldes kuldioxid, hjælper det ikke engang at have gasmaske på, det bliver nødt til at være et friskluftsforsynet åndedrætsværn.

Der findes særlige branchevejledninger for sikkert arbejdsmiljø ved rengøring af siloer og ved arbejde med gylle, skidtfisk og lignende.

Denne artikel er en redigeret version af en artikel bragt i Dansk Kemi.

Frank Huess Hedlund har også en artikel om svovlbrinte udslip i den seneste udgave af Dansk Kemi. Den bærer titlen 'Stort udslip af giftig gas ved aflæsning af madaffald' og kan findes på s. 36 i Dansk Kemi.