For præcis 80 år siden indsamlede en gruppe sultende jødiske forskere og læger i Warszawas ghetto data om deres udsultede patienter.

De håbede, at deres forskning ville gavne fremtidige generationer gennem bedre metoder til behandling af fejlernæring. 

De ønskede, at verden skulle få kendskab til nazisternes grusomheder for at afværge, at noget lignende ville ske igen.

Lægerne registrerede de grusomme konsekvenser, en næsten fuldstændig mangel på mad kan have på menneskekroppen, i bogen 'Maladie de Famine' (på engelsk, 'The Disease of Starvation: Clinical Research on Starvation in the Warszawa Ghetto in 1942').

Genfundet efter 80 år

For nylig genfandt vi bogen på biblioteket på Tufts University i Boston i USA.

Vi er forskere, der studerer sult, dens biologiske konsekvenser og brugen af sult som et masseødelæggelsesvåben.

Vi mener, at historien om, hvordan og hvorfor jødiske forskere udførte denne forskning under så ekstreme forhold, er lige så vigtig og fængslende som forskningens resultater.

Det hemmelige projekts ledende læge, Israel Milejkowski, skrev bøgernes forord, hvor han forklarer:

Værket er opstået og udført under uhåndgribelige forhold. Jeg holder min kuglepen i hånden, og døden stirrer ind i mit værelse. Den ser gennem de sorte vinduer i triste, tomme huse på øde gader fyldt med vandaliserede og berøvede ejendele … I denne stilhed ligger kraften og dybden af vores smerte og den jammer, der en dag vil ryste verdens samvittighed.

Da vi læste disse ord, blev vi begge to lamslåede.

Hans stemme transporterede os til en tid og et sted, hvor sult blev brugt som et våben til undertrykkelse og udslettelse, da nazisterne systematisk udryddede alle jøder i de besatte områder. 

Og så var vi som sult-forskere også godt klar over, at denne bog katalogiserer mange af begrundelserne for Genève-konventionerne fra 1949, som gjorde udsultning af civilbefolkningen til en krigsforbrydelse.

En trodsig lægejournal

Få måneder efter invasionen af Polen 1939 skabte nazistiske styrker den berygtede ghetto i Warszawa.

På sit højeste var flere end 450.000 jøder tvunget til at bo i dette lille, afskærmede område på omkring 3,9 kvadratkilometer i byen og ude af stand til at forlade området for at søge efter mad.

Selvom tyskerne i Warszawa fik tildelt en daglig ration på omkring 2.600 kalorier, vurderede lægerne i ghettoen, at jøderne kun indtog omkring 800 kalorier om dagen i gennemsnit, opnået gennem en kombination af rationer og smugling.

Det er omkring halvdelen af de kalorier, frivillige indtager i et studie om udsultning, udført nær slutningen af Anden Verdenskrig af forskere ved University of Minnesota i USA, og mindre end en tredjedel af det gennemsnitlige energibehov hos en voksen mand.

Forbud mod at udføre forskning

Da nazisterne udpegede Warszawa-ghettoens område, husede det to hospitaler: ét for jødiske voksne og et andet for jødiske børn. Hospitalerne fik lov til at fortsætte med at behandle patienter med de ressourcer, de kunne skaffe, men jøder fik forbud mod at udføre forskning.

Ikke desto mindre trodsede en gruppe jødiske læger i ghettoen fra februar 1942 deres fangevogtere ved omhyggeligt og hemmeligt at indsamle data og observationer om flere af sultens biologiske aspekter.

Denne franske oversættelse af forskningsresultaterne blev doneret til Tufts Universitys bibliotek i 1948. (Foto: 'Maladie de Famine', American Joint Distribution Committee)

22. juli 1942 gik nazistiske styrker ind i ghettoen og tilintetgjorde hospitalerne og andre livsvigtige tjenester.

Patienterne og en del læger blev dræbt med det samme eller deporteret for at blive gasset.

Laboratorier, prøver og en del af forskningen blev destrueret.

»Elskede kolleger og ledsagere i elendighed«

Da deres egen død nærmede sig, brugte de resterende læger de sidste nætter af deres liv på at mødes i hemmelighed i bygningerne på kirkegården for at omdanne deres data til en række forskningsartikler.

I oktober, da de lagde sidste hånd på bogen, var omkring 300.000 jøder fra ghettoen allerede blevet gasset. 

Lægernes egne data viste, at yderligere 100.000 omkom som følge af påtvungen sult og sygdom.

Med de endelige deportationer af de få overlevende jøder, og hans egen død nært forestående, skrev Milejkowski om ghettoens mørke, gabende tomhed og de forfærdelige forhold, lægerne havde arbejdet under for at udføre og registrere forskningen.

Milejkowski havde ikke blot noget at fortælle læseren, men også sine afholdte kolleger, hvoraf mange allerede var blevet henrettet:

Hvad kan jeg fortælle jer, mine elskede kolleger og ledsagere i elendighed. I er en del af os alle sammen. Slaveri, sult, deportation, disse dødsfigurer i vores ghetto var også din arv. Og du kunne ved dit arbejde give håndlangeren svaret 'Non omnis moriar' ('Jeg skal ikke dø til fulde', red.)

Modstandskamp gennem forskning

Forskerholdets modstandskamp gennem forskning var en måde at vride noget godt ud af en frygtelig situation for at vise verden, hvor dygtige de jødiske læger var, men mest for at trodse nazisternes forsøg på at slette deres eksistens.

Selvom døden bankende på døren, smuglede lægerne deres dyrebare forskning ud af ghettoen til en sympatisør, der begravede den på kirkegården ved Warszawas hospital. 

Mindre end et år senere var alle på nær ganske få af de 23 forfattere omkommet.

Umiddelbart efter krigen blev manuskriptet gravet op og fragtet til én af de få overlevende forfattere, doktor Emil Apfelbaum, og American Joint Distribution Committee i Warszawa, en velgørende organisation, hvis hovedformål på det tidspunkt var at hjælpe overlevende jøder.

Allerede før massedeportationerne til dødslejrene døde mange tusinde jøder som følge af forholdene i Warszawas ghetto. (Foto: 'Maladie de Famine', American Joint Distribution Committee)

Sammen foretog de de sidste redigeringer og trykte de seks artikler og skabte en bog med billeder taget i ghettoen. 

Emil Apfelbaum døde, få måneder før bogen endelig kom i trykken, ødelagt af årene i ghettoen.

I 1948 og 1949 distribuerede American Joint Distribution Committee 1.000 kopier af den franske oversættelse til hospitaler, medicinske skoler, biblioteker og universiteter i hele USA. 

Det var en beskeden, smuldrende kopi af denne bog, der ventede på at blive ‘genopdaget’ omkring 75 år senere i kælderen på et bibliotek på Tufts University.

Bogens grusomme beskrivelser

Baseret på observationer af tusindvis af dødsfald som følge af sult leverer forskningen fra Warszawas ghetto indsigt i sultens biologiske forløb, som forskerne nu lige er begyndt at forstå.

For eksempel var mange indbyggere i Warszawa-ghettoen, der døde af sult, ellers fri for sygdom. 

Ghettoforskerne fandt, at selvom en udsultet krop, som ellers var sund, tilsyneladende havde et reduceret behov for vitaminer, havde den stadig behov for visse mineraler. 

Mange af indbyggerne i ghettoen havde ingen andre sygdomme ud over konsekvenserne af udsultningen. (Foto: 'Maladie de Famine', American Joint Distribution Committee)

De observerede enkelte tilfælde af skørbug (mangel på C-vitamin), natteblindhed (mangel på A-vitamin) eller engelsk syge (mangel på D-vitamin). 

Men de så udbredt osteomalaci, som er en sygdom, hvor knoglerne bliver bløde, fordi kroppen optager mineraler fra knoglernes mineraldepoter.

Energi er den allervigtigste faktor i sult

Da lægerne gav sukker til alvorligt underernærede patienter, optog de energiudsultede celler det hurtigt. 

Det viste, at evnen til hurtigt at absorbere og bruge energi forblev til det sidste, hvilket indikerer, at energi var den allervigtigste faktor i sult - ikke andre mikro- eller makronæringsstoffer.

Hver af disse observationer er en invitation for os forskere til at udforske yderligere, og med det, vi lærer, kan vi håbe på at forhindre dødsfald eller langsigtede skader fra sult gennem bedre behandling af alvorligt underernærede.

Beskytte andre fra den samme skæbne

Som forskere, der studerer sult i dag, er det utænkeligt og uetisk at sulte mennesker for at lære, hvordan den menneskelige krop tilpasser sig og ændrer sig i slutstadierne af ekstrem sult. 

Selv hvis forskerne går ind i en hungersnød-ramt befolkning for at lære om sult, behandler de straks ofrene og fjerner dermed selve genstanden for deres forskning.

Til dels som et resultat af erfaringerne fra Warszawa-ghettoen er det forbudt at bruge udsultning af befolkningen som kampmetode gennem Genève-konventionerne, hvilket yderligere blev styrket af en resolution fra FN's Sikkerhedsråd så sent som i 2018. 

Ikke desto mindre finder dette umenneskelige aspekt af krig sted den dag i dag, som i Ukraine og Tigray i Etiopien.

Selvom 'Maladie de Famine' aldrig er gået helt tabt eller blevet helt glemt, er erfaringerne fra lægernes forskning delvist gået tabt.

Otte årtier efter uhyrlighederne, der satte en stopper for deres studier, håber vi at kunne kaste et nyt lys over dette arbejde og dets vedvarende indflydelse på lægevidenskabens forståelse af sult, og hvordan sult skal behandles. 

På trods af deres egne lidelser skabte Warszawa-ghettoens læger en dyrebar bog, hvis unikke data og observationer vedrørende alvorlig sult stadig kan hjælpe med at beskytte andre fra den samme skæbne.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.