Soldater og overvågning, del I: Big Brother ser alt, men forstår intet
krigsovervågning film medier big brother

Hvordan skildrer moderne krigsfilm overvågning? Filmforsker Rikke Schubart får her i dybden med ’Body of Lies’, hvor USA og Jordan bruger vidt forskellige overvågningsmetoder. (Foto: Shutterstock)

Hvordan skildrer moderne krigsfilm overvågning? Filmforsker Rikke Schubart får her i dybden med ’Body of Lies’, hvor USA og Jordan bruger vidt forskellige overvågningsmetoder. (Foto: Shutterstock)

I Ridley Scotts krigsdrama 'Body of Lies' (2008) er overvågning overalt: Fra de nu velkendte satellitfotos, der sender live fra et sted i verden til et kontrolrum i USA, til mobiltelefonen, der gør det muligt at lokalisere filmens helt, CIA-agenten Roger Ferris (Leonardo di Caprio).

Det vil sige, indtil fjenden tager hans telefon og flytter ham ud af sattelitternes rækkevidde. Farvel, Big Brother.

'Body of Lies' handler om en amerikansk CIA-agent i Mellemøsten, der leder efter terroristen bag et bombeattentat i Europa.

Ferris (di Caprio) samarbejder med Jordan om at finde terroristen Al-Saleem. Hani (Mark Strong), der er chef for det jordanske efterretningsvæsen, samarbejder på den betingelse, at Ferris ikke lyver.

Ferris lover ikke at lyve. Hani lover at hjælpe. De bruger hver deres metoder.

Filmen har to temaer, der flettes sammen: overvågning og tortur. Spørgsmålet er, hvilken type overvågning, der er effektiv. Og hvilken type tortur.

An eye in the sky

Lad os tage amerikanerne først: I starten af 'Body of Lies' skal Ferris overvåge afhøringen af en fange.

Fangen dør af at blive slået med et baseballbat. Hvorvidt det er tortur, bliver ikke diskuteret. Men det er afhøring med døden til følge, og vores helt er utilpas, mens han ser på.

Amerikanernes overvågning præsenteres som et eye in the sky.

Nye medier som satellitter, computere og mobiltelefoner sender live fra ét sted i verden til et kontrolrum i USA. CIA-chef Ed Hoffman (Russell Crowe) kan stå i sin amerikanske baghave i badekåbe og snakke med Ferris, der er i Syrien.

Ed kan sidde ved sin computer og se de informationer, Ferris sender til ham. Amerikanske satellitter kan zoome ind og følge Ferris skridt for skridt.

Men da terroristerne bruger fem biler, tager telefonen fra ham og kører afsted i en sandsky, der gør det umuligt for satellitten at se, hvilken af bilerne, Ferris befinder sig i, ja, da er han tabt af syne.

Ferris ender i samme position som dén, han var vidne til i begyndelsen; han er nu selv spændt fast til en stol og bliver tortureret af Al-Saleem, der først skærer hans fingre af og derefter vil hugge hovedet af ham.

Eyes on the ground

Jordanernes overvågning foregår derimod med gammeldags metoder: ved at bruge spioner, fysisk afpresning, og brutal fysisk vold som piskning.

Da Hani tvinger Ferris til at se, hvordan en anholdt bliver pisket på politistationen, siger Ferris: »I thought you didn't believe in torture?« Hani svarer roligt: »This is different. This is punishment.« For Ferris ser det ens ud.

Men senere, da Ferris sidder overfor Al-Saleem og frygter, at han skal dø, genkender han den piskede fange fra politistationen.

Denne mand, der altså er terrorist, har Hani afpresset til at blive meddeler for det jordanske politi. Og ind ad døren træder nu Hani og hans agenter, der redder Ferris fra at miste hovedet.

Overvågerne fremstilles i dårligt lys

To ting er interessante.

For det første bliver eye in the sky-teknologien ikke fremstillet som hverken god eller ond.

Satelitterne og mobiltelefoner er ikke dumme, de er redskaber til at kommunikere. Derimod fremstilles overvågerne som brutale, naive, dumme og løgnagtige.

Ed tvinger Ferris til at lyve overfor Hani, der derfor afbryder samarbejdet.

Ed tror, han kan beskytte Ferris fra et kontrolrum i USA, og han glemmer nytten af de enkle virkemidler.

»Don't forget what side of the cross you're on. I need nailers, not hangers,« siger han til Ferris. Ed (og amerikansk krigspolitik) er ligeglad med collateral damage, som det kaldes. Målet helliger midlet.

Ambivalent omkring vold

For det andet fremstiller filmen et positivt billede af eyes on the ground, af gammeldags overvågning og gammeldags vold.

Hvad, der ses direkte med en persons øjne, det er til at stole på. Hvad, der er set gennem et teknologisk kommunikationsmiddel, det kan man se, men man kan ikke stole på overvågerne.

Da Ferris ser afhøringen i begyndelsen, siger hans samvittighed, at det her er forkert. Og da han senere ser meddeleren i rummet, hvor han bliver tortureret, forstår han, at Hani havde ret: det var afstraffelse og ikke tortur.

'Body of Lies' er ambivalent omkring vold: amerikanernes målet-helliger-midlet-politik fører til død, mens jordanernes målet-helliger-midlet-politik fører til redningen af Ferris og anholdelse af terroristen. Det er ikke Genéve-konventionen, der er etisk målestok i 'Body of Lies'.

'Body of Lies' er også ambivalent omkring overvågning: The eye in the eky, eller Big Brother som George Orwells roman '1984' kaldte sit overvågningssystem, ser alt men forstår intet. Her er volden dårlig.

Eyes on the ground ser og forstår, men har et udemokratisk forhold til vold, mennesker og mål. Her er volden god. Men hvem ønsker at leve i en politistat? Nej, vel?

Er overvågning godt eller dårligt?

Overvågning er et forskningsfelt, der har sin egen etik og filosofi. For teknologi er ikke bare redskaber, vi bruger. Den giver os redskaber, der påvirker os.

Filosofferne Asle H. Kiran og Peter-Paul Verbeek diskuterer to udbredte (og forkerte) syn på teknologi. Enten bliver den set som en extension af mennesket; som en udvidelse af vores evne til at bevæge os, at se, høre og tænke.

Extensionisme er positiv over for teknologi, der anses for redskaber, der hverken er gode eller onde, men netop bare redskaber. Ting.

Heroverfor er det synspunkt, at teknologi er mere end en ting; den kan transformere vores liv og verden.

Den slags kan være skidt, som i the precation principle eller vagtsomhedssyndromet: vi skal passe på, for hvis teknologien løber løbsk, får vi totalitære tilstande, som i '1984' eller 'The Matrix'.

Den positive version af samme tanke har ført til posthumanisme, der omfavner cyborgen som en bedre fremtid. Især bioteknologi lover os et længere og sundere liv.

Tillidsposition

Kiran og Verbeek foreslår en tredje position baseret på tillid.

Teknologi er hverken et redskab eller en ting, vi blindt kan give os hen til, om det så er som trussel eller som paradis.

Teknologi giver muligheder. Den giver os nye muligheder for at skabe os selv og handle i verden.

»Technology do not extend human beings, but rather help to constitute them,« skriver Kiran og Verbeek.

»Because of the close relations between human beings and technologies, using technologies implies putting oneself at stake. Human beings co-shape themselves through the relationships they have with technology (...) the main concern for the ethics of technology should be how to take responsibility for the quality of technological mediations, and of our ways of living with these mediations.«

Eye in the sky beskytter ikke soldaterne

Så hvordan har soldaterne det med overvågningsteknologien?

I 'Body of Lies' ender Roger Ferris med at forlade CIA og USA og blive i Jordan.

Hani er måske ikke en rar mand; men man kan stole på hans ord. Og Jordan er måske ikke et demokrati; men folk lyver i det mindste ikke (og desuden lokker en ny kvinde den nyligt fraskilte CIA-agent).

Generelt i krigsfilm og krigsdramaer kan the eye in the sky ikke beskytte soldaterne. Måske fordi overvågerne (mis)bruger overvågningsteknologien. Måske fordi de ikke har forstået, at den nye teknologi kræver en ny moral, tillid og investering af os selv til at skabe nye visioner, veje og mål. Måske fordi de ikke kan se konsekvenserne af, hvad de ser.

Følg med i del 2

I del 2 vil jeg se på eyes on the ground i form af soldaternes egne overvågninger af sig selv og hinanden.

Det foregår med filmkameraer, digitale kameraer og mobiltelefoner. Og ja, jeg vil også komme ind på Abu Ghraib. Og noget mere etik.

Og kort sagt, så er teknologisk overvågning og ledelse som regel af det onde.

Det gælder ikke bare krigsfilm, men også gyserfilm, paranoia movies, thrillers og en hel del andre steder.

For hver utopi får vi ti dystopier. Mindst. Og hvorfor egentlig det, når nu teknologi og overvågning i den virkelige verden synes at tjene os udmærket med pace makers, styring af flytrafik og den daglige mobiltelefon-snak?

 

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.