For tiden er vi vidne til en dansk forskerfejde. Striden går på, hvor det danskfundne bronzealderikon Egtvedpigen kommer fra og føres både i videnskabelige tidsskrifter og her på Forskerzonen og Videnskab.dk  

På den ene side står forskere fra Nationalmuseet og Københavns Universitet, hvis forskning synes at vise, at hun kom fra udlandet. På den anden side står to Aarhus-geologer, der siger, at det har vi ikke grundlag for at sige, og at hun formentlig var dansk.  

I det arkæologiske bagland følger vi med stor interesse udviklingen og brugen af de strontiumisotop-analyser til studier af forhistorisk mobilitet, som begge forskergrupper benytter sig af.  

I denne artikel vil jeg forsøge at give et arkæologisk perspektiv til strontiumdebatten – et perspektiv, der ikke bare kan flytte fokus fra stridens kerne og potentielt bane en ny vej frem, men også stille helt nye centrale spørgsmål til menneskers mobilitet i forhistorien. 

Hvad er stridens kerne?  

Når mennesker spiser og drikker, optager vi grundstoffet strontium. Strontium består af forskellige isotoper, og forholdet mellem dem (strontiumsignaturen) er forskellig fra sted til sted.

Hvis man sammenligner strontiumsignaturen i et forhistorisk menneske med et kort over nuværende strontiumsignaturer, kan man få en idé om, hvor eksempelvis Egtvedpigen har levet.

For så vidt som man kan stole på, at de strontiumværdier, vi måler i dag, er de samme, som da de forhistoriske mennesker levede.

Den igangværende debat mellem de danske forskere går netop på, om vi kan stole på referenceværdierne (baseline), og hvordan man bedst muligt producerer disse baselines til studier af forhistorisk mobilitet.  

Stridens kerne synes at omhandle brugen af moderne prøver af overfladevand, hvor de to forskergrupper er uenige om, hvorvidt moderne landbrugskalk har ændret strontiumværdierne eller ej.   

Disse uenigheder debatterer de to grupper heftigt i videnskabelige publikationer i disse måneder (se Aarhus-geologernes bidrag her & her (Thomsen & Andreasen), se Robert Freis (KU) modsvar her & her). 

Debatten finder også sted i Forskerzonen-artiklerne ’Professor til Aarhus-geologer: I tager fejl og bruger misvisende data i sagen om Egtvedpigens oprindelse’, ’Aarhus-geologer om Egtvedpigen: At lukke øjnene for problemerne får dem ikke til forsvinde, Robert Frei’ samt Videnskab.dk-artiklen ’Udenlandske professorer: Ingen ved, hvor Egtvedpigen stammer fra’.

Vi kan hjælpe med materiale 

Nu hvor der er uenighed om moderne prøver af overfladevand som pålideligt referencemateriale, skulle man måske prøve noget andet? 

Der er forskere, der har målt på arkæologisk materiale, og resultaterne synes lovende.  

Vi på museerne har masser af arkæologisk materiale, der måske kunne være anvendeligt i en prøvestrategi – og vi bidrager med glæde til samarbejdet.  

På Vejlemuseerne har vi i de seneste år gravet flere huse fra den ældre bronzealder (den samme periode som Egtvedpigen levede i), og i flere af disse huse er der fundet forkullet korn, der potentielt kunne anvendes til målinger af strontiumisotop-værdier.  

Da vi arbejder med formodningen om, at man i bronzealderen har dyrket sine marker lokalt indenfor et bosættelsesområde, ville prøver af forkullet korn måske kunne bidrage til mere præcise lokale baselines?  

Teknikken er afprøvet af andre forskere, der har erkendt potentialet. 

Folk rejste langt i bronzealderen 

At skabe pålidelige referencekort for at forstå enkelte individers mobilitet er centralt, men at bronzealderen var en periode præget af store vidtrækkende kontaktnetværk var allerede anerkendt af selv de tidligste arkæologer (Den europæiske bronzealders oprindelse og første udvikling (1882) samt Orienten og Europa (1899)).  

De havde ud fra ligheder i genstandsmaterialet placeret herkomsten af importgenstande hos fremmede kulturer udefra. Ligeledes var de også bevidste om de enorme mængder af råmaterialer, der skulle importeres for at producere de eftertragtede bronzegenstande.  

Og da genstande ikke rejser af sig selv, er det åbenlyst, at bronzealdersamfundet var gennemsyret af en mobilitet, der sikrede, at disse importgenstande kom til Norden.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at alle mennesker rejste i bronzealderen, ej heller ved vi, hvor langt hvert enkelt individ rejste, men folk rejste, og enkelte givetvis også ganske langt.  

Dette er også bekræftet af nyere arkæologisk forskning (se her og her).

Dét fortæller arkæologien os om Egtvedpigen 

Ud fra et arkæologisk perspektiv fremstår Egtvedpigen nordisk ud fra sin fremtoning og begravelsesskik. Dog er hendes højre armbånd specielt og ikke typisk for det nordiske område.  

Vi kan ikke sige, om dette armbånd er importeret via handelsveje eller er båret herop af den unge kvinde selv.  

Men vi kan sige, at det er specielt at blive begravet med forskellige armbånd. Typisk vil de nordiske kvinder i bronzealderen være begravet med et sæt af samme type eller blot et enkelt armbånd.  

I et studie fra sidste år, som jeg selv er forfatter på, viser jeg, at kun et fåtal blev begravet med forskellige armbånd. Derfor kan dette måske ses som udtryk for en slags dobbelt identitet, der viser tilhørsforhold til flere steder? 

Lad os stille nye spørgsmål 

Uagtet den verserende strid om værdier til referencekort er der mange spændende og relevante muligheder i strontiumisotop-metoden. Metoden behøver nemlig ikke kun omhandle spørgsmål om, hvorvidt en genstand eller et individ var lokal eller ej.  

Et rigtig spændende og underudviklet aspekt er den relative mobilitet, man ser i enkelte individer. Det er spændende, at Egtvedpigen viser et specielt mobilitetsmønster, der indikerer flere gentagne rejser/ophold andre steder. 

Og det er spændende, at en samtidig kvinde, Skrydstrup-kvinden, udviser et andet mobilitetsmønster med kun ét markant skift. Hvorfor?  

Ved at fokusere på hvornår i livet disse kvinder bevægede sig, får vi mulighed for derefter at spørge, hvorfor de bevægede sig.

Selvom der netop er rejst kritik af strontiumisotop-analyser på uld og hår – se eksempelvis Videnskab.dk-artiklen ’Professorer: Derfor kan man ikke konkludere, at Egtvedpigen er født i udlandet’ – kan et fokus på den relative forskel af strontiumisotop-værdier mellem udvalgte tænder også bidrage med viden om forhistoriske menneskers mobilitetsmønstre gennem livet. 

Masser af gavn af strontium-analyser 

Ved brugen af strontiumisotop-metoden er det centralt, at de naturvidenskabelige resultater fortolkes i en arkæologisk sammenhæng.

Arkæologi er ikke en eksakt videnskab, men bidrager netop med de væsentlige sociale og samfundsmæssige aspekter, der bringer relevans til de naturvidenskabelige resultater.

Et fokus på de sociale strukturer i bronzealderen, der fordrede, at man bevægede sig, giver muligheder for bedre at forstå bronzealderens samfund og også mulighed for at sætte fokus på eksempelvis kønsroller i forhold til mobilitet:  

• Hvorfor udviser de to kvinder fra Egtved og Skrydstrup forskellige mobilitetsmønstre? 
• Er der forskel på, hvorfor og hvordan kvinder og mænd rejste i bronzealderen?   

I mit igangværende ph.d.-studie, som jeg i skrivende stund er ved at afslutte, sætter jeg netop fokus på de sociale aspekter omkring mobilitet, og de fordele der findes ved at fokusere på den relative mobilitet og dermed de enkelte personers livshistorie.  

Der er altså masser af potentiale for spændende forskning på baggrund af strontiumisotop-analyser fra forhistoriske individer – også uden at relatere dem til de omdiskuterede baselines.  

Forhåbentlig er der på sigt også mulighed for, at metoden kan udvikles og samarbejder fremmes, så vi i fællesskab får præcisereret og raffineret de vigtige referencekort.