USA og Rusland er for nylig blevet enige om at indlede forhandlinger om den nye START-traktat, den eneste tilbageværende aftale, der regulerer de to største atomarsenaler i verden. 

Selvom det utvivlsomt er gode nyheder, er tiden ikke inde til ubekymret at lade stå til.

I år har flere globale hændelser - især situationen i Ukraine - øget frygten for en atomkonflikt til et niveau, der ikke er set siden Den Kolde Krig.

Der er mere end 10.000 nukleare sprænghoveder tilbage i verden, og Kremls udmeldinger om masseødelæggelsesvåben er blevet mere og mere truende i 2022.

Ud over ofrenes forfærdelige skæbner i angrebsområderne vil en storstilet atomkonflikt ændre det nuværende klimasystem signifikant, mens selv mere begrænsede scenarier vil have katastrofale konsekvenser. 

Global hungersnød og klimasammenbrud

En stadig voksende mængde forskning har vist, at selv en lokal atomkonflikt kan indvarsle en klimakatastrofe. Som havforskere har vi overvejet, hvad dette specifikt betyder for verdenshavene.

I 1982 begyndte en gruppe forskere - som blandt andet talte Carl Sagan - at råbe vagt i gevær om den klimaapokalypse, der risikerer at følge i kølvandet på en atomkrig. 

Ved at bruge simple computersimuleringer og historiske vulkanudbrud som naturlige sidestykker viste de, hvordan røg, der steg op i stratosfæren fra urbane ildstorme, i årevis kunne blokere for Solen.

Bikini-atollen blev i årene mellem 1946 og 1958 af det amerikanske forsvar udlagt som testområde for atomvåben. (Foto: Wikipedia / CCBY)

En atomkrig har ikke ingen vinder

De fandt, at denne 'atomvinter', som den blev kaldt, kunne udløse katastrofal hungersnød, langt fra hvor krigen egentlig fandt sted.

Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov, ledere af henholdsvis USA og Sovjetunionen i 1980'erne, citerede begge dette værk, da de erklærede, at en atomkrig ikke har nogen vinder.

Den nuværende trussel har foranlediget en ny tidsalder af forskning i en atomkrigs potentielle klimaeffekter. 

Ved hjælp af de nyeste beregningsredskaber har vi undersøgt, hvad konsekvenserne vil være for alt liv på Jorden. I vores seneste forskning viser vi, at en atomkonflikt vil forstyrre klimasystemet massivt og forårsage global hungersnød. 

Arktis havis vil udvide sig og lukke Københavs Havn

En atomkonflikt kan også dramatisk forstyrre havet og dets økosystemer i mange årtier - potentielt tusinder af år - efter en konflikt.

Vi undersøgte et scenarie med en atomkrig mellem USA og Rusland, der resulterer i, at 150 milliarder tons sod fra brændende byer når den øvre atmosfære. 

Vi fandt, at lysmanglen og den hurtige afkøling vil forårsage store fysiske forandringer i havet, blandt andet en dramatisk udvidelse af den arktiske havis. 

Mængden af havis vil faktisk stige så meget, at den blokerer kystområder, der almindeligvis er isfrie, hvilket er afgørende for fiskeri, akvakultur og skibsfart i hele Europa.

Tre år efter denne hypotetiske krig har den arktiske havis udvidet sig med 50 procent, dækket Østersøen med is året rundt og lukket vigtige havne som København og Sankt Petersborg. 

Selv i scenariet med en mere begrænset konflikt mellem Indien og Pakistan vil 27 til 47 milliarder tons sod blive kastet ud i den øvre atmosfære, og den resulterende afkøling vil alvorligt kompromittere skibsfarten i hele Nordeuropa.

Værste effekter koncentreret ved højere breddegrader

Hvad værre er, det pludselige fald i mængden af lys og temperaturen i havet vil decimere marine alger, som er grundlaget for havets fødekæde, og skabe en årelang hungersnød i havet.

Mens hele havet vil blive påvirket, vil de værste effekter være koncentreret ved højere breddegrader, inklusive hele Europa og især i de baltiske stater, hvor lys i havet allerede er en mangelvare.

Farvandene i Arktis og Nordatlanten vil blive hårdest ramt, hvilket sandsynligvis vil udløse et kollaps af hele økosystemet. 

Selvom fiskeri på nuværende tidspunkt er en relativt lille sektor i den europæiske økonomi, kan presset stige for at se mod havet efter fødevarer, hvis landbaserede landbrugssystemer bryder sammen, hvilket efterlader kontinentet med få muligheder for fødevaresikkerhed.

Et forandret hav

Vi forventede, at en reduktion af sollys og lavere temperaturer ville forårsage mere havis og færre alger i havene. 

Vi var dog chokerede over, at vores modelhav stadig var materielt forandret flere årtier efter den hypotetiske krig, og selv længe efter at temperatur- og lysforholdene vendte tilbage til tilstanden før krigen. 

Havisen har lagt sig godt til rette i nye udbredte tilstand, hvor den sandsynligvis vil forblive i flere hundrede år.

Plankton blomstrer i Barentshavet. (Foto: Wikipedia / Creative Commons)

Ti år efter den hypotetiske konflikt kommer den globale havproduktivitet sig - og faktisk kommer den sig rigtig godt. 

Det sker, fordi vedvarende forandringer i havcirkulationen skubber næringsstoffer op til overfladen fra dybet. 

Når soden først er væk, og lyset er vendt tilbage, kan fytoplankton bruge disse næringsstoffer til at vokse hurtigt.

Desværre når disse 'gode nyheder' aldrig frem til Europa, fordi havproduktiviteten fortsat er kompromitteret i Arktis og det nordlige Atlanterhav i forhold til resten af verden. 

Det sker, fordi det nye miljø favoriserer en anden, større type havalger, der faktisk kan fjerne næringsstoffer fra overfladehavet, når de dør og synker, hvilket modarbejder det fysiske overskud.

Hvorfor er havet så lang tid om at komme sig efter en atomkonflikt? 

Vand bliver opvarmet og afkølet meget langsomt, og havet er stærkt lagdelt med forskellige vandmasser oven på hinanden. 

Det giver havet en meget længere 'hukommelse' end atmosfæren. Når først havet er forstyrret, er mange forandringer enten ikke reversible på en menneskelig tidsskala, eller også vil de sandsynligvis ikke vende tilbage til den oprindelige tilstand.

Vores resultater tilføjer et nyt perspektiv på, hvor meget menneskeheden kan påvirke jordsystemet. 

Mens vi kæmper med, at vores udledning af drivhusgasser kan forandre klimaet på kort tid set fra en geologisk synsvinkel, er det værd at huske på, at nukleare arsenaler er store nok til fundamentalt at forskyde jordsystemet på et kort øjeblik.

'Langsigtethed'

I betragtning af denne skræmmende indsigt er det moralsk tvingende nødvendigt at spørge, hvad der kan og bør gøres for at forhindre en atomkonflikt. 

For nylig er et nyt bud på en gammel filosofi begyndt at give genlyd i Oxford. 

Idéen, kendt som 'longtermism' ('langsigtethed'), hævder, at korrekt afbødning for det store antal mulige fremtidige menneskeliv bør prioritere næsten alle handlinger, der reducerer risikoen for udryddelse af menneskeheden bare den mindste smule.

Denne logik kommer med alt det, der følger med, når vi forsøger at beregne moral, men den begynder at give mening, når vi indser, at risikoen for en hændelse , som kan udrydde os – og dermed muligheden for at afværge den – ikke er ufatteligt lav.

Selv en mere begrænset konflikt kan tvinge vores oceaner ud i en fundamentalt ny tilstand, der varer meget, meget længere, end vi havde forventet. 

At forstå længden og betydningen af disse tidsskalaer bør stå først i vores beregning af det igangværende diplomatiske arbejde.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.