Forleden var jeg til møde med min redaktør. Jeg skulle på en uges reportage med et forskerhold i Nordsverige, og vi skulle lige have samlet alle dejklumperne i historien til en fast, spiselig tærtedej inden afgang.

»Husk nu også at få alt det med, der går galt!« siger han til mig som noget af det sidste. Han vil gerne have en levende fortælling, og ikke den blankpolerede, kronologiske opremsning man ofte møder i tørre tidsskrifter.   

Bare rolig, forsikrede jeg ham. Jeg har endnu ikke været med forskere på arbejde, hvor alt er gået som planlagt. Reservedele mangler, centrifugen er indstillet forkert, computeren strejker, en væske spildes, en ledning er defekt, filer kan ikke læses, delforsøg må skrottes og testpersoner springer fra. 

Kort sagt er arbejdsdagen i et laboratorium lige så uforudsigelig og fejlfyldt som på alle andre arbejdspladser. Det finder journalisterne og dermed læserne bare aldrig ud af, hvis de ikke kommer derud, for i videnskabelige artikler fremstilles forsøg som et afsnit af 'Det søde liv', hvor alle trin i processen forløber perfekt, og slutproduktet bliver ligeså nydelig som forventet.

Havde journalisten formastet sig ud i laboratoriet under tilblivelsen af forsøget, så havde vedkommende nok nærmere følt sig som tilskuer til 'Den store bagedyst'. Ikke at forskerne er amatører, men de spilder altså også eller må lave forsøg om, fordi konsistensen eller farven er forkert.

Afsted, afsted, afsted

For netop at undgå det overdrevne perfektionistiske syn på videnskaben er det hundevigtigt, at videnskabsjournalisterne får måsen op fra kontorstolen og ud på universiteterne. Sportsjournalister besøger også træningsbanen, og de politiske journalister deler kantine og toiletter med politikerne.

Nu må redaktionen på Videnskab.dk rette mig, hvis jeg tager fejl, men jeg har netop scrollet ned over listen af artikler synlige på hjemmesiden, og jeg kan ikke finde en eneste, der ikke er ringet, emailet eller citeret hjem. Please fortæl mig, at jeg tager fejl, eller at jeg bare har ramt en skæv dag!

Jeg har ikke kunnet finde data for, hvor mange videnskabsnyheder, der er baseret på reportage, men der er utallige studier, der viser, at en stigende andel af videnskabsnyheder er baseret på videnskabelige tidsskriftsartikler og pressemeddelelser. Samtidig fylder internetsøgninger og afskrifter fra andres nyheder mere og mere. 

Om det er magelighed eller travlhed, der holder journalister hjemme, vides ikke, men den fysiske distance mellem journalister og forskere risikerer at fremmedgøre journalister fra den videnskabelige proces.

Det er menneskeligt at fejle

Læseren får et knap så heroisk og mere realistisk billede af forskning, hvis de inviteres med bag facaden, og det er nødvendigt, hvis forskningen skal demokratiseres og borgerne myndiggøres til at kunne deltage i videnskabelige debatter.

Det handler dog ikke blot om at formidle de fejl, som gør forskerne så menneskelige, men også om at vise 'science in the making'. Meget af det kan selvfølgelig forklares over telefonen, men så bliver det forskerens version, og ikke journalistens uafhængige observationer.

Desværre er der nogle forskere, der tror, deres fejl koster på troværdigheden. Én gang har jeg oplevet, at en forsker ikke ville have en bestemt historie om et fejlslagent forsøg ud, fordi han frygtede at fremstå som en sjusker.

Jeg har ikke evidens for at sige, at troværdigheden tværtimod øges, når forskere gøres menneskelige og dermed genkendelige, men jeg har hørt redaktører for tidsskrifter og forskere, der hyppigt optræder i medierne, komme til den erkendelse.  

Tid er penge

Ja, jeg ved det godt. Det koster at sende en journalist en hel dag i laboratoriet, og desuden tager det ikke dage, men uger og måneder at udføre videnskabelige forsøg. Når jeg kunne tage en uge til Nordsverige på reportage, så løb det kun økonomisk rundt, fordi jeg kunne tage mit ph.d.-arbejde med derop.

Andre gange har jeg selv betalt rejseomkostninger eller måttet skrive artikler færdige i weekenden, fordi selve reportagen fyldte hverdagen. Jeg ved fra flere freelance-journalister, at de elsker reportagerne, men de er så økonomisk urentable, at de må hente overskuddet ind på andre historier. 

Selv korte interviews på universiteterne eller deltagelse i konferencer er dog bedre end ingenting. Det gælder bare om at få afmystificeret personen i kitlen og gjort forskeren til et lige så fejlbarligt menneske som alle os andre, så magtforskydningen mellem forskere og borgere mindskes.

Det at forlade kontoret til fordel for laboratoriet skal derfor ses som en langtidsinvestering og kvalitetssikring af videnskabsjournalistikken og ikke nødvendigvis som en metode, der giver overskrifter i morgen. 

Invitér journalisterne med på arbejde

De fleste videnskabsjournalister ved jo godt, at det er uhensigtsmæssigt at ringe historierne hjem, så det her indlæg er lige så meget et opråb til redaktørerne om at give tid til reportagerne. Ja, det kræver langtidshævning, men så er de også sundere og mere mættende.

Desuden er det et opråb til forskerne. Invitér os med på arbejde! Vi er ikke en kontrolmyndighed, der går efter at afsløre videnskabelig uredelig. Vi vil blot give læserne indsigt i, hvad I egentlig foretager jer.

Og turen til Nordsverige? Det var en raketopsendelse med et dansk forsøg ombord ledet af rummediciner Daniela Grimm fra Aarhus Universitet. Et giftstof lækkede, en luge sad fast, en test mislykkedes, en helikopter landede det forkerte sted, vejret drillede, og en ulæselig håndskrift havde nær forpurret opsendelsen.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.