Jo mere en forsker er i medierne, jo lavere kvalitet i forskningen.

Sådan lyder fordommen om sammenhængen mellem medieoptrædener og videnskabelig pondus.

Yndlingseksemplet er astronomen Carl Sagan (1934-1996), der ved siden af sit arbejde på Cornell University i USA skrev populærvidenskabelige bøger og romaner, optrådte i radioen og klogede sig på tv. Sagans videnskabelige karriere dykkede dog, efterhånden som hans popularitet i den amerikanske befolkning steg. Derfor har man døbt denne omvendte proportionalitet mellem skærmtid og videnskabelighed for Sagan-effekten.

Man må vælge som forsker: vil du formidle eller forske? Sagan valgte det første, forstås.

Der er bare lige det, at Sagan-effekten er en myte, og at Sagan-effekten slet ikke passer på Sagan selv. Nok mødte han misundelse og kritik for sine folkelige flirt, men hans videnskabelige produktivitet led ikke under det.

Lektor i videnskabskommunikation Declan Fahy ved American University beskriver i sin nylige bog The New Celebrity Scientists, hvordan Sagan blev udstødt i visse forskningskredse, men ikke desto mindre publicerede over 500 videnskabelige artikler.

Sagan, der blandt andet var Pulitzer Prize-vinder og manden bag den ekstremt populære amerikanske tv-serie Cosmos fra 1980, blev vraget til en stilling på Harvard University og aldrig medlem af National Academy of Sciences. At han også var manden bag forklaringen på, hvordan planeten Venus blev brandvarm, og hvordan voldsomme storme blæser henover Mars, var irrelevant. Han var brændemærket som mediedarling frem for seriøs videnskabsmand.  

Sagan var populær i en tid, hvor videnskabsdækningen i medierne eksploderede, samtidig med at mistroen blandt forskerne over for journalisternes lidt for spidse blyanter var høj. Topforskere skulle i hvert fald ikke ned i sølet og fodre populærvidenskab til folket. Forskernes budskaber blev jo alligevel overdrevet og forvrænget af journalisterne, lød anklagerne.

Nu har tiderne ændret sig, og langt de fleste danske som udenlandske forskere ser positivt på medierne, men myten om Sagan-effekten er sejlivet, og stadig i dag hører man forskere, der holder sig fra medierne for at undgå at blive nedvurderet i deres professionelle arbejde. Ofte er det dog nok mere angsten for (misundelige) kollegaer end angsten for en slatten publikationsliste, der holder forskerne væk.

Men hvordan forholder det sig egentligt i Danmark? Er der en negativ sammenhæng mellem hyppige medieoptrædener og antallet af publikationer?

Den omvendte Sagan-effekt i Danmark

Jeg har lavet min egen beskedne optælling, hvor jeg sammenligner et udsnit af danske forskeres citeringer i aviserne via Infomedia med antal peer-reviewed publikationer de sidste 5 år. Jeg valgte forskere fra statskundskab fra Aalborg Universitet og Aarhus Universitet, fordi de ofte optræder som kommentatorer, mens naturvidenskabelige forskere ofte er i medierne med egen forskning, hvilket ikke helt tæller i forhold til Sagan-effekten. I alt 96 forskere indgik i optællingen fra adjunkt-niveau til professor.

Holder Sagan-effekten, skulle flere citeringer resulterer i færre publikationer.

Der er selvfølgelig mange mulige fejlkilder i min opgørelse, indrømmet, men nogen Sagan-effekt lader der ikke til at være blandt statskundskaberne. De forskere, der optræder mest i medierne er temmelig gennemsnitlige med 5-15 publikationer.

Til gengæld eksisterer der en omvendt Sagan-effekt. De flittigste forskere er næsten usynlige i medierne. Der går altså forskere rundt, som de sidste fem år har publiceret 10-20 artikler, stort set uden at vi har hørt til dem. Det er da ærgerligt, specielt fordi Danmark er et lille land, hvor der er stort genbrug af kilder. Femten af de 96 forskere var helt usynlige i medierne i perioden.

Kvindelige forskere efterlyses

Helt skævt ser det ud med kønsfordelingen. Mens den typiske mandlige forsker optrådte 11 gange i medierne og publicerede 8 artikler de sidste fem år, så var den typiske kvindelige forsker kun at finde i spalterne 5 gange, mens hun havde publiceret 7 videnskabelige artikler. 

Altså er mandlige og kvindelige forskere næsten lige produktive, men mændene er langt oftere i medierne.

Skævheden skyldes til dels, at der er flere professorer blandt mændene, som derfor har en tyngde der gør, at de oftere er i medierne, men det rokker ikke ved, at der er alt for mange dygtige, kvindelige forskere, der aldrig får et telefonopkald fra en nysgerrig journalist.

Frygten for Sagan-effekten?

Ingen forsker skal tvinges ud af tryghedszonen, hvis vedkommende ikke bryder sig om at tale med journalister eller selv formidle offentligt, men de skal i hvert fald ikke holde deres viden skjult for borgerne af frygt for kollegaernes fordømmelse eller karrierens fremtid.

Til tvivlerne så har vores egen Carl Sagan, astronomen Anje C. Andersen fra Dark Cosmology Center, udgivet 12 videnskabelige artikler de sidste fem år. Altså over gennemsnittet for statskundskaberne i min optælling.

Sagan-effekten er og bliver en myte. Den er muligvis fremavlet af beskyttere af elfenbenstårnet, der helst ser forskerne adskilte fra folket, så videnskaben kan opretholde sin særstatus og privilegier. Lidt ligesom kongehuset der ikke tåler for mange borgerlige giftemål. 

Men i en medialiseret verden dur den indstilling ikke. Videnskaben kan kun opretholde sin legitimitet ved at vise sig for offentligheden, og den eksponering går oftest gennem medierne. Faktisk er der undersøgelser, der viser, at forskningsresultater, der omtales i medierne, får flere citeringer i den videnskabelige litteratur, end resultater der aldrig når aviserne.

Vi kunne jo kalde det for Willerslev-effekten og håbe, at den udkonkurrer Sagan-effekten.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.