Vi hygged os i festens gyldne ramme:
Hurra for smør og flæsk og fodboldmål
For Danmark som vi alle elsker! Skål!
Vi hørte ingen vilde hunde glamme

I begyndelsen af besættelsen af Danmark blev idrætten det kulturområde, som den tyske, nazistiske ledelse udviste størst engagement i at få løbet i gang igen.

Når tyskerne var så interesserede i at få genetableret idrætssamarbejdet, hang det sammen med, at Danmark blev defineret som et arisk-germansk område, som det ville være godt at få rystet sammen med den store beslægtede nation mod syd.

Andre lande – særligt i Østeuropa – fik ikke denne chance for et storstilet idrætssamkvem, men blev brutalt behandlet som undermennesker.

Dertil kom idrætssamkvemmets propagandaeffekt ved at tilbyde den tyske befolkning underholdning, og ved at Tyskland kunne demonstrere overskud til idrætsdyrkelse midt i en krigssituation.

Idræt skulle styrke det dansk-tyske forhold

Hitler og propagandaminister Goebbels ville bruge friluftskoncerter, militærparader og sportsbegivenheder til at få danskerne til at åbne for et venskabeligt forhold til Tyskland.

Den øverste politiske leder fra tysk hold i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, lagde derfor et pres på dansk idræt efterhånden sekunderet af det danske udenrigsministerium.

Specielt efter udenrigsminister Erik Scavenius’ tiltrædelse 8. juli 1940 anså ministeriet idrætten for et velegnet instrument til at opnå goodwill fra tyskerne og dermed få samarbejdspolitikken til at glide lettere.

Presset lykkedes over al forventning, og det førte ligefrem til en ’guldalder’ for det dansk-tyske idrætssamarbejde.

I den relativt korte periode fra det første stævne 22. august 1940 frem til den sidste kamp mod et hold fra Tyskland og dets allierede – en håndboldlandskamp 20. november 1942 mod Ungarn – blev der afholdt et væld af landskampe og bykampe inden for en lang række sportsgrene.  

Der var landskampe mod Tyskland i fodbold (2), håndbold (2), boksning (2), brydning (2), vægtløftning og hockey.

En landskamp i fægtning i november 1940 gav i øvrigt SS-general, chef for det tyske sikkerhedspoliti og fægter Reinhard Heydrich, lejlighed til at besøge København.

Han fik i løbet af de næste par år tilnavnet 'Europas bøddel'.

Fodboldfans blev truet med bajonetter

Festens gyldne ramme blev dog spoleret, da Wiener-fodboldholdet Admira på selveste Grundlovsdag 1941 foran 12.500 tilskuere i Idrætsparken spillede mod en sammenslutning af de bedste klubber i København, kaldet Stævnet.

Østrig var i 1938 blevet annekteret af Tyskland, og Admira demonstrerede da også stortysk overlegenhed ved at besejre københavnerholdet med 4-1.

Admiras succes på banen hjalp ikke just på humøret hos de danske fans, der kunne opfatte resultatet som et symbol på besættelsesmagtens generelle overherredømme.

De danske fans sagde simpelthen fra over for spillernes heilen under nationalsangen før og efter kampen og over for de tilstedeværende tyske soldaters heilen, hån og hovmod, ved at ydmyge dem gennem verbale og fysiske angreb.

Det lykkedes i en sådan grad, at de tilstedeværende tyske soldater truede med bajonetterne, og både en del tyskere og danskere måtte en tur på hospitalet.

Det begyndte med et tudehorn

En gruppe tyske tropper fra Luftwaffe på den dyre langside havde medbragt et tudehorn, som de brugte, hver eneste gang de 'tyske' spillere spillede godt.

Flere vidner fortalte senere til politiet, at hornet skabte en dårlig stemning blandt det danske publikum, og at der blev piftet og buhet, når det blev brugt.

Luftwaffe-personalet fornemmede klart den negative stemning blandt publikum, og de trænede tyske soldater følte sig efterhånden så truede, at de 10 minutter før kampens ophør måtte bede en betjent om assistance hen til deres busser.

En klart ydmygende sortie for besættelsesmagtens repræsentanter.

De blev efterfølgende ført til busserne og kørt væk uden større problemer, men kampen var jo også stadig i gang, og tilskuerne på deres pladser. Da de gæstende spillere sluttede af med igen at give 'hitlerhilsen', blev det ifølge politiets vidner efterfulgt af piften og udbrud.

I årene 1940-42 blev der arrangeret landskampe mellem Tyskland og Danmark i adskillige discipliner. Her er det en landskamp i fægtning i november 1940, der blev overværet af SS-general, chef for det tyske sikkerhedspoliti og fægter Reinhard Heydrich. (Foto: Frihedsmuseet)

Urolighederne fortsatte efter kampen

Klyngerne af tyske soldater på den billige langside skulle forlade stadion til fods. De danske tilskuere befandt sig derfor pludselig i klart overtal i forhold til værnemagtens soldater.

Ved udgangen blev de tyske soldater klemt sammen med danske tilskuere, hvilket førte til en del bataljer.

Urolighederne fortsatte uden for stadion, hvor omkring 50 tyske soldater fandt sammen midt i menneskemængden for at kunne forsvare sig i samlet flok.

Situationen var ved at løbe løbsk, og en kommissær fik dannet politikæder om soldaterne og beordret 'stavene frem'. På den måde fik politiet adskilt danskere og de tyske soldater, der skyndsomt forlod stedet.

Danskerne gik dog kun 'trevent frem', men det lykkedes at få opløbet afviklet. En mand, der råbte til politiet: »Jeres tur kommer nok også«, blev arresteret, men det blev ikke nødvendigt at bruge stavene.

Denne situation kunne have udviklet sig til egentlige kampe mellem danskere og tyske soldater. Det var i hvert fald politiets indtryk, at hvis ikke de havde blandet sig på det tidspunkt, ville de tyske soldater muligvis selv have taget affære, »da de syntes ret ophidsede«. 

Protesterne blev utvivlsomt forstærket af, at kampen foregik netop Grundlovsdag – dagen for fejring af det danske folkestyre. På denne dag var den nationalt samlende såkaldte alsangsstemning, fremherskende, hvilket yderligere har kunnet bringe sindene i kog.

Optøjer kostede minister jobbet

De tyske autoriteter var ekstremt fortørnede over bataljerne ved fodboldlandskampen, og Renthe-Fink skrev i en rapport, at han ikke anså optøjerne for blot motiveret i frustrationer over et sportsligt nederlag, men tillagde dem en alvorlig politisk signalværdi om dansk oprørsvilje mod besættelsesmagten.

For at dæmpe Renthe-Finks vrede forsikrede DBU’s formand, Leo Frederiksen, ham om, at det var 'moralsk defekte' individer blandt de danske tilskuere, der truede med at ødelægge det gode samarbejde.

Renthe-Fink lod sig dog ikke formilde, men krævede nu med baggrund i Admira-kampen, at det danske politivæsen blev reorganiseret, og at justitsminister Harald Petersen, der længe havde været en torn i øjet på ham, blev fyret.

Begge dele blev gennemført.

Sport og politik kan altså have så meget at gøre med hinanden, at den heftige cocktail ved en enkelt fodboldkamp i København kunne føre til omfattende politiske ændringer og den første kollektive modstand mod besættelsesmagten.

Artiklen bygger på Hans Bondes forskning senest fremlagt i bogen 'Med kroppen ind i kulturen' (medvirken: Stanis Elsborg, Syddansk Universitetsforlag, 2020).