Da Peter og hans kone, Maj, får beskeden, at de venter et barn med Downs syndrom, vælger de som de fleste vordende forældre i Danmark abort.

Da jeg interviewer Peter i hans hjem, fortæller han, at de føler, det er det bedste valg for dem selv og deres 3-årige datter. De vil ikke byde hende at vokse op i skyggen af en handicappet lillebror eller lillesøster.

Men efter aborten af det, der viser sig at være et pigefoster, kæmper Peter med, hvordan han skal tænke om den oplevelse, han og konen har været igennem.

Han fortæller også, at han kæmper med, hvordan han skal tænke om sig selv.

»Jeg kan godt lide anerkendelsen af hende, hvis jeg kalder mig far til to. Men hvad der er svært ved det er, at så har jeg slået mit eget barn ihjel.«

Føler individuelt ansvar for eget barns død

I mit igangværende ph.d.-projekt om sene provokerede aborter på grund af fostermisdannelser undersøger jeg blandt andet, hvordan kvinder og par oplever at gennemleve en senabort.

Jeg har indsamlet i alt 16 senabort-fortællinger. I undersøgelsen deltog 5 par, 10 kvinder og en enkelt mand. Dertil har jeg interviewet en række gynækologer, jordemødre, sygeplejersker og føtalmedicinere.

Indtil videre viser min forskning, at kvinder og par føler skyld og skam over at have skabt det, langt de fleste beskriver som deres »eget barns død«. En af kvinderne i undersøgelsen udtrykker for eksempel:

»Det var mig, der skrev under. Det var mig, der tog pillen. Det var mig, der slog mit barn ihjel. Det er sådan, det føles, fordi det var mig, der skulle gøre alle de ting.«

Det er ord og vendinger, der både går igen i mine interviews, og på blogs og lukkede grupper på sociale medier, hvor folk deler deres senabort-fortællinger.

Min undersøgelse er endnu ikke udgivet i et videnskabeligt tidsskrift og dermed heller ikke bedømt af mine fagfæller. Når jeg alligevel vælger at dele mine indsigter nu, er det fordi, jeg håber og tror, at offentligheden kan have interesse i emnet.

Jeg deler også nu, fordi der generelt mangler viden i samfundet om, hvad en provokeret senabort er og gør ved folk, der gennemlever det på egen krop.

Et forvirrende forløb

Statistik viser, at mere end 95 procent af vordende forældre, der får stillet diagnosen Downs syndrom under graviditeten, vælger abort. Tal fra regionerne viser, at op mod 96 procent af ansøgninger om abort grundet fostermisdannelser får tilladelse.

Det drejer sig om alt fra ansøgninger, der vedrører fostermisdannelser, der er uforenelige med liv til mere sjældne kromosomafvigelser og genetiske variationer, som abortsamrådene vurderer som alvorlige – uden at vide præcist, hvordan et liv vil udarte sig for det ufødte barn.

Når abort på grund af fostermisdannelser generelt anses som moralsk acceptable i det danske samfund, kan det synes mærkværdigt, at mine informanter brugte ord, man almindeligvis ville forbinde med en ulovlig handling – nemlig det at slå ihjel.

Årsagen mener jeg blandt andet skal findes i det mix af praksisser og normer, parrene stødte på før, under og efter selve aborten. For i forbindelse med at lægen stiller diagnosen, er fostret ’bare’ et foster, hvis liv fra et medicinsk og juridisk perspektiv legitimt kan afbrydes.   

Men i næste nu, når aborten skal gennemføres, gøres det misdannede foster til et værdifuldt barn, der skal fødes og sørges over. Og til slut vender parret hjem til hverdagen, hvor flere oplever en manglende anerkendelse af, at de har mistet et barn. For var det ikke bare en abort?

Konsekvensen er, at parrene sidder tilbage og føler sig forvirrede over, om de traf et moralsk rigtigt valg, og om aborten kan og må sørges over. For de har jo selv valgt den.

Læger former beslutninger om abort

Det er et chok for enhver at få at vide, at det ufødte barn, man bærer, er sygt eller misdannet. Lægens prognose for det syge eller misdannede foster er typisk afgørende for, at parrene kan træffe det, der opleves som et umuligt valg.

Sådanne prognoser tegner ofte et dystert billede.

En læge havde eksempelvis sagt til et af parrene, at den alvorlige hjertefejl, deres ufødte barn led af, ville medføre så mange operationer og hospitalsindlæggelser, at det højst sandsynligt ville medføre skilsmisse og i værste fald omsorgssvigt af de børn, de havde i forvejen.

Skriver sit eget barns »dødsdom«

Når en kvinde udtrykker ønske om at afbryde sin graviditet, skal hun først underskrive en ansøgningsblanket, som lægen sender til det regionale abortsamråd sammen med en beskrivelse af den misdannelse, man har fundet.

Det skyldes at i forbindelse med langt de fleste senaborter, er grænsen for den fri abort, der udløber i 12. graviditetsuge, passeret. De fleste misdannelser konstateres nemlig først efter 12. graviditetsuge.

Abort er derfor ikke længere et frit valg, men et anliggende for et regionalt abortsamråd at afgøre.

Flere af kvinderne i min undersøgelse fortalte, at de følte det som en stor byrde at være ene om at skrive under på blanketten, fordi de ’stod alene’ med ansvaret.

De følte, at de skrev under på deres eget barns dødsdom.

Senaborter håndteres som fødsler

Så snart aborten er godkendt, dukker kvinden og hendes partner op til en forsamtale på det lokale hospital. Alle aborter fra uge 14, men indimellem så tidligt som fra uge 12, håndteres medicinsk.

En medicinsk abort vil sige, at kvinden først sluger en pille, der sætter moderkagen ud af funktion. 48 timer senere bliver hun og hendes partner indlagt til medicinsk igangsættelse ved hjælp af tabletter i skeden, der sætter gang i aborten ved at få livmoderen til at trække sig sammen.

Efter timer eller dage føder hun fostret, der som regel er dødt ved ankomst.

Man har altså fra det danske sundhedssystems side udvalgt fødslen, som i sig selv er den altoverskyggende livgivende begivenhed, som teknologi til at afslutte livet.

En af mine informanter fortalte, at hun blev vred, da hun hørte, at hun skulle føde. Hun var blot i 14. uge, havde aldrig født vaginalt før og fandt det uoverskueligt at skulle føde et foster, hun havde valgt fra.

Andre fortalte, at de fandt tanken om, at de skulle føde ubærlig, men det ændrede sig da sundhedspersonalet fortalte dem om fordelene ved at føde.

Tegningen herunder er tegnet af en af kvinderne i undersøgelsen. Kniven illustrerer hendes følelse af ansvar for at slå fostret ihjel. Figuren med den sure smiley er lægen, der afviste hendes ønske om kirurgisk abort, mens figuren med den glade smiley er jordemoderen, hun fødte med. Jordemoderen respekterede for eksempel hendes ønske om ikke at se det døde foster. (Billede: Laura Louise Heinsen)

Et hensyn til kvindens krop - og lægens sind

I Danmark anses en abortfødsel nemlig som den bedste – og eneste – metode. Det gør det af flere grunde. Den primære grund er, at kirurgisk abort kan gøre skade på kvindens reproduktive organer, hvis den ikke udføres af en trænet gynækolog.

Hvert år søger omkring 800 kvinder om at afbryde graviditeten efter 12. graviditetsuge. Når disse aborter fordeler sig over gynækologiske afdelinger i hele landet, er det ikke nok til at opbygge den fornødne ekspertise.

En anden ikke uvæsentlig grund er at gynækologer ikke bryder sig om at udføre indgrebet. Som en gynækolog, jeg interviewede, sagde:

»Vi må nok være ærlige og sige, at det også er af hensyn til lægerne. Det er ikke rart at suge et foster ud og samle det bagefter i smådele for at tjekke, at alt er kommet med ud.«

»Du skal sige goddag for at kunne sige farvel«

En tredje grund er, at abortfødslen anses som den bedste metode for parrets psykosociale bearbejdning.

Der er bred enighed blandt de sundhedsprofessionelle, jeg har talt med, om, at en kirurgisk abort kan medføre gruopvækkende fantasier om fostret, som parret vil bære med sig videre resten af livet.

Når fostret fjernes kirurgisk, er det nemlig ikke muligt for parret at se fostret efterfølgende.

En abortfødsel derimod muliggør at møde og skabe et følelsesmæssigt bånd til det døde foster, fordi det fødes intakt. Og det anser man som godt for parrets sorgproces. Som en af de interviewede jordemødre sagde: »Du skal sige goddag for at kunne sige ordentlig farvel«.

Opgør med fortidens håndtering af spædbarnsdød

Der findes altså klare procedurer og normer for, hvordan en senabort bør håndteres rent lægefagligt, og hvordan kvinden og hendes partner kommer bedst igennem den. Her er ritualer som det at se og holde den døde krop og tage fotos og hånd-og fodaftryk af fostret blevet standard.

Forskning i sorg og spædbarnsdød og klinisk erfaring har vist, at det at forme et tæt forhold til det døde foster nødvendigt for at komme igennem sorgen.

Før i tiden gav man aborterende kvinder et klæde over hovedet og fjernede det døde barn lige efter fødslen uden at give hende mulighed for at se barnet. 

De nye praksisser for håndtering af døden i begyndelsen af livet er drevet af et ønske om at anerkende senaborten som et sorgfuldt tab af et ønsket barn. Og at anerkende at man bliver forældre, selvom fostret er død.

Dermed sidestiller man senaborten med andre former for spædbarnsdød, såsom dødsfødsler.

Forskellen er blot, at parret selv har valgt at miste. Og den forskel er til at føle på, når man lytter til mine informanters abortfortællinger.

»Jeg tænkte, jamen gud, hvad er det, vi har gjort?«

Min forskning viser, at abortfødslen og de nye normative praksisser for håndtering af det døde foster har nogle væsentlige ikke-intenderede moralske implikationer, som rammer de berørte parter hårdt.

En kvinde, der afbrød sin graviditet på grund af en alvorlig misdannelse i fostrets hjerne, udtrykker:

»Det er alt sammen så klinisk når du sidder sammen med lægerne. De kalder det abort, de kalder det ikke fødsel. De taler om det som et ikke-levedygtigt foster. Alle de ord er meget rationelle, men det holder op med at være rationelt i det øjeblik, du føder det lille barn. Da jeg så det lille væsen var det eneste jeg tænkte; jamen gud, hvad er det dog, vi har gjort?«

Kvinden gøres ansvarlig for barnets død

Selvom sundhedspersonalets håndtering af provokerede senaborter er spækkede med gode intentioner, synes det nuværende system paradoksalt.  På den ene side har vi et fosterdiagnostisk og juridisk system, der understøtter muligheden for at slå et foster ihjel, hvis det er misdannet.

På den anden har vi et systemisk omsorgsparadigme, der kræver, at kvinden føder sin abort og opfordrer parret til at indskrive det døde foster i familien som et mistet barn på lige fod med andre former for spædbarnsdød.

Sat på spidsen, skal kvinder og deres partnere altså først ’slå ihjel’ og herefter agere familie med det, man har slået ihjel.

Og selvom flere af mine informanter anså det døde foster som deres barn og tog imod opfordringen om at tage fotos og hånd- og fodaftryk med kyshånd, efterlod det andre i et moralsk morads. Som en af mændene, jeg interviewede, sagde:

»Når man kalder det et menneske, så er det jo et menneske, man tager livet af, og det havde jeg det sværere ved. Men det er det ikke, hvis det er et foster. Så er det en abort.«

Et ikke helt anerkendt tab

Mens der på fødeafdelingerne er en forståelse af senaborten som noget, der bør anerkendes som et tab af et barn, er det omkringliggende samfund ikke helt fulgt med udviklingen.

Flere af mine informanter fortæller, at der er familiemedlemmer, der ikke ønsker at se billeder af det døde foster, eller som undgår at tale om det, der er sket.

En kvinde fortæller, at hun bliver ringet op fire dage efter fødslen af sin arbejdsgiver, der spørger hvornår hun vender tilbage på arbejde.

Sådanne reaktioner fra omgivelserne stiller spørgsmålstegn ved, om det er normalt og legitimt at føle sorg.

Det er blevet standard på landets fødeafdelinger at lave hånd-og fodaftryk efter en provokeret senabort. Her er et hånd-og fodaftryk delt af en af mine informanter. (Illustration: Privat)

Lad os få en offentlig samtale om senaborter

Min forskning peger på, at kvinderne og parrene føler sig meget isolerede med de følelsesmæssige efterveer.

Da jeg præsenterede disse indsigter for én af de gynækologer, jeg interviewede, svarede han: »Men alternativet er jo værre.«

Hermed mente han, at vi hellere bør holde fokus på den lidelse, der er forbundet med at sætte et barn med handicap i verden.

Jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet. Jeg synes, at det er vigtigt at diskutere, hvilke konsekvenser provokerede senaborter har af psykisk og social art.

Jeg håber, at mit ph.d.-projekt kan hjælpe med at få parrenes oplevelser frem i lyset til gavn for andre, der nu og i fremtiden gennemlever en provokeret senabort på egen krop.

Når vi i Danmark har et yderst effektivt fosterdiagnostisk tilbud til alle gravide, som legitimerer frasortering af misdannede og syge fostre, gør det en offentlig samtale om de levede konsekvenser af senaborter så meget desto mere vigtig.