Trump vs. WHO – den amerikansk-kinesiske konflikt svækker et allerede svagt WHO
Og det er skidt nyt for WHO's evne til at handle hurtigt og resolut, når verdenssundheden er i krise – ikke mindst for verdens fattige, som har brug for et stærkt WHO.
WHO-TRUMP-Sundhedspolitik-international

Når Trump kritiserer WHO, intensiverer han en allerede politiseret international sundhedspolitik. (Foto: Shutterstock)

Når Trump kritiserer WHO, intensiverer han en allerede politiseret international sundhedspolitik. (Foto: Shutterstock)

Verdenssundhedsorganisationen WHO er blevet mødt med betydelig kritik under COVID-19-pandemien.

Kritikken kommer især fra præsident Trump, som hævder, at WHO ikke har håndteret pandemien godt nok, og at WHO er i lommen på Kina.

Begge kritikpunkter kan diskuteres, men resultatet her og nu er, at Trump tilbageholder amerikanske bidrag til WHO's budget, og at USA trækker sig helt ud af WHO i 2021, hvis Trump stadig er ved magten til den tid.

Kritikken – uanset om den er sand eller falsk – svækker WHO's handlekraft og legitimitet i den globale sundhedspolitik.

Den svækker samtidig WHO's mindre synlige bidrag i økonomisk fattige regioner og kan, paradoksalt nok, føre til netop det, Trump frygter: Mere kinesisk indflydelse.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.  

Alle internationale organisationer er politiserede

Internationale organisationer har siden afslutningen af 2. verdenskrig formet ramme for en vestligt-dannet verdensorden med stater som det vigtigste omdrejningspunkt, international ret som retningslinje og regler, som alle stater i princippet skulle leve efter.

Er det internationale systems vestlige præg ved at blive afløst af en mere multipolar eller kinesisk-domineret orden? Det debatteres ivrigt i international politik i disse år.

Debatten er taget til i styrke i takt med kriser, hvor stormagter ikke respekterede international ret (USA's Irak-invasion i 2003) eller slet og ret er trådt ud af organisationer (Brexit) og traktater (USA’s afsked fra Paris-klimaftalen).

Vi står altså i en situation, hvor den vestligt dannede verdensorden viser sprækker, og hvor de internationale organisationer er pressede på både autoriteten og troværdigheden.

At internationale organisationer bliver kritiseret og politiseret er dog ikke et nyt fænomen.

Internationale organisationer som FN, WHO, Verdensbanken eller regionale institutioner som EU, Mercosur eller ASEAN har altid været i en næsten kontinuerlig krisesituation – enten politisk, økonomisk eller moralsk.

Vil man begribe WHO's nuværende krise, er man nødt til at forstå WHO's historie, som vi nu kigger nærmere på.

Hvad er sundhed ifølge WHO?

Kelley Lee, canadisk professor i sundhedsvidenskab, ser en kontinuerlig kamp mellem en biomedicinsk og socialmedicinsk tilgang i WHO.

Biomedicinsk kan helbred, lidt simplificeret, forstås som 'fravær af sygdom'.

I WHO's forfatning fra 1946 er helbred dog defineret socialmedicinsk som 'en tilstand af fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velbefindende og ikke kun fravær af sygdom eller skrøbelighed'.

Forfatningen kalder desuden sundhed en menneskeret.

På trods forfatningen var de første årtier af WHO præget af en biomedicinsk tilgang, der fokuserer på enkelte sygdomme og deres behandling.

Denne tilgang var delvist også resultat af Vestens dominans i WHO og andre internationale organisationer i 1950'erne, hvor Sovjetunionen og dens allierede ikke samarbejdede aktivt med FN og andre specialorganisationer mellem 1949 og 1956 som protest imod deres vestlige orientering.

I USA så man socialmedicin som værende beslægtet med eller tæt på socialismen – derfor var fokus på kontrol og bekæmpelse af bestemte sygdomme mere relevant for det praktiske WHO-arbejde.

Programmer for at udrydde bestemte sygdomme kunne derudover hjælpe USA at vinde en propagandasejr i øst-vest-konflikten.

Syv forskellige WHO'er?

WHO har en mildt sagt usædvanlig struktur. Hovedkvarteret befinder sig i det maleriske Geneve, men derudover findes der hele seks regionalorganisationer:

  • den vestlige halvkugle (PAHO)
  • Europa (EURO, med sæde i København)
  • det østlige Middelhav (EMRO)
  • Afrika (AFRO)
  • det vestlige Stillehav (WPRO)
  • og Sydøstasien (SEARO)

Denne struktur, som kritikere ligestiller med 'syv forskellige WHO'er', skyldes delvist allerede eksisterende regionalorganisationer, for eksempel i Alexandria og Washington.

Den Panamerikanske Sundhedsorganisation i Washington (PAHO) er fra 1902 og har siden 1948 spillet en slags 'første blandt ligesindede'-rolle i forhold til de andre regionalorganisationer.

Medlemskab og storpolitik

Regionalstrukturen er også udtryk for en forventning om, at regionale enheder bedst kunne forholde sig til særprægede sundhedsproblemer i forskellige verdensregioner.

Den relative uafhængighed af regionalorganisationer har dog også medført, at for eksempel AFRO bliver kritiseret for korruption og ineffektivitet.

Medlemskabet i regionalorganisationer har også udmøntet sig i internationale politiske konflikter:

Pakistan foretrak medlemskab i regionalorganisationen EMRO for det østlige Middelhav, fordi SEARO blev placeret i ærkefjendens hovedstad New Delhi.

Siden 1951 nægtede arabiske lande at deltage i EMRO-møder, hvis israelske repræsentanter var tilstede. I 1985 skiftede Israel så til den europæiske region.

WHO har altid været et forum, hvor staters politiske uenigheder var afspejlet, men også en institution, hvor sundhedspolitik blev stærkt politiseret.

who-hovedkvarter-geneve-verdensorganisationer

WHO's hovedkvarter ligger i den schweiziske by Genève, hvor flere andre verdensorganisationer, som WTO (World Trade Organization) og WIPO (World Intellectual Property Organization), også har hovedkvarter. (Foto: Yann Forget / CC BY-SA 3.0)

Magten skifter – og skifter igen – i WHO

WHO's politik i 1950'erne og 60'erne koncentrerede sig om enkelte sygdomme og deres udryddelse, især malaria og kopper.

Mens WHO's anti-malaria-program i 60'erne fejlede og var påvirket af øst-vest-konflikten, var udryddelsen af kopper succesrig, blandt andet fordi Sovjetunionen og USA faktisk samarbejdede.

I 70'erne skiftede WHO retning efter afkoloniseringen og tiltrædelse af Folkerepublikken Kina under Mao Zedongs ledelse.

Som følge af den amerikansk-kinesiske tilnærmelse, og efter pres fra udviklingslande og Kina selv, erstattede Folkerepublikken simpelthen Taiwan som medlem af FN, WHO.

De tidligere kolonier og Kina lykkedes i midt 70'erne med at trække WHO hen imod et stærkere fokus på en grundforsyningsmodel (primary health care) og traditionel medicin.

Denne ikke-vestlige indflydelse forsvandt dog ret hurtigt i 80'erne, hvor store dele af den 'tredje verden' var havnet i en gældskrise og stod i et stærkt afhængighedsforhold til Verdensbanken og den Internationale Valutafond, da andre lån ikke længere var tilgængelige for dem.  

I denne periode udviklede Verdensbanken selv mere markedsorienterede sundhedsprogrammer, som konkurrerede med WHO's autoritet på sundhedsområdet.

'Dødsstødet' til WHO

I 80'erne var mange rige medlemslande begyndt at finansiere særskilte programmer uden om WHO's almindelige budget, hvilket tillod, at de kun betalte for specifikke programmer som eksempelvis vaccine-programmer eller kampen mod polio.

I 90'erne løb WHO ind i en større korruptionssag, som svækkede organisationens anseelse. WHO's japanske generalsekretær, Hiroshi Nakajima, blev anklaget (og siden frikendt) for misbrug af WHO's midler.

Trods modstand fra samtlige store donorlande blev han alligevel genvalgt som generalsekretær i 1993, men skaden var sket: De lande, som betalte mest til WHO's budget, blev enige om at indefryse deres bidrag.

De beskyldte organisationen for at være ineffektiv, bureaukratisk og lave problematiske politisk-motiverede prioriteringer, herunder såsom og billig medicin.

I dag er kun knap 20 procent af WHO's budget fra medlemsstaternes regulære indbetalinger – hele 80 procent af WHO's midler er 'særlige midler' fra stater og private donorer, som ofte kun må bruges til et bestemt formål.

Det svækker WHO's handlemuligheder markant.

Bill Gates' støttet fond bliver WHO's rival

Et andet stort nederlag for WHO var oprettelsen af UN AIDS som særskilt enhed i 1994, som Kelley Lee beskriver som et 'slag i organisationens ansigt' – medlemslandene stolede ikke længere på WHO's evne til at håndtere aids.

I 2002 kommer endnu en ny aktør på den verdenssundhedspolitiske scene: Den Globale Fond til bekæmpelse af HIV, tuberkulose og malaria med betydelig finansiering af Bill og Melinda Gates-Fonden.

Mens Verdensbanken udfordrede WHO's monopolstilling fra 1980’erne og frem, udviklede fonden sig som en ikke-statslig rival, fordi den lovede donorerne en mere målrettet tilgang end WHO's.

Selvom fonden og WHO samarbejder i nogle tilfælde, er WHO nu endnu mere svækket, fordi nationale regeringer ofte tilvælger fonden på grund af dens mere effektivitets- og succesorienterede tilgang.  

Yderligere kriser for WHO opstod under SARS-epidemien i 2002-2004, hvor WHO gjorde for lidt for sent – blandt andet fordi Kina ikke samarbejdede nok med WHO.

Og igen i 2009 under svineinfluenzaen, hvor WHO gjorde for meget. Her kom WHO med alarmerende udmeldinger, som udløste dyre indkøb af Tamiflu-medicinen.

Svineinfluenzaen viste sig relativt mild, og kritikken lød nu, at Big Pharma havde presset WHO til de alarmistiske udmeldinger for at kunne sælge Tamiflu.

WHO tør ikke kritisere Kina åbent

Og så er vi tilbage ved nutiden, hvor USA er på vej ud, fordi WHO insisterer på at rose Kinas håndtering af corona – på trods af at Beijing var hemmelighedsfuld lidt for længe og stadig har en utilstrækkelig COVID-19-informationspolitik.

WHO prioriterer samarbejde frem for konflikt med Kina. Det kunne man i særdeleshed se, da en WHO-mand insisterede på at overhøre Taiwan-spørgsmålene i et interview i slutningen af marts.

WHO kan ikke anerkende Taiwan, fordi Kina ikke anerkender Taiwan, og Taiwan ikke er hverken medlem af eller har observatørstatus hos WHO (fordi Kina ikke vil have det).

Så selvom Taiwan tilsyneladende klarer corona forrygende, er det ikke et land, WHO vil eller kan lære af. Desværre.

WHO kunne have været mere kritiske overfor Beijings afvisning af Taiwan, håndteringen af virusudbruddet i december 2019, manglende transparens, særlig restriktive metoder med videre.

Men de stod og står i ét dilemma: Hvis kritikken er for hård og for åben, ville Kina sandsynligvis fremover have nægtet at oplyse sundhedsdata om sine cirka 1,4 milliarder indbyggere.

Dermed ville WHO have mistet legitimitet og troværdighed i forhold til at formulere en sand 'verdenssundhedspolitik'.

Ikke desto mindre er der en fin linje mellem troværdig kritik og diplomatisk nødvendighed.

Trump spiller WHO i hænderne på Kina

Samme tendens til at 'gå på listefødder' kendetegner dog også WHO’s forhold til USA, som udover at være den hidtil største bidragsyder også har været den stat, der har haft størst og udøvet mest politisk indflydelse.

Det er dog også rigtigt, at Folkerepublikken faktisk har formået at påvirke WHO, skønt de har betalt markant mindre.

Det ironiske er, at Trumps beslutning om at trække USA ud af WHO har ført til, at lande som Irland, Finland, Saudi-Arabien tilkendegiver at betale mere i fremtiden.

Kina har lovet at bidrage mere til organisationens budget for at kompensere for de manglende penge fra Washington.

Om det medfører øget indflydelse for Kina i WHO, og hvorvidt de andre lande godtager en større rolle for Xi Jinping er svært at vurdere – men en mere politiseret verdenssundhedspolitik kan godt forudses.

Dilemmaet består i, at WHO enten mister USA som stordonor eller mister data og samarbejdsvilje fra Kina.

Vi reagerer på de kriser, der rammer os selv…

Hvis corona har gjort én god ting, er det at gøre os alle opmærksomme på, hvor vigtig den globale sundhedssituation er, og hvor meget verden hænger sammen.

Inden pandemien brød ud optog naturkatastrofer, voldsomme konflikter, terrorisme, klima- og energipolitiske spørgsmål (som alle sammen også påvirker sundhedssituationen) langt mere af vores opmærksomhed end verdens sundhed.

Pandemien understreger også, at vi kun reagerer på akutte krisesituationer, som vi selv kan se og føle (hvilket forklarer den fodslæbende tilgang til kampen mod klimaforandringerne).

Mens fattige landes udfordringer bliver underprioriteret

Andre sundhedsudfordringer, som mange fattige lande kæmper med, betragtes ikke som en krise, der må og skal løses, men som en art normaltilstand.

Her har WHO bidraget til en bedre tilværelse for mange mennesker med sundhedsprogrammer uden den store mediedækning.

Det gælder blandt andet oprettelsen af sanitæranlæg, vandforsyning, fokus på miljøsundhed, brystamning, børnenes sundhed, kvindernes rolle for sundhed, hjælp til nationale sundhedssystemer, opklaringskampagner og bestræbelsen for en universel sundhedsdækningn (læs mere hos WHO).

Disse 'permanente' udfordringer vækker ikke nær samme opsigt, som epidemiske sygdomme som SARS, fugle- eller svineinfluenza, når disse nærmer sig vestlige samfund.

WHO skal både håndtere epidemier, som kan ramme os i de rige lande, og de eksistentielle udfordringer, mange samfund stadig er udsat for.

Når kun 20 procent af WHO's regulære budget er 'frie midler' i form af almindelige bidrag fra medlemslandene, er det svært at få til at gå op.

I stedet er pengene knyttet til bestemte programmer, hvilket eksempelvis medfører, at programmet til at udrydde polio faktisk har flere midler, end der egentlig er brug for.

Et svækket WHO er skidt nyt for os alle

WHO har altid været en af de mest politiserede internationale institutioner. Den amerikansk-kinesiske magtkamp har internsiveret denne politisering og bragt den helt frem i lyset.

Trumps kritik gør dog også, at WHO har mistet endnu mere legitimitet og troværdighed og er mere udsat for finansielt pres fra medlemsstater, som øremærker midler til bestemte programmer.  

Denne politisering og de manglende midler vil hindre WHO's indsats for verdenssundhed betragteligt.

Et endnu mere svækket WHO vil gøre det sværere at indsamle data, formidle og muligvis også koordinere forskningen om den nye corona-virus.

Det samme gælder for udviklingen af globale anbefalinger til nuværende og fremtidige sundhedsudfordringer – især dem, som ikke nyder medieopmærksomhed i de rige lande.

Politiseringen af WHO peger på en global tendens til at trække sig fra eller underminere multilaterale organisationer og domstole.

Det har vi ikke brug for i en tid, hvor de globale kriser bliver flere – ikke færre.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.