Voldtægtsforbrydere kan nemmere dømmes med danske forskeres metode
Nu kan man se, hvor meget et DNA-match mellem mistænkte og gerningsmand skal vægte ved hjælp af viden om den mistænktes mandlige slægtninge.
DNA_Opklaring_Forbrydelse_Mord_Slægtsforskning_Matematik_Gerningsmand

Match mellem DNA-profiler på et gerningssted og hos en mistænkt er ikke altid et fældende bevis. En ny matematisk metode hjælper retten med at udregne matchets bevismæssige vægt. (Foto: Shutterstock)

Match mellem DNA-profiler på et gerningssted og hos en mistænkt er ikke altid et fældende bevis. En ny matematisk metode hjælper retten med at udregne matchets bevismæssige vægt. (Foto: Shutterstock)

Når retten skal fælde dom over en mord- eller voldtægtsanklaget, skal beviserne være pålidelige og vurderes korrekt, så man lader uskyldige gå fri og dømmer forbryderne.

Opdagelsen og vores forståelse af DNA har gjort den opgave lettere de senere år.

Eksempelvis er DNA-profiler meget brugbare til at afkræfte en mistænkt (hvis den mistænktes DNA-profil ikke stemmer overens med DNA-profilen fundet på gerningsstedet).

I de sager, hvor der er fundet DNA, der passer med den mistænkte, kan der stadig være tvivl (mere om hvorfor lige om lidt).

Hvor meget vægt skal man tillægge DNA-beviser? Netop det forsker jeg i. Og sammen med min kollega fra Australien har jeg udviklet en matematisk metode, der kan hjælpe med at opklare eksempelvis mordsager og voldtægtsforbrydelser.

Vores metode fortolker og præsenterer bedre informationen i DNA-profiler, end de metoder man hidtil har brugt.

Det gør, at vi eksperter bedre kan forklare retten, hvad det betyder, og hvor stor vægt det har, når en mistænkt har samme DNA-profil, som der blev fundet på gerningsstedet.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Hvad gør man, når flere har samme DNA-profil?

Før jeg kan forklare metoden, skal jeg dog lige forklare lidt baggrund. Der findes nemlig flere typer af DNA-profiler, der kan bruges i forskellige situationer.

Fælles for dem er dog, at de kun kigger på en lille del af DNA’et – og det er steder, hvor personer ofte er forskellige (og rent teknisk opfører sig pænt, så man kan få robuste resultater).

Fordi man kun kigger på en del af DNA’et, betyder det også, at flere personer i princippet kan have samme DNA-profil.

Så fordi en mistænkts DNA-profil stemmer overens med den DNA-profil, som blev fundet på gerningsstedet, betyder det ikke, at den nødvendigvis er efterladt af den mistænkte.

Dette kvantificeres igennem en bevismæssig vægt af et match mellem mistænktes DNA-profil og DNA-profilen fra gerningsstedet.

Lidt forsimplet måler denne vægt, hvor hyppig DNA-profilen er i befolkningen i forhold til, hvor stor sandsynligheden er for, at en tilfældig person har samme DNA-profil.

Hvis profilen er hyppig, er det ikke så inkriminerende, som hvis den er meget sjælden.

Mere præcist er den bevismæssige vægt sandsynligheden for at se den pågældende DNA-profil, hvis den mistænkte er skyldig (det vil sige, at det er den mistænkte, der har efterladt DNA-profilen) divideret med sandsynligheden for at se den pågældende DNA-profil, hvis den mistænkte er uskyldig (altså at DNA-profilen er efterladet af en anden).

Bemærk at den bevismæssige vægt ikke udtaler sig om skyld – den måler forholdet mellem sandsynligheden for at observere bevismaterialet under to scenarier (her skyld eller uskyld).

Det er ikke ualmindeligt at få en bevismæssig vægt på én million. Det skal så præsenteres som at det er én million gange mere sandsynligt at se et DNA-match, hvis den mistænkte er skyldig, end hvis den mistænkte er uskyldig (se også faktaboksen).

Sådan bruger man DNA-profiler i praksis

Ved mange typer forbrydelser kan man få en såkaldt autosomal DNA-profil fra gerningsmanden (én, der er baseret på de 22 første kromosompar, der ikke er kønskromosomer).

Sådan en DNA-profil kan hjælpe med at kæde forbrydelser med samme gerningsmand sammen eller måske endda finde gerningsmanden i DNA-registret.

Hvis man allerede har en mistænkt, kan man udregne den bevismæssige vægt af et match mellem mistænktes DNA-profil og DNA-profilen fra gerningsmanden (som beskrevet ovenfor).

Ved seksualforbrydelser kan man kun nogle gange fremskaffe en traditionel DNA-profil fra gerningsmanden, for eksempel fra en plet sæd, og derpå udregne det match.

Det er dog ikke altid muligt. I stedet kan man nogle gange indsamle en blanding af offerets celler og gerningsmandens celler (eksempelvis hud fra under offerets negle eller fra et vaginalskrab).

Man udregner ikke skyld


Desværre begås der nogle gange en fejl, der kaldes ’Prosecutor's fallacy’, og den bevismæssige vægt præsenteres fejlagtigt som, at det er én million gange mere sandsynligt, at den mistænkte er skyldig givet DNA-match, end at den mistænkte er uskyldig givet DNA-match.

Men sådan kan man ikke stille det op.

For at konvertere den bevismæssige vægt til sandsynlighed for skyld skal man bruge forhåndsodds for, at den mistænkte er skyldig (fra før man ser på DNA-beviser), hvilket er noget, retten skal tage stilling til.

Som ekspert skal man tage stilling til den bevismæssige vægt – ikke skyldsspørgsmålet.

Men det skaber et andet problem: Celleblandingen vil nemlig ofte have mange, mange flere af offerets celler end af gerningsmandens.

Det betyder, at hvis man laver autosomale DNA-profiler baseret på celleblandingen, vil ofrets DNA-profil overdøve gerningsmandens DNA-profil fuldstændigt, og man vil udelukkende få ofrets DNA-profil.

Løsningen på det problem er at udnytte, at offeret i seksualforbrydelser ofte ikke har et Y-kromosom, mens gerningsmanden typisk har et Y-kromosom.

Så kan man nemlig lave en Y-DNA-profil i stedet for en autosomal DNA-profil, og fordi ofret ikke har et Y-kromosom, vil man på den måde kun få gerningsmandens Y-DNA-profil. Det er smart.

Vurderingen af den bevismæssige vægt er dog sværere end ved autosomale DNA-profiler.

Så hvad gør man så?

Det er netop det, jeg forsker i.

Hvordan finder vi den den bevismæssige vægt for Y-DNA-profiler?

Y-kromosomer nedarves som en enhed fra far til søn på nær nogle mutationer. Derfor er Y-DNA-profiler en slægtsmarkør – den fortæller, hvilken mandeslægt du er en del af.

I mange år var man dog i tvivl om, hvor mange slægtsled væk fra en mand samme Y-DNA-profil kunne findes.

Noget af den forskning min kollega og jeg har lavet går netop ud på at finde ud af det. Det har nemlig betydning for udregningen af den bevismæssige vægt.

På grund af andre genetiske og dermed statistiske egenskaber kan man ikke benytte metoderne fra de autosomale DNA-profiler til at vurdere, hvor meget vægt man kan tillægge et match (mellem den mistænkes DNA-profil og gerningsmandens DNA-profil) af Y-DNA-profiler.

Man kan dog stadig bruge Y-DNA-profiler til at afkræfte en mistænkt på samme måde som for autosomale DNA-profiler.

Hvor mange har samme Y-DNA-profil?

Man har i lang tid ikke haft metoder til at vurdere og beregne, hvor stor vægt man skal tillægge en matchende Y-DNA-profil.

I 2017 offentliggjorde en forskningskollega og jeg en videnskabelig artikel, hvor vi foreslog en måde at vurdere den bevismæssige vægt for match af Y-DNA-profiler.

Den metode kan du læse meget mere om i Videnskab.dk-artiklen ’Forskere vil hjælpe retten med at afgøre voldtægtssager.

I metoden vurderer vi, hvor mange i verden der kan have samme Y-DNA-profil.

Vi argumenterer for, at det kun er i den relativt nære mandeslægt, at man vil finde mænd med samme Y-DNA-profil.

Og hvad vil ’relativt nære’ så sige? Det er selvfølgelig far/søn, onkel/nevø, farfar/barnebarn, fætter, men også grandfætter og længere ude.

Med andre ord kan den relativt nære mandeslægt også inkludere slægtninge, man ikke ved, man har.

Betyder det så, at metoden ikke er specifik nok?

På ingen måde. Den hjælper nemlig med at indsnævre feltet af mulige gerningsmænd til under 50 i hele verden – og ofte mindre.

Dertil kommer så, at den mistænkte skal have været i nærheden af gerningsstedet på det givne tidspunkt, hvilket bringer antallet af mistænkte yderligere ned. 

Mutationer i slægtens DNA er skidt for den mistænkte

Vi har i 2019 lavet en udvidelse af metoden, således man kan tage højde for viden om mandeslægten som for eksempel antal brødre, og om nogle nære slægtninge har samme eller forskellig Y-DNA-profil (altså om der er sket en mutation eller ej).

Det kan være helt essentielt, da vi i 2017 viste, at det netop kun var relativt nære mandlige slægtninge, der ville have samme Y-DNA-profil.

Hvis man eksempelvis ved, at mistænktes farfar ikke har samme Y-DNA-profil som den mistænkte, er der sket en mutation enten mellem mistænktes farfar og far eller mellem mistænktes far og mistænkte.

Konkret betyder det, at man forventer, at færre har samme profil, end hvis man ikke tager højde for denne viden.

Med andre ord er det altså inkriminerende for den mistænkte, hvis nogle nære forfædre ikke har samme Y-DNA-profil.

I vores arbejde kvantificerede vi, hvordan den bevismæssige vægt ændrer sig i forskellige situationer (for eksempel hvis far/bror/farfar ikke matcher).

Her kan vores metode bruges

Hvad kan man så bruge det til i praksis? En hel del.

Faktisk bliver vores metode anvendt i en igangværende drabssag i Norge, som jeg ikke kan udtale mig om, men som du kan læse om hér.

Derudover er den omtalt i de bredt anerkendte retningslinjer fra International Society for Forensic Genetics (ISFG), hvilket betyder, at det er én af de metoder, retsgenetikere verden over kan benytte sig af.

Dermed hjælper vores metode retten med at afgøre, hvor stor vægt de skal tillægge et match mellem DNA fundet på gerningsstedet og den mistænkte. 

Er helgenoms-sekventering ikke et bedre alternativ?

Man kunne i princippet godt lave en helgenomssekventering (altså kigge på hele DNA’et fra en person) i stedet for blot nogle udvalgte steder på DNA’et, som man gør ved både automasol DNA- og Y-DNA-profil.

Det ville dog være dyrere og introducere andre problemer, da en helgenoms-undersøgelse rent teknisk har mere støj (det vil sige at det data, man får, ikke er så pålideligt, hvilket der skal tages højde for i udregningerne af den bevismæssige vægt).

Derudover kræver helgenoms-sekventering mere biologisk materiale, hvilket ikke altid er tilgængeligt på gerningsstedet eller under ofrets negle.

Derfor ville man stadig få problemer med at kvantificere den bevismæssige vægt. Det er dog noget, der forskes i, og teknologien anvendes også i visse specialsager, men i øjeblikket ser det ikke ud til at kunne afløse den nuværende teknologi lige foreløbigt.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om det bizarre havdyr her.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk