Sportswashing er ikke nyt: VM i Qatar er del af en lang historisk tradition for sportspropaganda
At bruge sport som middel til at opnå sine politiske mål er ikke nyt. I Romerriget blev gladiatorkampe og hestevæddeløb brugt til at forføre folket.
Colosseum ses forfra

Det verdensberømte amfiteater Colosseum var skueplads for gladiatorkampe og alskens blodig underholdning. De romerske kejsere brugte blodsporten til at forføre befolkningen - ikke helt ulig den måde, Qatar bruger VM-værtsskabet på. (Foto: Shutterstock)

Det verdensberømte amfiteater Colosseum var skueplads for gladiatorkampe og alskens blodig underholdning. De romerske kejsere brugte blodsporten til at forføre befolkningen - ikke helt ulig den måde, Qatar bruger VM-værtsskabet på. (Foto: Shutterstock)

I øjeblikket er mange mennesker fokuseret på Qatars brug af sport som propaganda og til at hvidvaske landets styreform og ikke mindst landets store problemer med menneskerettigheder.

Man kunne derfor forledes til at tro, at den politiske brug af sport er et særtræk ved moderne samfund - men intet kunne være mere forkert.

Faktisk har sporten førhen til tider været langt stærkere politiseret, end den er i dag.

Når vi kritiserer VM i Qatar, kæmper vi dermed også imod en meget sejlivet tradition for politisk propaganda i europæisk kulturhistorie.

Hvis vi kan forstå kontinuiteten i sportswashing over tid, kan det hjælpe os med at opøve vores kritiske sans over fænomenet.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Brød og skuespil

Et klassisk eksempel er den antikke græsk-romerske kulturkreds, der traditionelt defineres som den europæiske civilisations vugge.

I den romerske kejsertid (27 f.v.t.-476 e.v.t.) blev hestevæddeløb og gladiatorkampe en måde at opdrage og passivere masserne på.

Med den romerske satiriker Juvenals præcise ord fra 30 e.v.t.:

»Det folk, der tidligere gav magtbeføjelser til konsuler, legioner og alt andet, er nu faldet så dybt, at det kun begærer to ting: Brød og skuespil«.

I Romerriget var de frie borgere opdelt efter formue i tre stænder. Den højeste stand var senatorstanden, dernæst kom ridderstanden og til sidst den brede befolkning, også kaldet plebs eller plebejerne.

Fra Julius Cæsars tid (102/100-44 f.v.t.) placeredes kejseren over de tre stænder. Gladiatorarenaen udgjorde et præcist billede af dette standssamfund.

Nederst og tættest på begivenhederne sad kejseren og senatorerne, bag dem ridderstanden efterfulgt af plebejere, og øverst sad slaver. Her sad også kvinder, da sidstnævnte ikke mentes at kunne tåle at være for tæt på de blodige kampe.

Fra ophøjede olympiske lege til underholdningsindustri

I kejsertidens Rom blev den oprindelige græske olympiske sport mellem frie ligemænd forvandlet til en underholdningsindustri med det formål at passivere de oprørske masser, plebejerne, hvorved de skulle føle sig som en del af det romerske imperiums elite.

I stedet for indflydelse via republikkens folkeforsamlinger og et magtfuldt romersk senat blev Roms frie borgere i kejserriget stopfodret med oplevelser såsom gladiator- og dyrekampe.

Cæsar fejrede i år 46 f.v.t. sin sejr over sine interne modstandere i Romerriget med festligheder i en hidtil uhørt målestok.

Enorme penge-, kød- og korngaver blev uddelt, og der arrangeredes hestevæddeløb og sportsstævner; to kampscener med flere hundrede deltagere, én på land og én til vands på en til lejligheden udgravet kunstig sø.

Den første egentlige kejser, Cæsars efterfølger Augustus, gik i sin regeringstid (27 f.v.t.-14 e.v.t.) endnu videre og efterlod sig efter eget udsagn en by i marmor.

Fra Augustus’ dage til år 200 e.v.t. steg antallet af fri- og festdage med underholdning fra 93 til 175 om året.

I modsætning til demokratisk prægede athenske bystater blev borgerne i en storby som Rom forvandlet til tilskuere og fremmedgjort for statens førelse.

Med den amerikanske historiker Lewis Mumfords ord blev den hellenistisk-romerske storby en »kæmpemæssig tilskuerboble«.

Til åbningsceremonien for VM i Qatar solede emiren sig i verdens opmærksomhed, da han afslutningsvis holdt tale og erklærede VM for påbegyndt. (Video: Independent Press)

Barbarerne og dødsshowet

Kejseren skulle tækkes både plebejerne, hær og senat.

Gladiatorkampe og søslag i den vandopfyldte arena var en symbolsk måde at vise kejserens evne til at beskytte riget og holde ro og orden, som alle frie borgere kunne nyde godt af.

Hvor de frie græske mænd gik i krig mod hinanden og deltog i sportskonkurrencer med hinanden, gik romerne i krig mod barbarerne og udstillede barbarernes kampevner i gladiatorarenaens dødskult.

Ved disse kampe kunne stemningen fra de storslåede romerske sejre gengives ved at lade barbarerne slås mod hinanden.

Hvor grækerne havde forbudt barbarerne at deltage i legene, blev barbarerne de ufrivillige hovedrolleindehavere i det romerske dødsshow.

I arenaen kæmpede bevæbnede mænd mod andre mænd og mod dyr for et publikum i blodrus.

Folkets stemme kunne høres i Colosseum

I Colosseum kunne folket føle indflydelse på kejserens dispositioner gennem hans reaktion på folkestemningen, når den kejserlige tommelfinger blev vendt opad eller nedad i det pseudodemokratiske show.

Når kejseren skånede en af folkets favoritter, der havde tabt, bragte han sig i forbindelse med sit folks inderste drømme.

Faktisk var arenaen og hestevæddeløbsbanen – hippodromen - helt centrale for den kejserlige magtudøvelse. Den indflydelsesrige skribent og politiker Cicero (106-43 f.v.t.) udtrykte det på den måde, at vox populi, folkets stemme, kunne høres i arena og i hippodrom, og ofte begyndte politisk uro derfor netop her.

Den oldkristne teolog Tertullian (160-222 e.v.t.) tilføjede, at demonstrationer i hippodromen måtte henregnes til folkets naturlige rettigheder, som hverken »sparer kejser eller borger.«

For eksempel ville publikum i arenaen ikke længere hylde kejser Nero (37-68 e.v.t.), selvom han endog havde organiseret et betalt heppekor. Nero havde mistet folkets støtte, og derfor faldt han.

Og så brændende ønskede kejser Commodus (161-192 e.v.t.) sig folkets gunst, at han til sidst helt uhørt for en kejser selv steg ned i arenaens sydende gryde for med egen krop som indsats at gøre sig fortjent til folkets loyalitet.

Han blev myrdet i år 192 på en gladiatorskole, hvor han trænede til næste dags show i arenaen. Så Ridley Scotts fremstilling i filmen ’Gladiator’ med Russell Crowe er faktisk baseret på virkelige hændelser.

Sportswashing er ikke nyt

Maleriet 'Pollice Verso' ('tommelfingeren nedad') er fra 1872 af Jean-Léon Gérôme. Det angiver meget godt den romerske kejser og folket forenet i blodig passion. Foto: Jean-Léon Gérôme (offentligt).

Hestevæddeløb var et indirekte talerør

På den store hestevæddeløbsbane Circus Maximus i Rom kunne henved 200.000 begejstrede mennesker følge dette oldtidens Formel 1 sammen med kejseren.

Kejseren havde direkte adgang til sin loge fra kejserpaladset på Palatinerhøjen, der tårnede sig op over væddeløbsbanen.

På banen kunne de entusiastiske fanskarer holde med det røde, blå, grønne eller hvide hold med en fanatisme, der ikke lader moderne fans noget efter.

De kunne også vise deres politiske tilhørsforhold ved at heppe på eller buhe af det hold, der var associeret med kejseren.

Som den romerske toppolitiker Plinius den yngre (61-113 e.v.t.) sagde om datidens fans: »Deres loyalitet klæber alene til et stykke farvet stof.«

Hestevæddeløbene blev ikke mindst dramatiske ved, at de mange små og lette vogne ofte stødte sammen, og da hestetøjlerne var bundet rundt om livet på vognstyreren, gjaldt det bare om at få skåret lædersnorene over med den kniv, der var en del af udrustningen, hvis man ville undgå at få revet hånden af eller blive slæbt ihjel.

At hestevæddeløbsbanen var et mødested mellem folk og kejser viser oprøret på Circus Maximus i år 190. Her fik befolkningen presset kejser Commodus til at ofre sin øverste rådgiver, Cleander, på grund af en mistanke om, at Cleander havde hamstret korn for at profitere på kornmanglen.

Kejserne, der betragtedes som plebejernes beskyttere, var faktisk ofte villige til at holde deres egen ryg fri ved at ofre deres nærmeste embedsmænd, når gemytterne under lege og spil kogte over i desperation over manglen på fødevarer.

Fodbold skygger over menneskerettigheder

Alt i alt er der intet nyt under solen, når autokratiske statsledere bruger sportens evne til at skabe stærke emotioner til at stille sig selv og deres styreform i et gunstigt lys.

I disse dage er det ikke kejsere og senatorer, der sidder i æresloger, men den qatarske emir og prominente mellemøstlige statsledere, der kan sole sig i verdenssamfundets opmærksomhed.

For eksempel under VM’s i Qatars åbningsceremoni, hvor Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, var at finde ved emirens side.

Det er i øvrigt den kronprins, der er blevet kædet sammen med drabet på journalisten Jamal Khashoggi tilbage i 2018, og som vil byde ind på selv at afholde VM i 2030.

Ligesom hos brutale og berygtede romerske kejsere som Nero er der tydeligvis også albuerum til morderiske excesser hos moderne autoritære statsledere.

Men den slags håber VM-værten, at vi glemmer, når bolden først ruller – og mere og mere tyder da også på, at den forhåbning ikke er helt ved siden af.  

I takt med at Danmark, Tyskland og andre ’kritiske’ nationer er røget ud, er dækningen nemlig kommet til at handle mere og mere om fodbold, og mindre og mindre om menneskerettigheder og migrantarbejdere.

Ikke kun i Romerriget, men også i dag viger den kritiske opmærksomhed, når først showet er gået i gang.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcasts herunder. Du kan også findes os i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.

Videnskabsbilleder

Se de flotteste forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om det betagende billede af nordlys taget over Limfjorden her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk