Giftige havslanger kan hjælpe forskere med at måle klimaforandringer
De kan holde vejret i otte timer, dræber deres bytte med nervegift – og så kan de fortælle os, hvordan miljøet i de tropiske have har det.
havslange_gift_klimaforandringer_havslanger_fangst_fisker_fiskeri_uheld

Ved at indfange og undersøge havslanger kan forskere få en indtryk af, hvordan de forskellige habitater, de lever i, har det. (Foto: Erik Frausing)

Ved at indfange og undersøge havslanger kan forskere få en indtryk af, hvordan de forskellige habitater, de lever i, har det. (Foto: Erik Frausing)

Havslanger er vidt udbredte i det Indiske Ocean og Stillehavet. De fleste lever langs kysterne fra den Persiske Golf i vest til øriget Kiribati midt i Stillehavet.

En enkelt art lever på åbent hav og kan findes helt fra den afrikanske østkyst og over til den amerikanske stillehavskyst.

Slangerne har dog alle det til fælles, at de er meget giftige. De fanger deres byttedyr ved at lamme det, og det hænder også, at mennesker bliver bidt af havslanger og dør.

Men havslanger er også til stor gavn for forskningen.

I denne artikel kan du komme helt tæt på de fascinerende dyr, som vi har forsket i de sidste 30 år.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Nysgerrig og fredelig – så længe du ikke forsøger at fange den

Lige nu er der beskrevet cirka 70 arter af havslanger, som kan opdeles i to meget forskellige grupper:

Laticauda-gruppen (også kaldet havkrait) består af otte arter, der alle jæger i havet, men hviler og lægger deres æg på land.

Havkraits er dem mange folk støder på, når de dykker på koralrev i Asien.

Den mest almindelige er den gullæbede havkrait, som er sortbåndet med blå undertoner og en tydelig gul overlæbe. Det er den, du kan se på billedet herunder.

Den er ganske fredelig, så længe man ikke forsøger at fange den.

Den kan også være lidt nysgerrig og kan godt finde på at komme hen til en dykker, for lige at se hvad man er for en.

Oplevelsen kan virke lidt skræmmende, men forholder man sig roligt, sker der ikke noget.

havslange_gift_klimaforandringer_havslanger_fangst_fisker_fiskeri_uheld

Gullæbet havkrait (Laticauda colubrina) fra Ny Guinea. (Foto: Erik Frausing)

Den anden gruppe kaldes de vivipare havslanger (ungefødende havslanger).

Den består af 62 arter, der alle føder deres unger i vandet og aldrig går på land.

Denne gruppe ser man som dykker mest på koralrev i den australske region, men mange af arterne er vidt udbredte og kan også ofte ses på koralrev på Filippinerne og Japan.

De vivipare havslanger findes i ganske få centimeters vand ud til 250 meter dybt vand.

Kreative kokke

De fleste arter af havslanger – både de vivipare havslanger og havkraiterne – lever af at fange fisk. Der findes dog fem arter, som kun lever af fiskeæg.

Disse fem arter har udviklet en bestemt teknik, hvor de simpelthen suger fiskeæggene ind i munden under vandet. Desuden har tre af arterne også et stort overlæbeskæl, som bruges til at skrabe æg af sten og koraller.

De er dog ikke de eneste havslanger, der har fundet kreative veje til at skaffe føde.

Tre havslangearter kan man således finde på mudderfladerne i den australske region, hvor de kravler rundt for at finde fisk i de huller, som efterlades, når tidevandet trækker sig tilbage.

havslange_gift_klimaforandringer_havslanger_fangst_fisker_fiskeri_uheld

En æg-ædende havslange (Emydocephalus annulatus), som er nem at genkende på det store overlæbeskæl, der bruges til at skrabe æg af sten og koraller. (Foto: Arne Redsted Rasmussen)

Nogle havslanger lever også i floder og søer. Vi kender i dag til mindst tre søer, hvor der findes havslanger: The Great Lake i Cambodia, Song Khla Lake i Thailand og Lake Taal på Filippinerne.

De to førstnævnte søer indeholder flere forskellige arter af havslanger, mens Lake Taal indeholder kun en art (Hydrophis semperi).

Rigtig mange arter af havslanger går op i floder, men den art, som vi har fundet længst væk fra havet, hedder Sibau-havslangen. Den findes på Borneo, mere end 1.000 kilometer op af floden Kapuas i en lille biflod kaldet Sibau.

Fra landdyr til havdyr

Havslangerne lever altså både på åbent hav, ved kysterne og i floder. Men engang var de landdyr. Så hvordan har havslangerne egentlig tilpasset sig til at leve i havet?

Havslanger er et krybdyr, og de trækker derfor vejret ved hjælp af lunger. Men havslanger har derudover også hudåndedræt. Det vil sige, at de kan optage ilt, samtidig med at de kan udskille CO2 gennem deres hud.

Lungerne hos havslanger strækker sig gennem hele kroppen og hjælper også slangerne med at holde balancen i vandet, når de er neddykket.

Hvis man følger en havslange, når den leder efter fisk, kommer den op og trækker vejret cirka hvert kvarter. Men hvis den slapper af, kan den holde vejret betydeligt længere.

Red Verden: Stort tema i gang


I en stor serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.

Du kan debattere løsninger med over 6.500 andre danskere i Facebook-gruppen Red Verden.

Holdt vejret i over otte timer

Under Galathea2 ekspeditionen (dansk havekspedition fra 1950-1952) testede man, hvor lang tid en havslange kunne holde vejret neddykket. Resultatet var forbavsende, idet den kunne holde vejret i over otte timer uden at komme op til overfladen.

For at kunne leve i havet som krybdyr skal man også kunne komme af med salt. Ellers kan man ikke opretholde væskebalancen i kroppen, som indeholder mindre salt end det omgivende hav. Derfor har havslanger udviklet en saltkirtel til at skille sig af med det overskydende salt.

Kirtlen sidder langs med tungeskeden, så saltet bliver udskilt, hver gang slangen stikker sin tunge ud i vandet.

Tungen hos havslanger bruges i øvrigt til at fange vandmolekuler, så slangen kan opspore fisk gemt i huller og sprækker. Ligesom dens fætre på land ’smager’ på duftmolekyler i luften for at opspore byttedyr.

Indikator for miljøforandringer

Havslanger lever mange forskellige steder. De findes i habitater såsom floder og flodmundinger med mudderbund, langs kyster med sandbund, grus, og vegetation samt på stenrev og koralrev.

Her fanger de fisk både i vandsøjlen (som er det, man kalder området fra vandoverfladen til bunden), men også i huller på mudderbund og stenbund.

På stenrev og koralrev fanger de fisk i det komplicerede mønster af gange og huller, som sådanne rev består af.

I en undersøgelse ved New Caledonia viste det sig, at havslanger fanger fisk, som lever så skjult, at de er ukendte af videnskaben i det område. Ved at tømme maverne på indfangede havslanger kan vi få fat i deres byttedyr.

Den nemmeste metode uden at skade havslangerne er at sprøjte saltvand ned i maven på dem, således at de kommer til at kaste op.

havslange_gift_klimaforandringer_havslanger_fangst_fisker_fiskeri_uheld

Ved at fylde vand i maven på havslanger får vi dem til at kaste op, så vi kan undersøge, hvad de lever af uden at skade slangen. (Foto: Erik Frausing)

I det havslanger lever i så forskellige habitater og er rovdyr øverst i fødekæden, kan de bruges til at indikere, hvordan de forskellige habitater har det.

Hvis de forskellige byttedyr begynder at forsvinde, vil det gå ud over havslangerne, som så enten selv forsvinder, eller der bliver færre af dem.

Lette at fange om natten

Når man kan bruge en gruppe dyr til at fortælle, at der sker forandringer i miljøet, kalder man dem indikatorarter.

Havslanger er rigtig gode til at blive brugt som indikatorarter, da de ret nemt kan overvåges, specielt om natten.

Her kommer de fleste arter op til overfladen, og så kan man fange dem ved hjælp af en båd og et net.

havslange_gift_klimaforandringer_havslanger_fangst_fisker_fiskeri_uheld

Slangejagt til båds med net under Galathea3-ekspeditionen. (Foto: Ole S. Hansen)

Andre metoder til at indfange havslanger med, er at bruge posenet, som er forankret mellem to pæle, der er hamret ned i bunden af havet eller i en flod.

Havslangerne vil så blive fanget i posenettene, enten ved hjælp af gennemstrømning af tidevandet eller ved strøm i floden.

Snorkeldykning eller scuba-dykning er også en effektiv måde at indsamle havslanger på.

Havslanger i forskningens tjeneste

Ved at lave regelmæssige optællinger af havslangerne kan man altså få et billede af lokalitetens miljømæssige tilstand.

Men havslanger er generelt set meget egnede som forskningsobjekt, da de har udviklet en masse forskellige tilpasninger, som deres fætre på land ikke har. Blandt andet evnen til at udskille salt, hver gang de stikker tungen ud, som jeg fortalte om tidligere.

Vi ved, at det kræver en del ændringer at blive tilpasset havmiljøet. Disse tilpasninger er interessante at forstå i en evolutionær biologisk sammenhæng.

Hvordan har havslanger for eksempel ændret deres syn, så det passer til deres omgivelser, og hvilke gener har der været på spil under denne proces?

havslange_gift_klimaforandringer_havslanger_fangst_fisker_fiskeri_uheld

Indfangning af havslanger ved at snorkeldykke på Scotts Rev i Nordaustralien. (Foto: Kate Sanders)

Hvor kommer deres saltkirtel fra, hvordan har de fysiologisk udviklet sig til at kunne dykke dybt, og hvorfor har de udviklet både små som store hoveder?

Hvad har drevet artsdannelsen inden for havslanger, og hvorfor ser det ud, som om der nærmest er sket en eksplosion i artsdannelsen inden for de sidste to millioner år?

Og kan vi bruge havslangernes gift i et medicinsk sammenhæng?

Alle disse spørgsmål og mange flere forsøger vi inden for havslangeforskningen at besvare ved at bruge de sidste nye teknologier.

Både inden for den molekylære forskning, hvor vi blandt andet undersøger havslangernes dna og gift, og den morfologiske forskning, hvor vi hver dag forsøger at blive klogere på havslangernes kendetegn og tilpasninger.

havslange_gift_klimaforandringer_havslanger_fangst_fisker_fiskeri_uheld

Indsamling af væv til molekylære undersøgelser. Et lille stykke af halen klippes af uden at skade slangen. (Foto: Erik Frausing)

Giften hos havslanger
havslange_gift_klimaforandringer_havslanger_fangst_fisker_fiskeri_uheld

En venstre overkæbe med gifttand, mellemrum og fire almindelige tænder fra havslangen Hydrophis fasciatus. Alle giftsnoge har deres gifttand og overkæbe bygget på stort set samme måde.

Havslanger adskiller sig fra deres fætre på land på en række områder, men en ting, de har til fælles med (visse) landslanger, er giften.

Havslangerne med en flad hale tilhører gruppen giftsnoge (Elapider). Det er en meget giftig slangegruppe, som også forskellige arter af kobraer, mambaer, koralslanger og alle de giftige slanger i den australske region er medlem af.

Giftsnoge kan kendes på, at de har en gifttand på overkæben i hver side af munden, efterfulgt af et mellemrum (diastem) og derefter fra 0 til over 20 almindelige tænder.

Havslanger sprøjter en meget stærk nervegift ind i deres byttedyr, som lammer forskellige muskler hos den, som er blevet bidt. Giften er formodentlig meget stærk, fordi byttedyret skal lammes så hurtig som muligt, da havslangen holder fast i byttedyret efter bidet.

Hvis havslangen ikke holdt fast i byttedyret, ville det forsvinde væk og være svært at finde igen på grund af strøm og mange skjulesteder i havet.

Går i nettet som bifangst

En del havslanger fanges som bifangst under fiskeri med for eksempel trawl, ruser, kastenet og nedgarn.

Det kan være svært at vikle en havslange ud af et nedgarn, og det er ikke uden en vis risiko at smide den overbord igen, når den er blevet fanget af et trawlnet. Derfor hænder det også, at især fiskere bliver bidt af ophidset havslanger.

Folk, som fanger fisk med kastenet, eller børn i Asien, som fanger rejer med push-net, er også udsat for havslangebid – hvis de for eksempel kommer til at træde på en havslange, når de går rundt i uklart vand.

Havslangebid kan være dødeligt, afhængigt af hvor meget gift der bliver sprøjtet ind, når man bliver bidt.

Symptomerne efter et havslangebid ligner meget det, man ser, når man bliver bidt af en landgiftsnog: Ens muskler bliver lammet, da giften går ind og blokerer de synapser, som skal give besked til ens muskler om at trække sig sammen.

Det er typisk, når giften lammer ens muskulatur, som hjælper med at trække vejret, at man dør, men også hjertemuskulaturen kan blive lammet med fatale konsekvenser.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om, hvorfor denne 'sort hul'-illusion narrer din hjerne.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk