Når vi i dag tænker tilbage på vikingetiden, er vi ikke i tvivl om, at vikingerne var omgivet af farver. Skoven var grøn, himlen var blå, lerkarrene brune og dragterne både røde og gule. Men vikingerne; hvordan opfattede de farver?

Det kan en runesten fra Rønninge på Fyn være med til at give os svaret på. Stenen er en typisk repræsentant for 900-tallets østdanske runesten, og teksten kan oversættes: »Sote satte denne sten efter Elev, sin broder, søn af Asgot med det røde skjold.«

Der er lidt tvivl om, hvorvidt den sidste del af sætningen er korrekt oversat. Måske står der »den rødskjoldede« eller »ham med det røde modermærke« – men uanset meningen, så anvendes farven rød som et deskriptivt element.

Også navnet Sote, der kendes fra flere runesten, er interessant i denne sammenhæng. Det betyder ’den mørke’ og har etymologisk tilknytning til ordet ’sod’.

Der er altså ingen tvivl om, at mennesker i 900-tallet opfattede verden i farver, og at de havde betegnelser for i hvert fald nogle af de farver, der omgav dem.

For bare 50 år siden foretrak danskere andre farver og andre farvesammensætninger, end vi gør i dag – på den måde kan der skrives farvehistorie.

Så hvilke farver foretrak Sote, Elev og Asgot?

Forskerne har lavet forsøg, hvor de efterligner vikingernes farvevalg og maleteknik. Pigmenterne er blandet med linolie og blevet til maling, der her bliver brugt. (Foto: Henriette Syrach Lyngstrøm)

Runesten vidner om vikingernes brug af farver

Sikkert er det, at vikingerne forstod at bruge farver på en konstruktiv måde. De malede nemlig også på runesten.

Stenen ved Bjerring kirke mellem Viborg og Randers har spor af mønje – ikke i selve runerne, men på en maske, der er hugget ind i stenens ene hjørne.

Mønje, der har en kraftig rødorange farve, er en giftig forbindelse af ilt og bly med den kemiske betegnelse triblytetraoxid (Pb₃O₄).

I Middelalderen blev mønje anvendt til kirkernes kalkmalerier og på klostrenes pergament – og langt op i moderne tid blev den brugt som rustbeskyttende oliemaling på skibsskrog.

Også i Köping kirke på Öland er der fundet rester af bemalede runesten, og her er det ikke alene ristningerne, men også stenenes overflader rundt om runerne, der er farvelagt.

For man har, måske for at lette læsningen, vekslet mellem rød og sort maling omkring hvert ord, ligesom huggefejl – som spejlvendte runer – kan være rettet med farve.

Vikingerne har altså ikke alene oplevet verden i farver, de har også brugt farver aktivt.

Opfattelser af farver er subjektive

Farver er bølger af synligt lys, der kastes tilbage fra den overflade, de rammer.

De lysbølger, som det menneskelige øje kan registrere, ligger i spektret mellem ultraviolet og infrarød og opfattelsen af dem som farver er ikke alene afhængig af det menneskelige øje, men også af den menneskelige hjerne.

Den påvirkes af farverne og af de lysforhold, hvorunder de ses.

Så mens lysbølgerne er et målbart fysisk fænomen, er opfattelsen af dem som farver afhængig af det enkelte menneske og af lige netop den situation, hvori farven ses.

På trods af dette subjektive element findes der farver, der intuitivt opfattes og anvendes på samme måde af større grupper af mennesker. Det er derfor, farver kan bruges som en del af et visuelt sprog.

Et eksempel fra nutidens Danmark er farven rød, der signalerer ønsket om skærpet opmærksomhed, når den anvendes på brandbiler, færdselstavler eller kastes som maling mod en statsminister.

Men der er også mode i farver. Tænk bare tilbage på 1970'ernes klassiske boligindretning med hessianbrune vægge og mosgrønne badeværelser.

Bemalede træplader i gravhøj kan stamme fra et møbel

Vikingernes farvesmag matcher nok heller ikke den boligindretning, som vi ser i de fleste nordiske hjem i dag. For vikingerne var glade for vovede sammensætninger af stærke farver. 

Det ved vi fra undersøgelser af indholdet af gravhøjene i Jelling.

En af 900-tallets helt store begivenheder var opførelsen af de to store gravhøje i Jelling. Det skete omkring midten af århundredet, og højene blev ikke opført som hvilested for hvem som helst.

Alligevel – eller måske netop derfor – var Nordhøjen næsten tom, både i 1821 og igen i 1861 da kong Frederik VII ledte forgæves efter sin forgænger. Men kun næsten.

For der lå omkring 25 stumper af tynde træplader, den største på størrelse med et A4 ark, og de var alle sammen malet i mættede hvide, gule, røde, grønne, brune og sorte farver.

Vi ved ikke, hvad stykkerne har været en del af, da men de var gennembrudte og bedømt ud fra tykkelsen kan de stamme fra tre forskellige genstande eller måske fra tre forskellige steder på den samme genstand.

En stoleryg, en sengegavl eller måske et skab med låger? For bemalingen er udført, så stykkerne kan ses fra begge sider, uden de er fuldstændig ens.

Det 'A4 store' stykke træ fra Jelling, som vidner om vikingernes farvevalg og maleteknik. (Foto: Nationalmuseet)

Træplader med spor fra maleteknik

Træets overflade er først slebet med et slibemiddel af finmalet kvarts, hvorefter detaljerne i ornamentikken er ridset ind i overfladen med en kniv eller et andet spidst redskab.

Ridserne er tydeligvis ikke dækket af maling, hvilket tyder på, at træets overflade som helhed ikke har været grundet forud for bemalingen. Alligevel ligger der en undermaling under flere af farverne, og det er tankevækkende, da kun én af de øverste farver er transparent.

Hvilket formål tjente undermalingen, hvis den ikke kunne ses? Fortrød maleren farvevalget, eller blev de øverste lag maling lagt på senere i genstandens brugstid?

Konturlinjerne og de mange små detaljer som prikornamenter og cirkelslag har fuldendt bemalingen, og på nogle flader ses der tydelige penselstrøg, så malingen har været relativ tyktflydende og tørret op så hurtigt, at sporene efter penslen ikke er flydt ud.

De små prikker er enten udført på fri hånd eller måske snarere duppet på gennem en skabelon, mens cirkelslagene er udført med et passerlignende redskab.

Vikinger værdsatte stærke farver fra hjemegn og fra import

Nationalmuseets kemikere og konservatorer har identificeret mindst otte forskellige farvepigmenter på træstykkerne.

Jordfarverne med de gullige og rødbrune toner er de mest fremtrædende, men der er også anvendt trækulssort, blyhvidt, auripigment, et grønt kobberpigment og en gul farve, der sandsynligvis er baseret på harpiks.

Af disse pigmenter kan sort, brun og den ene af de røde farver være af lokal oprindelse, mens de andre er importvarer.

Det er avanceret malekunst med stærke, mættede farver helt på linje med mønjen på runestenen fra Bjerring kirke og med de farver, der kendes fra ryttergraven i Grimstrup, skjoldet på Trelleborg, skibet i Ladby og på tømmeret i den hundrede år yngre stavkirke i Hørning.

Som arkæologer har vi et lille men udsøgt materiale, der tillader os at kigge ind i en forunderlig og på mange måder overraskende del af vikingernes farverige univers.

Der er ingen tvivl om, at vikingerne så verden i farver, og at deres opfattelse af, hvad der var grimt og hvad der var smukt, afveg en hel del fra nutidens. 

Levn fra vikingetiden ligger til grund for forskningen i deres maleteknikker. Her ses ydersiden af planken fra Hørning trækirke: (Foto: Nationalmuseet)

Vi ved mest om farveholdningerne i vikingernes prestige-byggerier

Vikingerne holdt af kraftige, mættede farver, som de ikke var bange for at sætte sammen i det, vi i dag vil opfatte som dristige kombinationer. De værdsatte både farvers kulør og valør på en helt anden måde, end vi gør i dag.

Samtidig besad de en højt udviklet maleteknisk indsigt, hvor de mestrede såvel avancerede teknikker som en bred palet af både lokale og importerede pigmenter.

Selvfølgelig var det primært i stormandsmiljøerne omkring Jelling, Trelleborg og Ladby, at de professionelle håndværkere åbnede værktøjskasser med en overflod af pensler, passere og skabeloner, med slibemidler og pigmenter som cinnober, auripigment og vivianit.

For der var stor social afstand mellem disse aristokrater og flertallet af befolkningen i vikingetiden, hvor langt de fleste levede ikke alene på – men også af – landet. De var selvforsynende bønder, der spiste afgrøder, de dyrkede, bær de samlede, husdyr de slagtede og fisk de fangede. Og de havde ingen adgang til importerede pigmenter og ikke en malers kendskab til at bruge dem, så de måtte nøjes med okker, kalk og trækul.

På den måde blev de klare, mættede farver og et håndværk med fine pensler og passere et af de meget synlige fænomener, der understregede vikingetidens store sociale forskelle.

Men hvem ved, måske var bonden en dag så heldig, at han fik et glimt af Asgot med det imponerede, cinnoberrøde skjold.