Vil danskerne ofre sig i en større sags tjeneste, når det kommer til stykket?

Vi har lavet en stor undersøgelse blandt 4.017 repræsentativt udvalgte danskere for at finde svar på det spørgsmål i lyset af klimakrisen og krigen i Ukraine.

Vi finder, at danskerne generelt er offervillige og blandt andet vil betale mange hundrede kroner hver måned for en CO₂-skat og en boykot af russisk energi.

Konkret svarer folk, at de i gennemsnit er villige til at betale omkring 260 kroner om måneden for en CO₂-skat, og omkring 670 kroner for tiltag, der gør Danmark uafhængig af russisk energi.

Hvis vi sondrer mellem røde og blå vælgere, finder vi, at røde vælgere er mere offervillige end blå.

Undersøgelsen er endnu ikke udgivet i et videnskabeligt tidsskrift og dermed heller ikke fagfællebedømt (blåstemplet af andre forskere, red.).

Men da spørgsmålene i vores øjne er relevante her op til folketingsvalget, har vi valgt at formidle nogle af undersøgelsens vigtigste resultater i denne artikel.

Danskernes vilje til at ofre sig

I undersøgelsen indgik også et lotteri, hvor vi bad deltagerne om at vælge, hvor stor en andel af en virkelig præmie på 500 kroner, de ville beholde til sig selv eller give til klima- og Ukraine-sagen (i form af henholdsvis Verdensnaturfonden og Røde Kors).

Her fandt vi, at der var villighed til at ofre omtrent lige meget for begge sager. Men også her var offervilligheden mere rød end blå.

En gennemsnitlig vælger fra Enhedslisten, der var de mest offervillige vælgere, var klar til at donere 120 kroner til klimasagen og 117 kroner til Ukraine ud af en ægte præmie på 2 gange 250 kr.

En vælger fra Danmarksdemokraterne, der var de mindst offervillige, ville give 50 kroner til klimaet og 62 til Ukraine, altså cirka det halve af Enhedslistens vælgere.

At det netop var en virkelig præmie, der blev sat i spil, var vores forsøg på at sikre os, at vores spørgeskemaundersøgelse svarer til, hvordan respondenterne ville agere i den virkelige verden.

Se meget mere om metoden i faktaboksen under artiklen.

Klimaet slår Ukraine-krigen i vigtighed

Sammenligner vi de to kriser, finder vi, at langt flere danskere anser klima som det største politiske problem sammenlignet med Ukraine:

Mere end hver 5. nævnte klimaet som det vigtigste problem, mens mindre end hver 20. nævnte Ukraine-krigen.

I undersøgelsen opdelte vi respondenterne i undergrupper, der fik en kort informationstekst om henholdsvis Ukraine-krigen og klimakrisen eller begge dele.

Teksterne gør brug af så ens sprog og struktur som muligt og redegør kort for den skade, som krigen og klimaforandringer forvolder, samt hvordan vores forbrug af (russisk) fossil energi bidrager til at forværre begge kriser.

Her finder vi, at folk bliver mere villige til at ofre sig for klimaet, men mindre villige til at ofre sig for krigen i Ukraine, når de får information om begge kriser, sammenlignet med, hvis de kun forholder sig til den ene krise.

Paradoks: Klimaet er vigtigst, men vi støtter helst Ukraine

Men selvom danskerne generelt anser klima for et større problem end krigen i Ukraine, vil vi, når det kommer til konkret politik, ofre os mere for Ukraine.

Eksempelvis vil vi betale langt mere for en boykot af russisk energi end for en CO₂-skat.

Og jo dyrere CO₂-skatten bliver, desto færre støtter den, mens omkring 7 ud af 10 danskere støtter en boykot af russisk energi, uanset om prisen er 20 eller 1.000 kroner om måneden.

Et resultat, der er meget overraskende, da det bryder med vores almindelige rationelle antagelser om sammenhængen mellem omkostninger og politiske holdninger.

Det peger på et interessant paradoks mellem, hvad vi danskere opfatter som det største politisk problem (klima), og hvad vi konkret er mest villige til at ofre os for (Ukraine).

Klimakrisen er abstrakt og føles svær at løse

Et kvalificeret bud på, hvorfor vi ser det paradoks, er, at vi opfatter klima som en mere fjern og abstrakt trussel end krigen i Ukraine.

Det er nemmere for os at forstå, skaden vi forvolder ved at købe Putins energi, end når vi udleder drivhusgasser ved eksempelvis at køre bil eller spise bøffer.

Et norsk studie peger også på, at vores tro på, at de politiske initiativer, vi tager, rent faktisk løser problemet, vi står overfor, er afgørende for, om vi som vælgere bakker op om dem.

Når forslaget om en CO₂-skat har private omkostninger, falder opbakningen voldsomt ved høje beløb – fra 73 procent (20 kr.) til blot 14 procent (1.000 kr). I modsætning hertil ser vi ikke en sammenhæng mellem de private omkostninger og opbakning til en boykot af russisk energi. (Figurer: Forfatterne)

Politisk vægelsind

Som vælgere er vi altså klar til at ofre os for en større sags tjeneste, særligt hvis vi forstår problemet og tror på, at vi kan løse det. Men tør politikerne følge trop?

I en tid, hvor Danmark og andre europæiske lande ikke har lavet en fuld boykot af russisk energi eller en høj og ensartet CO₂-skat, peger vores undersøgelse på, at vælgerne er villige til at ofre sig i en god sags tjeneste.

I de seneste måneder har vi alligevel set flere tilbageslag for klimapolitikken:

Importen af kul er steget med 35 procent i de første 8 måneder af 2022 sammenlignet med samme periode sidste år.

Regeringen har meldt ud, at Danmark genoptager kuldriften på flere kraftværker frem mod 2024, selvom det kan føre til  »betydelig CO₂-udledning.« 

Europas udledning af drivhusgas er steget i starten af 2022 sammenlignet med samme periode i 2021 og ligger på niveau med udledningerne op til coronapandemien.

Selvom vi også har set tiltag til flere energieffektiviseringer, er der således noget, der tyder på, at både danske og andre europæiske politikere er meget tilbageholdende, når det kommer til at bede om konkrete ofre, ikke mindst i den nuværende situation.

To fluer med én krisepakke

Politik handler i sidste instans om valg, fravalg og fordeling af goder.

I en tid, hvor vi har mange kriser på én gang – klima, energi, corona, krig og høj inflation for blot at nævne nogle – kunne man måske forvente, at eksempelvis klimaet ville rykke ned på folks dagsorden.

Men vores undersøgelse viser faktisk, at vælgerne støtter mere op, når klima-initiativer kobles til Ukraine-krigen (jf. de to korte tekster, vi nævnte ovenfor).  

Andre studier har fundet samme resultater under coronakrisen, hvor hjælpepakker, der også bidrog til at løse klimakrisen, nød større opbakning.

Faktisk kan den komplekse klimakrise have gavn af at blive koblet til andre mere umiddelbare og nære kriser.

Frem for, at politikerne bruger kriserne som undskyldning til at sænke klimaambitioner, er kriserne således også en politisk mulighed for ambitiøs handling.