Søskendestudier: Naturens egne lodtrækningsforsøg?
Hvorfor bliver nogle mennesker syge, mens andre holder sig raske? Det kan vi blive klogere på ved at sammenligne søskende med hinanden. Men man skal holde tungen lige i munden, når man laver studierne.
søskende_arv_miljø_videnskab_lodtrækning_

Idéen ved søskendestudier er at udnytte, at søskende typisk ligner hinanden i både gener og opvækst. (Foto: Shutterstock)

Idéen ved søskendestudier er at udnytte, at søskende typisk ligner hinanden i både gener og opvækst. (Foto: Shutterstock)

Hvorfor får nogle mennesker, som spiser mange søde sager, ikke sukkersyge? Hvorfor bliver andre, der holder fingre­ne fra fredagsslikken, syge? Hvorfor får nogle børn autisme? Og kan det gøre en forskel, om de kom til verden ved hjælp af et kejsersnit?

Spørgejørgen ville komme på overarbejde, hvis han skulle opremse alle de spørgsmål, vi hver især går og spekulerer over, når vi prøver at tage sunde valg – både for os selv og vores børn.

Endnu sværere er det at komme med gode svar – især når det handler om dagligdagens almindelige menneskeliv, som ikke kan hives ind under mikroskopet i et laboratorie.

Men måske kan sammenligninger af søskende flytte os et par skridt tættere på sandheden?

Svaret er både ja og nej. Selvom søskendestudier er gode til at løse nogle udfordringer, skaber de også nye problemer. 

På Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet har min kollega Theis Lange og jeg prøvet at se nærmere på søskendestudiernes matematiske og statistiske grundlag i et nyt studie

Men før vi kan dykke ned i det, må vi træde et par skridt tilbage. Og henad vejen kommer vi også til at lære lidt om sammenhængen mellem kejsersnit og autisme.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden

Den hellige gral for årsag og virkning

Lad os tage udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorfor nogle børn får autisme, og om kejsersnitsfødsler kan være en årsag til det.

Den idé kunne for eksempel komme fra, at børnene ikke kommer helt så meget i kontakt med deres mors bakterieflora, og vi har set i anden forskning, at ens baktieflora muligvis kan påvirke hjernen. Så måske kunne kejsersnitsfødsler være årsag til autisme gennem en uheldig udvikling af barnets bakterieflora.

Hvordan kan man undersøge et sådant spørgsmål?

I sundhedsforskningen er den hellige gral for viden om årsag og virkning at udføre lodtrækningsforsøg. Her bestemmer man, hvem der får en behandling ved hjælp af lodtrækning (læs mere herom i 'Hvad er lodtrækningsforsøg?'-boksen under artiklen).

Det betyder, at man kan måle, hvilken betydning behandlingen har, ved at sammenligne dem, der tilfældigvis fik en behandling, med dem, der tilfældigvis ikke gjorde.

I vores tilfælde betyder det, at man skulle trække lod om, hvem der skulle føde ved kejsersnit, og så sammenligne hvor mange børn fra de to grupper, der senere udvikler autisme.

Men vi kommer ikke langt med dén ide: Ingen læger ville bryde sig om at trække lod blandt gravide om, hvem der skulle få lavet kejsersnit – og det er desuden nok de færreste gravide, der i alle tilfælde ville gøre, som lægen sagde!

Vi må altså gå andre veje.

Et blik i statistikkerne

En anden idé kunne være at slå op i statistikkerne og se. om kejsersnitsbørn oftere udvikler autisme end andre børn.

Hvis vi kigger på børn i Danmark født mellem 1997 og 2010, udviklede 1,2 procent af børn født uden kejsersnit autisme, mens det tilsvarende tal er 1,3 procent for børn, der er født ved kejsersnit. Det svarer til en otte procent større andel, så selvom autisme er sjældent i begge grupper, er forskellen faktisk ret stor.

Men vi kan ikke bruge de tal til at sige noget om, hvorvidt kejsersnitsfødsler er årsag til den større andel børn med autisme.

Måske skyldes de tal, vi ser, at kvinder, som selv har genetisk anlæg for at udvikle autisme, af en eller anden årsag også oftere bliver nødt til at føde ved kejsersnit. Måske handler det om, at et hjem med mange skænderier øger risikoen for både kejsersnit og autisme.

Man kan finde på mange af sådan nogle hypotetiske forklaringer. Men vi kan ikke sige noget om, hvorvidt nogle af dem holder vand ved bare at kigge på befolkningens fordeling af autisme og kejsersnitsfødsler – blot fordi vi finder en sammenhæng, kommer vi nemlig ikke nødvendigvis nærmere årsagen.

Lige børn sammenlignes bedst

Og det bringer os tilbage til søskendestudierne: I stedet for at kigge på hele befolkningen på samme tid, kan man nemlig kigge på forskelle mellem søskende.

Idéen er at udnytte, at søskende på mange måder minder om hinanden, for eksempel deler de meget af deres genetiske arvemateriale, de er tit vokset op sammen i samme hjem, i samme lokalområde og med de samme voksne i deres liv.

søskendestudier_lodtrækning_forskning_forsøg_kejsersnit_autisme

Ved hjælp af søskendestudier kunne Anne Helby Petersen og hendes kollegaer slutte, at der ikke er grund til at bekymre sig om, at børn er mere udsatte for at få autisme efter at være blevet født ved kejsersnit. (Foto: Shutterstock)

Derfor vil de deles om en del af de risikofaktorer, der kunne få det til at ligne, at kejsersnit var årsag til autisme, selvom det egentlig ikke var tilfældet.

Hvis vi for eksempel altid ser, at dem i en søskendeflok, der er født ved kejsersnit, har langt større risiko for at få autisme end de andre, så begynder det at lugte af, at der kunne være noget om en årsagssammenhæng mellem kejsersnit og autisme.

Dermed har man nemlig sammenlignet børn, der ellers på mange måder minder om hinanden. Det er idéen bag søskendestudier.

Naturens egne lodtrækningsforsøg?

I sundhedsforskningen er der blevet lavet en helt masse spændende søskendesammenligningsstudier de senere år – særligt i Skandinavien, hvor vores nationale registre gør det muligt at koble søskende til hinanden og sammenligne deres sundhedsudvikling.

Vi har som forskere været enormt glade for denne mulighed for at dykke ned i ’hvorfor-spørgsmål’, som vi ellers slet ikke ville kunne svare på.

Men vi kan også blive lidt for ivrige. Nogle gange kommer vi til at tænke på visse søskendegrupper som ’naturens egne lodtrækningsforsøg’: Vi forestiller os, at når der for eksempel er en søskendeflok, hvor én er født ved kejsersnit, mens de andre ikke er, så er det nærmest, som om naturen har trukket lod for os om hvem, der skulle kejsersnitfødes, fordi søskende er så ens på alle mulige måder.

Og har vi så ikke noget, der nærmest er magen til et rigtigt lodtrækningsforsøg?

To skridt frem, et skridt tilbage

Det er netop dét spørgsmål, som min kollega og jeg har dykket længere ned i. Vi har brugt matematik og statistik til at få styr på, hvor stor forskellen egentlig er på søskendesammenligninger og lodtrækningsforsøg – og den er større, end vi selv havde troet.

Selvom sammenligninger af søskende kan hjælpe med at løse problemet med bagvedliggende faktorer, som kan snyde os til at tro, at der er en årsagssammenhæng, kan man faktisk ikke direkte tolke deres resultater, som var de kommet fra lodtrækningsforsøg.

Det er nemlig ikke helt 'gratis' at bruge denne metode: I vores almindelige statistiske modeller kommer der nye komplikationer af at proppe søskende ind i maskineriet. Så selvom søskendestudierne giver to skridt frem, træder vi også et skridt tilbage.

Modellerne bliver mere komplicerede, og som forskere er vi faktisk nogle gange ikke helt sikre på, hvordan vi skal fortolke de tal, de så spytter ud – dog med en enkel, vigtig undtagelse.

Et nej er sikrere end et ja

Når søskendesammenligninger ender med, at den statistiske model siger, at der ikke er nogen årsagssammenhæng, kan vi bedre stole på, at den er god nok.

Man kan tænke på det som, at der kun er én måde at beskrive, at kejsersnit slet ikke er årsag til autisme, nemlig ved at sige, at der er omtrent 0 procent forskel på børn født med og uden kejsersnit.

På den anden side er der uendeligt mange måder, der kan være en forskel: måske kunne der være 8 procent større (eller mindre) sandsynlighed, eller 12 procent, eller 25 procent, eller...

Derfor bliver det lettere for de statistiske modeller at finde 'nej-svar' end 'ja-svar' til spørgsmål om årsag og virkning.

Giver kejsersnit større risiko for autisme eller ej?

Kan vi nu svare på vores indledende spørgsmål: Øger kejsersnit dit barns risiko for at få autisme?

I et nyt studie fra Danmark har vi undersøgt netop det spørgsmål på baggrund af information fra de nationale registre.

Når vi bruger almindelige statistiske modeller, hvor vi sammenligner alle børn med hinanden på én gang, ser det ud til, at der er en større risiko for at udvikle autisme, hvis man er født ved kejsersnit.

Men når vi bruger statistiske modeller med søskendesammenligning, forsvinder forskellen mellem børn født med og uden kejsersnit.

Det tyder altså på, at der er noget, vi ikke har kunnet tage højde for i vores almindelige modeller, som får det til at ligne, at kejsersnit påvirker autisme. Men ved at sammenligne søskende med hinanden, kan vi afkræfte, at der er tale om årsag og virkning.

Ud fra vores forskning er der altså ingen grund til at bekymre sig om, at børn skulle blive mere udsatte for at få autisme, bare fordi de af den ene eller anden årsag kom til verden med et kejsersnit.

Og det kunne vi ikke have sagt, hvis ikke vi havde haft søskendestudiet til at hjælpe os – så kunne vi ikke nå meget længere, end at se, at der er flere kejsersnitsfødte børn, der får autisme.

Vi ville mangle at svare på, om det var kejsersnittenes skyld. 

Havde søskendestudiet omvendt vist, at der var en årsagssammenhæng mellem kejsersnit og autisme, ja, så ville vi have svært ved at forklare, hvordan den mere konkret skulle fortolkes. Altså ville vi stadig ikke vide, hvordan eller hvor meget kejsersnit helt konkret påvirker udviklingen af autisme.

 
Hvad er lodtrækningsforsøg?

Lodtrækningsforsøg betragtes i lægevidenskaben som den mest sikre måde at undersøge, om der er årsagssammenhænge mellem en behandling og en konsekvens, for eksempel en sygdom.

I lodtrækningsforsøg trækkes der lod blandt patienterne om, hvem der får hvilken behandling.

Typisk sammenlignes to behandlinger, hvor den ene er ny, og den anden enten er placebo (dvs. ingen behandling) eller den ’sædvanlige’ behandling.

Fordi det er tilfældigt, hvem der får hvilken behandling, vil der i gennemsnit ikke være nogen forskel på patienterne i de to grupper, før de får deres behandlinger.

Det betyder, at hvis der er forskel på, hvor tit de to grupper bliver syge, så må den ene og alene kunne skyldes behandlingsforskellen.

Ideelt set skal lodtrækningsforsøg udføres dobbeltblindede, hvilket betyder, at hverken patienten eller sundhedspersonalet ved, hvilken behandling patienten har fået.

Så er der ingen risiko for, at der kan være forskel på, hvor tit de to grupper bliver syge, fordi lægen for eksempel giver mere opmærksomhed til dem på den nye behandling, eller patienten er mere utryg på placebo-behandling.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.