Vi mærkelige mennesker

'Det havde jeg sgu' alligevel aldrig troet om mig selv', er en tanke, som de fleste af os sikkert på et eller andet tidspunkt har tænkt. Måske efter en situation, hvor vi har udvist helt overaskende karaktertræk, f.eks. sagt nej til chefen. (Foto: Colourbox)

'Det havde jeg sgu' alligevel aldrig troet om mig selv', er en tanke, som de fleste af os sikkert på et eller andet tidspunkt har tænkt. Måske efter en situation, hvor vi har udvist helt overaskende karaktertræk, f.eks. sagt nej til chefen. (Foto: Colourbox)

Vi mennesker er nogle underlige størrelser. Nogle gange er vi vanskelige, nærmest umulige at forudsige. Ja, vi kan undertiden ligefrem overraske os selv.

'Det havde jeg sgu' alligevel aldrig troet om mig selv', er en tanke, som de fleste af os sikkert på et eller andet tidspunkt har tænkt. Måske efter en situation, hvor vores vrede uventet løb af med os, og vi gjorde noget, som vi nu fortryder.

Eller måske efter pludselig at have udvist et for os selv (og andre) helt overaskende karaktertræk, f.eks. sagt nej til chefen selvom man hidtil altid har været underdanig og gjort alt hvad han bad en om at gøre.

Det kan være skræmmende let at forudsige hvordan man reagerer

Andre gange er det nærmest skræmmende let at forudsige, hvordan man selv og andre vil reagere i bestemte situationer. Vi ved fx godt, hvordan vi typisk opfører os, når en meget smuk kvinde/mand træder ind i rummet. Vi bliver lidt nervøse, begynder måske at svede og fumle med tingene og har svært ved at holde øjnene fra vedkommende.

Og vi ved jo også godt, hvordan politikere og sportsstjerner typisk vil håndtere skandalesager: 'Der er ikke noget at komme efter!' 'Det var en fejl!' 'Det var de andres skyld'.

Det samme gør sig gældende på det personlige og individuelle plan. De fleste af os har sikkert hver især en rimelig god idé om, hvordan vi typisk vil reagere i bestemte typer af situationer. Jeg ved f.eks. at så snart et forhold begynder at blive en smule seriøst, så får jeg kolde fødder og begynder at lede efter undskyldninger for at slå op.

Andre mennesker vil formodentlig reagere på sådanne situationer på andre måde. I stedet for at få kolde fødder, så vil nogle mennesker måske kaste sig hovedkulds ind i intimiteten, så snart de har mulighed for det, og de er udmærket klar over, at det er sådan de sædvanligvis vil håndtere situationen.

Moderne personlighedspsykologi

Mennesker er altså både forudsigelige og uforudsigelige. Men forskellige personer er forudsigelige og uforudsigelige på forskellige måder. Ethvert menneske minder på nogle måder rigtig meget om andre mennesker, samtidigt med at de på andre måder er meget forskellig fra andre mennesker. Som psykologen Henry Murray og antropologen Clyde Kluckhohn engang formulerede det:

»Every man is in certain respects like all other men, like some other men, like no other man.«

At forklare, hvordan mennesket på en og samme tid er både dybt forudsigeligt og dybt uforudsigeligt og på en og samme tid er meget ens og meget forskellige er to af social- og humanvidenskabernes store opgaver. Indenfor den moderne psykologi er det i høj grad personlighedspsykologien, som har søgt at besvare disse spørgsmål.

Personlighedspsykologi er en fællesbetegnelse

At skrive personlighedpsykologi i bestemt form ental, som jeg gjorde i den foregående sætning, er imidlertid en tilsnigelse. Personlighedspsykologi er ikke en klart defineret og velafgrænset disciplin, med et klart og veldefineret forskningsområde.

Ja, selve idéen om, at mennesket har en 'personlighed' som psykologien på den ene eller den anden måde kan søge at forklare og afdække, er omstridt og genstand for voldsom debat.

Personlighedspsykologi er derimod snarere en samlende fællesbetegnelse for en lang række (vidt) forskellige teoretiske og forskningsmæssige tilgange til studiet af menneskets handlinger, holdninger, bevidsthed og subjektivitet. Disse psykologiske tilgange minder om og har en del fællestræk med filosofiske discipliner som fx bevidsthedsfilosofi, filosofisk antropologi og fænomenologi.

Men de adskiller sig typisk fra filosofien ved i langt højere grad at være direkte funderet på empiriske eksperimenter og observationer. Forskellen på personlighedspsykologi og mere filosofiske tilgange til studiet af det menneskelige subjekts psykologi er dog nok snarere en gradsforskel end en uoverstigelig kvalitativ forskel.

'Mærkelige menneske – moderne personlighedspsykologi' er et ambitiøst forsøg på at give et samlet overblik over det mangeartede og noget uoverskuelige personlighedspsykologiske forskningsfelt. Bogen består af en række kapitler, forfattet af forskellige forskere, der hver redegør for en bestemt psykologisk tilgang til studiet og forståelsen af menneskets selv/personlighed/subjektivitet.

Personlighedens tre sider

For at skabe overblik over feltet og give bogen en vis sammenhængende struktur, overtager bogens redaktører personlighedspsykologen Dan McAdams’ skelnen mellem tre sider af menneskets personlighed: Den havende, den gørende og den skabende side (se s. 20-21 og 33-39). 

Den havende side er de elementer af menneskets personlighed, som på den ene eller den anden måde er os givet i kraft af, at vi er biologiske væsener med en krop og en evolutionær forhistorie. Den gørende side vedrører de drivkræfter og motivationer, der får os til at agere og handle, som vi gør. Den skabende side er det bidrag som mennesket selv, individuelt og som del af større sociale sammenhænge, yder til dannelsen og formningen af personligheden.

Disse tre sider af menneskets personlighed kan selvfølgelig ikke klart og entydigt adskilles fra hinanden. Visse af menneskets mest dybtliggende drivkræfter (den gørende side) er f.eks. uden tvivl evolutionært udviklede og biologisk funderede (den havende side).

Og de forskellige sider af menneskets psyke må også (nødvendigvis), interagere med hinanden. F.eks. vil en kulturel formning af menneskets personlighed (den skabende side) jo typisk medføre at vores følelser og motivationer (den gørende side) forandres.

Hvordan hænger det hele sammen?

Er man opmærksom på disse komplikationer, så er McAdams’ tredeling imidlertid en både nyttig og frugtbar måde at opdele og strukturere det personlighedspsykologiske felt. Den gør det nemlig muligt, at betragte de mange forskellige tilgange til studiet af menneskets selv eller personlighed som komplementære frem for gensidigt udelukkende.

Typisk vil man fx mene, at en evolutionær tilgang der ser menneskets personlighed som funderet i menneskets krop og biologi, og en konstruktivistisk tilgang der betragter menneskets personlighed som noget der i vid udstrækning er socialt konstrueret, er hinandens modsætninger.

Teorierne modsiger hinanden på grundlæggende områder, og de kan derfor ikke begge to være sande. De er gensidigt udelukkende, fordi hvis den ene teori er sand, så må den anden teori være falsk.

Evolitionære teorier

Ved hjælp af McAdams’ opdeling kan vi nuancere dette forsimplede billede, og måske undgå sådanne meget skarpe og ufrugtbare modstillinger. I stedet for at hævde, at enten den evolutionære eller den konstruktivistiske teori fortæller hele sandheden om mennesket, så kan man jo, med McAdams i baghånden, sige, at teorierne beskæftiger sig med forskellige sider af menneskets selv.

Evolutionære teorier beskæftiger sig med personlighedens havende side, mens konstruktivistiske teorier beskæftiger sig med personlighedens skabende side. Som bogens ene redaktør, Henrik Høgh-Olesen, skriver i indledningen:

»Tilsyneladende divergerende synspunkter kan nemlig godt, hver især, være meningsfulde og fuldgyldige beskrivelser af virkeligheden, når blot man forstår, fra hvilket niveau virkeligheden iagttages og analysere, og samtidig accepterer, at intet enkeltniveau har den fulde sandhed.« (s. 20)

Forskellige og mangeartede teorier

Fordi de teorier og tilgange, som introduceres i de forskellige kapitler, er så forskelligartede, så vil det ikke give megen mening at give et detaljeret referat af de enkelte kapitler. For virkelig at komme i dybden bliver man nødt til selv at læse kapitlerne og kritisk tænke over og forholde sig til både de konkrete teoretiske tilgange som præsenteres, men også til hvordan disse tilgange relaterer sig til hinanden.

Et par ultrakorte bemærkninger om hvert af kapitlerne kan imidlertid vise, hvor forskellige og mangeartede de teorier er, som præsenteres i bogen.

Kapitel 1 'Hvad vil det sige at være en person – et integrativt perspektiv på personlighed' er skrevet af Jan Tønnesvang og giver, sammen med Høgh-Olesens indledning, en overordnet introduktion til hele bogen.

I kapitlet introducerer Tønnesvang til McAdams’ tredeling, og præsenterer derefter et udkast til en overordnet begrebsramme, som integrerer de forskellige sider af og perspektiver på menneskets personlighed i et samlet og (forhåbentligt) frugtbart helhedsperspektiv.

Menneskets havende side

De efterfølgende tre kapitler beskæftiger sig alle med menneskets havende side, dvs. ved en række biologisk funderede og mere eller mindre stabile og uforanderlige aspekter ved menneskets selv.

I kapitel 2 'Evolutionspsykologien og stenaldermennesket' gennemgår Jill Byrnit grundelementer i den evolutionære psykologis tilgang til studiet og forståelsen af den menneskelige psyke.

Fokus er i særlig grad rettet mod grundlæggende træk ved den menneskelige eksistens, som med god ret kan antages at have en direkte biologisk og evolutionær fundering. Mest tid bruges der på den menneskelige seksualitet, men også menneskets evne til at indgå i (gensidigt fordelagtige) sociale samarbejde med andre behandles.

Forskningen i personlighedstyper og karaktertræk præsenteres

Jill Byrnit har også forfattet kapitel 3 'Personlighedstræk og personlighedstyper', som introducerer til forskningen i personlighedstyper og karaktertræk.

Kapitlet gennemgår en række forskellige forsøg på at kategorisere og typologisere grundlæggende personlighedstræk og personlighedstyper, og kommer omkring blandt andel Gordon Allports, og Hans Eusencks indflydelsesrige opdelinger, samt den i dag dominerende 'Big Five' tilgang.

Med udgangspunkt i forskningen i menneskets stimulations- (arousal) og strukturbehov diskuterer Henrik Høgh-Olesen i kapitel 4 'Testpiloter og tryghedsnarkomaner' årsagerne til individuelle personlighedsforskelle mellem individer.

Ved hjælp af konkrete eksempler forklarer Høgh-Olesen, hvordan disse to parametre sammen kan forklare en stor del af den adfærds- og personlighedsvariation vi kan iagttage, når vi betragter menneskers holdninger og handlinger.

Menneskets gørende side

Kapitel 5 og 6 omhandler menneskets gørende side, altså de drivkræfter der motiverer mennesket til handling.

Mimi Mehlsen og Martin Hammershøj Olesen ser i kapitel 5 'Motivation – personlighedens drivkræfter' nærmere på, hvad der motiverer mennesket til handling, og gennemgår en række af de mest grundlæggende og indflydelsesrige motivationskilder: Indlært adfærd, sex, behovet for føde, forældrekærlighed, religion og behovet for at høre til.

I kapitel 6 (bogens længste kapitel) 'Personlighedens psykodynamik' giver Finn Skårderud en hurtig historisk gennemgang af den psykodynamiske tradition indenfor psykologien, med udgangspunkt i Freuds psykoanalyse og slutpunkt i den moderne mentaliseringsteori.

Skårderud betragter grundlæggende denne udvikling som en bevægelse »fra enpersons-psykologi til topersoners-psykologi«.

Der er ifølge ham tale om en bevægelse fra en forståelse af personlighedens udvikling som primært individuelt og orienteret mod selvet (men under påvirkning af det omgivende sociale miljø), til en forståelse af personligheden som primært en intersubjektivt udviklet evne til at kunne forstå og betragte sig selv og andre som bevidste væsener med et 'indre' mentalt liv (mentalisering).

Menneskets skabende side

I kapitel 7 og 8 er det personlighedens skabende side der i fokus.

Kapitel 7 'Personligheden som en konstruktion – at skabe sig selv i relationen og fortællingen' præsenterer Lars Lundmann de konstruktivistiske (Lundemann bruger termen 'konstruktionistiske') tilgange til forståelsen af menneskets personlighed, dvs. de tilgange der (i større eller mindre grad) betragter selvet som en (social) konstruktion; som noget der skabes igennem og kun eksisterer for så vidt og i kraft af de sociale relationer vi indgår i med andre.

Kapitlet tager udgangspunkt i den konstruktivistiske kritik af den traditionelle psykologiske forståelse af personlighed som et substantielt og grundlæggende stabilt 'indre' fænomen, og går derefter videre til at udvikle og forsvare en konstruktivistisk tilgang til forståelsen og studiet af personlighed.

I kapitel 8 'Hvem er jeg i virkeligheden? – det moderne menneskes selv og identitet' diskuterer Carsten Rene Jørgensen de problemer og psykologiske patologier (sygdomme), som (sen)modernitetens opløsning af faste sociale og kulturelle strukturer og pejlemærker giver anledning til.

Jørgensen gør sig desuden store anstrengelser for ikke blot systematisk at definere og skelne imellem begreberne 'selv', 'personlighed', 'jeg' og 'identitet', men også at forklare, hvorledes disse begreber relaterer sig til hinanden, og udpeger forskellige dele af eller elementer i menneskets psyke.

Men hænger det hele så faktisk sammen?

Kapitel 9 'Frihed og tvang – afsluttende betragtninger over det menneskelige handlerum' fungerer som bogens afrunding og konklusion.

Henrik Høgh-Olsen søger her, igennem en diskussion af forholdet mellem frihed og tvang (eller måske mere præcist: mellem frihed og nødvendighed) i menneskets handlingsliv at sammenknytte de foregående otte kapitlers vidt forskellige teoretiske tilgange.

Kapitlet er desværre forholdsvis kort, knap 15 sider, og formår ikke helt at løfte den ambitiøse opgave, som blev stillet i udsigt i indledningen, nemlig at præsentere et systematisk og helhedsorienteret integrativt perspektiv på personlighedspsykologien forskningsfelt.

Man kan skelne mellem forskellige analyseniveauer

Dette er dog ikke overraskende når man ser på spændvidden af de teorier, som behandles i 'Mærkelige menneske', og den radikalitet som visse af bogens forfattere fremfører disse teorier med.

Ganske vist så kan man, som bogens redaktører, forsøge at bruge McAdams’ tredeling til at skelne mellem forskellige analyseniveauer, og efterfølgende hævde, at de forskellige teorier befinder sig på hver sit niveau, og beskæftiger sig med forskellige aspekter af menneskets personlighed.

Men når man f.eks. konfronteres med Lundmanns radikale afvisning af biologi som relevant for forståelsen af og forklaringen på menneskets personlighed, så er det virkelig svært at se, hvordan en sådan tilgang meningsfuldt kan sammentænkes med Byrnits langt mere 'biologistiske' tilgang.

Velskrevet og oplysende introduktion

Overordnet set er 'Mærkelige menneske' en velskrevet og oplysende introduktion til et ufatteligt interessant og ekstremt kompliceret emne, som alle med interesse i menneskets psyke med fordel kan bruge som oversigts og introduktionsværk. At læse bogen kræver dog, at man er i stand til at holde tungen lige i munden.

Bogen gennemgår så mange teorier og teoretikere, og skifter så radikalt perspektiv og tilgangsvinkel mellem de enkelte kapitler, at læseren undervejs let bliver en smule rundtosset. Men dette illustrerer blot hvor vanskeligt og komplekst et psykologisk fænomen menneskets personlighed er.

På trods af redaktørernes forsikringer om det modsatte, så er vi endnu ikke i nærheden af noget, der blot minder om en sammenhængende, systematisk teori på dette område.

Bogen indeholder mindre, irriterende småfejl

Til allersidst en enkelt kritisk bemærkning. Der er igennem bogen en række mindre, men irriterende, fejl og mangler af såvel typografisk som redaktionel art. På s. 342 mangler der f.eks. en linje. Sidste sætning på siden har simpelthen ikke nogen afslutning.

Derudover er der par steder, hvor enkelte ord eller bogstaver pludselig står med en anden skrifttype (se f.eks. s. 423, 8. linje fra neden). Og i det afsluttende note- og litteraturafsnit er der ikke altid overensstemmelse mellem den litteratur der henvises til i noterne, og den litteratur der opgives i bibliografien.

I note 2 til kapitel 3 henvises der eksempelvis til 'Murray & Kluckhohn, 1953', men denne bog optræder ikke i litteraturlisten. Det gør til gengæld 'Kluckhohn & Murray (1953, 1962, 2. udgave)'. Og i litteraturlisten til kapitel 7 optræder Svend Brinkmanns bog Identitet, men denne bog omtales ikke i kapitlet og der refereres ikke til den i noteapparatet.

Dette er som sagt mindre fejl, men mindre fejl er stadig fejl. Og for en bog der gerne vil være »en seriøs og velunderbygget grundbog« (s.  12) er sådanne mangler en smule pinlige. Forhåbentlig kan der blive rettet op på dem i kommende udgaver.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om blandt andet det mikroskopfoto, som du kan se herunder.


Annonce: