Satire: Hvad er det egentlig, vi griner af?
Nyhedssatiren udstiller dårskab og uvidenhed i samfundet, men hvilke greb gør den brug af for at opnå den ønskede effekt? Et nyt studie sætter satiren under lup.
satire

Satiren har spillet en vigtig samfundsrolle siden antikken, hvor grækerne og romerne lavede sjov med uholdbare samfundsstrukturer. (Foto: Shutterstock)

Satiren har spillet en vigtig samfundsrolle siden antikken, hvor grækerne og romerne lavede sjov med uholdbare samfundsstrukturer. (Foto: Shutterstock)

I løbet af pandemien er vi nok mange, der har siddet dybt begravet i sofaen og scrollet Facebook igennem.

Der er vi muligvis stødt på opslag fra den nyhedssatiriske side RokokoPosten, der har udløst en så rungende latter, at den har kunnet høres helt ud i de mennesketomme og humørforladte gader og stræder.

Åh, hvor vi griner, når ufattelig dumhed og fejlopfattelser bliver sat i gabestokken, og vi svarer måske med et like og en kommentar: ’Spot on!’ eller ’Lige i øjet!’

Men hvad er det egentlig, der udløser vores latter? Hvorfor griner vi, og hvorfor tager vi latterliggørelsens parti? Og kan vi få flere til at forstå vigtigheden af eksempelvis vacciner via humoren?

Disse spørgsmål handler resten af artiklen om.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Hvad er satire?

Satiren går helt tilbage til de gamle grækere og romere, der slog sig på lårene over udstillingen af uholdbare samfundsstrukturer i deres tid.

Forskere taler om, at den enten kunne være 1) godmodig, 2) provokerende eller 3) aggressiv og hånende i sin facon, og målet var at skabe ændringer.

I dag dækker begrebet mere generelt over en udtryksform, der søger at udstille og kritisere personers handlinger, aktuelle sager eller tendenser i samfundet via overdrivelse og latterliggørelse – og det stadig på en af de tre nævnte måder.

Men satiren skal ikke forveksles med ironien og sarkasmen, idet de dækker over udtryksmåder, hvor man siger det modsatte af, hvad man mener. 

Den skal heller ikke forveksles med parodien, hvor man forsøger at lave sjov ved hjælp af efterlignelse.

Endelig skal satiren heller ikke forveksles med misinformation eller fake news, der bevidst forsøger at vildlede folk med løgne og halve sandheder.

Satiren ved godt, det den siger, er falsk, men den regner med, at modtageren forstår den skjulte betydning, som er den virkelige sandhed, den forsøger at kommunikere.

Vi stoler mere på satire

Der har været mange studier om satirens væsen, især inden for skønlitteraturen, men også i medieforskningen, hvor man senest har stillet skarpt på de amerikanske politisk satiriske talkshows som eksempelvis Stephen Colberts ’The Colbert Report’ og Jon Stewarts ’The Daily Show.

Herhjemme har vi tilsvarende programmer som Jonatan Spangs ’Tæt på sandheden’ og det tidligere radioprogram ’Den Korte Radioavis’, hvis karakterer stadig lever videre i andre formater.

Adfærdspsykologiske studier har undersøgt, hvilke typer information folk stoler mest på med henblik på alvorlige sager: de konventionelle og autoritative informationer fra for eksempel myndighederne, eller de satiriske versioner?

Og her vinder satiren overraskende nok.

Det er jo en interessant konklusion i en æra, der er blevet kaldt postfaktuel. Altså en tid, hvor følelser og udokumenterede fornemmelser efter sigende trumfer sikker viden og veldokumenterede fakta.

Betyder det, at vi under pandemien hellere har villet kunne godtage sundhedsfaglige informationer gennem latter og lårklask end fra Søren og Mettes gravalvorlige pressemøder og sundhedsmyndighedernes lige så gravalvorlige blå informationssider?

Det lader til, at Sundhedsstyrelsen giver det et forsøg med den nylige serie videoer med for eksempel Søren Brostrøm som ond ånd i spejlet hos en ung person, der vil ud at feste.

Video: Sundhedstyrelsen

Kan vi mon få flere danskere til at forstå alvoren via humoren? Det kunne være interessant at undersøge, men hvis vi skal forstå, hvordan denne satire egentlig opererer og skubber til vores (selv)erkendelser, må vi prøve at skille den ad i dens sproglige bestanddele.

Og det er der ikke mange studier, der har forsøgt. I dette studie af en af RokokoPostens artikler om MFR-vaccinevægringen, gør jeg dog forsøget.

Humor bygger på overraskende sammenstød og overlap

Nyhedssatiren i RokokoPosten er en form for fremmedgørende oversættelse af en anden tekst, person eller situation til en ny tekst eller situation.

Udgangspunktet for ’nyhederne’ er velkendte, men vi bliver placeret i en anden sammenhæng, der har sit helt eget liv, der beror på humorens teknikker.

Bærende navne inden for humorforskningen pointerer, at humor opstår på baggrund af, at der sker et eller flere overraskende og uoverensstemmende overlap i rammerne for vores forståelse af eksempelvis almindelig sund fornuft.

Disse forståelsesrammer kaldes med en fagterm scripts, altså en form for forståelsesramme.

Deres funktion er at omgive og indramme forskellige ords betydninger og associationer for den enkelte meningsskabende livsverden af velkendte strukturer, rutiner og som nævnt almindelig sund fornuft.

Sammenstød af forståelsesrammer kan for eksempel være det virkelige vs. det uvirkelige, livet vs. døden, det gode vs. det onde, det normale vs. det unormale, osv.

Vittighed er et eksempel på humorens teknikker

Den følgende vittighed illustrerer overlappende sammenstød, der udløser latter: ’Er doktoren hjemme?’, hvisker den mandlige patient med sin bronkitishoste. ’Nej’, hvisker doktorens unge og smukke kone til svar: ’Kom endelig ind!’

Vittigheden kan fortolkes til at omhandle to forskellige forståelsesrammer: læge vs. elsker. Læge-rammen er det pålydende indhold, men elsker-rammen træder i stedet i den afsluttende punchline.

Her kan de modstridende (eller enslydende) forståelsesrammer ægteskab vs. sygdom også afkodes, idet de træder tydeligt frem i brugen af ordene ’doktor’, ’patient’, ’bronkitishoste’, ’hvisker’, ’unge og smukke kone’ og ’Kom endelig ind’.

Vittigheden er kun mulig, fordi læger og elskere ikke er hinandens totale modsætninger, men har overlappende træk i form af at de for eksempel er voksne mennesker, der udøver en form for behandling og fysisk kontakt.

Det samme gør sig gældende med forståelsesrammerne ægteskab vs. sygdom, idet man kan tolke ægteskab som en form for uønsket situation, hvor man føler sig fanget/syg/ulykkelig og håber på helbredelse og et bedre velbefindende/lykke.

Disse forståelsesrammer er naturligvis ikke universelle, men beror som sagt på den enkeltes erfaringsbaserede referenceramme.

Dette er humorens væsen i en ultrakort udgave.

Satirens tre elementer

Foruden de overlappende forståelsesrammer består nyhedssatiren af tre overordnede komponenter: en refererende, en kritisk og en komisk komponent.

Den referende komponent er satiren som parodisk og fremmedgørende oversættelse af en tekst/situation til en anden.

Den kritiske komponent er satirens dømmende væsen – satiren er blevet kaldt den femte statsmagt – der udtrykker for eksempel foragt eller forundring.

Den komiske komponent refererer til den sproglige konstruktion, som er tredelt.
Det leksikalske niveau, der betegner de ord, der udløser de forskellige forståelsesrammer – for eksempel ’læge’. Det pragmatiske niveau, hvor der leges med læserens referenceramme, viden og livsverden for eksempel ’doktorens unge og smukke kone’.

Og endelig det retoriske niveau, der er de skrivetekniske greb, der ikke kun understøtter de overlappende forståelseserammer, men også intensiverer dem.

Vi kan desuden kende disse tre retoriske greb på, at de overdriver, underdriver, vender tingene på hovedet, eller de optræder som metaforer og sidestiller og sammenblander elementer.

I det næste afsnit kan du læse et eksempel på en satirisk artikel fra RokokoPosten, hvor de nævnte komponenter optræder iklædt deres typiske kendetegn.

Eksempel: En konspiration støbt i gips

I 2015 bragte RokokoPosten denne artikel ’Kritiske forældre: Gips giver autisme’. Artiklens refererende komponent er en oversættelse af mediernes dækning af den tidligere verdensomspændende MFR-vaccinevægring, der byggede på et tilbagevist studie, der hævdede, at man kunne udvikle autisme af vaccinationen.

Det er en nyhedsartikel om en gruppe af danske forældre, der er stærkt kritiske over for brugen af gips til at hele brækkede lemmer, idet plastikkirurgen Dr. Brooke Ridge Taylor fra det turkmenske International Oil and Gas University nemlig formoder, at gips kan udløse autisme.

Hendes videnskabelige artikel er senere blevet trukket tilbage, hvilket blot er yderligere beviser på, at hun måtte have haft ret ifølge forældrene.

De er stålsat overbeviste om, at der ligger en magtfuld gipsindustri bag og trækker i trådene og dermed udsætter alverdens børn for overhængende fare.

Derfor er forældrene gået i gang med at fremstille deres egen naturgips bestående af opblødte palmeblade, soyamælk og magert kød tilpasset børnenes specifikke blodtyper.

Og opskriften stammer fra Facebook-gruppen ’CPAP: Critical Parents Against Plaster’ (kritiske forældre imod gips).

RokokoPosten-artiklen gør brug af klassiske greb

Artiklen imiterer helt gængse normer for en nyhedsartikel, hvad angår både struktur og layout samt den informative og beskrivende tone.

Den kritiske komponent ligger i artiklens åbenlyse udstilling af konspiratoriske ’anti-vaxxers’ og deres uvidenskabelige overbevisninger.

Det komiske i artiklen er som tidligere beskrevet tredelt.

Der er et leksikalt element, som består af en masse ord, der udløser overlappende forståelsesrammer som for eksempel ægte vs. uægte, naturlig vs. unaturlig, kemi vs. natur, menneskeskabt vs. naturskabt, videnskab vs. pseudovidenskab, der sjovt nok er koblet på forståelsesrammer om mad og diæter. 

Der er den pragmatiske komiske komponent, som beror på læserens viden om disse typer af mennesker, især ringer de danske forældre i artiklen nogle klokker om såkaldte speltmødre på Østerbro – understøttet af diverse kommentarer i RokokoPostens opslag på Facebook, der spydigt hævder, at også spelt og tofu kan udløse autisme.

Den retoriske komponent karikerer denne type forældre, da der bliver nævnt fødevaretyper, som hører hjemme i diverse trendy diæter, ikke i lægevidenskaben.

Det underspillede finder vi i for eksempel den nøgterne fremstilling af forældrenes harme over, at man ikke kan tro på, at brækkede lemmer kan hele sig selv uden gips.

Det er børnenes kronisk bøjede og knækkede arme og ben jo et godt eksempel på! Overordnet set gennemsyres gips-artiklen af, at det hele vendes på hovedet. Det, vi troede var harmløst, bliver nu set som katastrofalt, og omvendt.

På denne vis leger artiklen med en parodisk skævvridning af det faktuelle og nyhedsprægede og det rene vanvid.

Den satiriske sandhed kan mærkes i hele kroppen

Formatet er genkendeligt, men indholdet er fremmedgjort, og derved kommer sagen til at stå i et nyt lys, hvor den medierede ultimative sandhed om, hvad der er rigtigt og forkert, måske står skarpere end, hvis vi blot havde fået forelagt konventionel informativ kommunikation om MFR-vaccinen.

I læsningen af denne form for nyhedssatire lader vi os indhylle i en anden verden, hvor vi føler og sanser sandheder og falskheder med hele kroppen og ikke kun med den rationelle tænkning.

Ironisk nok er det vores postfaktuelle følelser og fornemmelser, vi bruger til at forstå det anti-postfaktuelle kritiske budskab om, at vi måske er helt galt på den i vores vægringer ved vacciner.

Det er disse teknikker, der overbeviser os om at tage satirens parti. Vi kan nemlig mærke sandheden, ikke kun forstå den.

Og det er måske en formidlingsform, der godt kunne skrues op for i videnskabskommunikationen i en gravalvorlig tid som den nuværende.

 
Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om påfugleedderkoppen, der er opkaldt efter fisken Nemo.