Ny bog: Danmark var tæt på at blive fjernet fra landkortet
Planer om kup og kidnapning er bare nogle af ingredienserne i en underbelyst del af den nordiske historie.
skandinavien danmark sverige norge krig historie

Illustrationen af de tre soldater fra Norge, Danmark og Sverige er fra 1848. Det indfanger glimrende, hvordan der allerede under Første Slesvigske Krig (1848-1851) var forsøg på at forene Skandinavien igennem en krig. Illustration: Ukendt efter forlæg af ukendt original (1848), Nasjonalbiblioteket i Oslo / Kort: Per Jørgensen / Collage: Kristian Jensen

Illustrationen af de tre soldater fra Norge, Danmark og Sverige er fra 1848. Det indfanger glimrende, hvordan der allerede under Første Slesvigske Krig (1848-1851) var forsøg på at forene Skandinavien igennem en krig. Illustration: Ukendt efter forlæg af ukendt original (1848), Nasjonalbiblioteket i Oslo / Kort: Per Jørgensen / Collage: Kristian Jensen

I første halvdel af 1800-tallet var et storpolitisk spil tæt på at forandre Skandinavien for altid – Danmark kunne ligefrem være blevet slettet fra landkortet. 

Vi gennemgår det dramatiske forløb i vores nye bog ’Union eller undergang - kampen for et forenet Skandinavien’. Det er et forløb, der blandt andet involverer krig, hemmelige forhandlinger om en nordisk union, planer om statskup og bortførelse af den danske kongefamilie. 

Men ikke desto mindre er det en periode og begivenheder, der hidtil har været underbelyst i den nordiske historie, men som vi håber, der vil komme mere fokus på i de kommende år. 

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Bismarck ville forene Skandinavien

I denne artikel gennemgår vi de mest dramatiske højdepunkter. Og vi starter i Preussen, der var et kongerige, der dækkede det meste af Nordtyskland, og som var en magtfaktor i nordeuropæisk politik i 1800-tallet. 

I 1862 blev Otto von Bismarck ministerpræsident i Preussen. Og Bismarck havde en plan. Han ville forene Skandinavien. Helst som et Storsverige, men om nødvendigt som en konservativ føderation. 

Det var ikke en strøtanke. Ideen indgik allerede i Preussens udenrigspolitik under Napoleonskrigene og Første Slesvigske Krig 1848 til 1851 og var atter højaktuel fra 1857 og frem. 

Den ses hos de preussiske udenrigsministre før Bismarck, og hos Bismarcks ses det før, under og efter krigen i 1864, hvor Danmark led en sviende nederlag og mistede områderne Slesvig, Holsten og Lauenborg. 

Den preussiske statsmand var parat til at give Nordslesvig tilbage til Danmark mod en alliance med et forenet Skandinavien mod Rusland. 

Europa bakkede op – Rusland var imod

Preussen var ikke alene. Dronning Victoria af Storbritannien forslog også det slesvigske spørgsmål løst ved en skandinavisk union, mens Frankrigs Napoleon 3. aktivt arbejdede for et samlet Skandinavien. 

Det samme gjorde Victor Emanuel og Camillo Cavour. Mændene, der stod bag Italiens samling. 

Kort og godt støttede en stor del af Europas førende statsmænd og fyrster skabelsen af en samlet Nordisk stat. En stat, der, hvis det stod til Napoleon 3., også havde inkluderet Finland.

Én magt var derimod konsekvent imod skandinavisk samling. For skandinavistene var Rusland dyret i åbenbaringen – både en ideologisk og geopolitisk trussel mod Skandinavien. 

Det var da også netop derfor, Rusland ikke ønskede skandinavisk samling. Et forenet Skandinavien ville bygge på en mere eller mindre liberal konstitutionel ordning, som Rusland ikke ønskede, og et samlet Norden ville spærre Rusland inde i Østersøen. 

Rusland foretrak derfor et splittet og mest mulig autoritært Skandinavien, som kunne kontrolleres og ikke udgøre en ideologisk trussel.

Planer om statskup og revolution

Krigen i 1864 handlede om Slesvig. Men den var også tænkt som en skandinavisk samlingskrig. Når politikken slog fejl, skyldtes det blandt andet, at den danske konge, Frederik 7., døde i 1863. 

Den nye konge, Christian 9., forsøg på at bevare den eksisterende dansk-tyske stat med Ruslands hjælp var en katastrofe. 

Det affødte et utal af planer om statskup og revolution før, under og efter krigen i 1864. Danske toppolitikere planlagde både kidnapning af den danske kongefamilie og en folkerejsning. 

Herefter skulle svenske og norsk soldater sendes til Sjælland. Karl 15. af Sverige og Norge skulle gøres til dansk rigsforstander og en skandinavisk union skabes.

Politikere slettede sporene

Dette er historien, som ikke skete. Og de danske politikerne gjorde deres bedste for at slette deres spor. Derfor er denne fortælling om skandinavismen blevet glemt. Heldigvis fik de danske politikere ikke brændt de revolutionsplaner og breve, de havde sendt til Stockholm.

I stedet har vi fået historien om den politiske skandinavisme som en bevægelse af romantiske og idealistiske studenter, hvis urealistiske idéer var undfanget ved punchbowlen. 

Sandheden er, at der i 1864 blev lavet et udkast til unionstraktat mellem Danmark, Sverige og Norge, som den svenske statsminister Louis De Geer var parat til at forhandle om med Danmarks statsminister D.G. Monrad. 

Netop Monrad var sammen med blandt sin forgænger, C.C. Hall, blandt de mænd, der planlagde en skandinavisk revolution. 

Små stater gik under – store stater overlevede

Erfaringen fra napoleonskrigene var at små stater gik under og store stater overlevede. Hvert og et af de nordiske lande havde selv stirret undergangen i øjnene. 

Lærdommen var derfor at statsdannelser måtte være af en vis størrelse – politisk, økonomisk, kulturelt, militært og geografisk – for at overleve. 

Dette kaldes tærskelprincippet, som reelt var realpolitik. Det drejede sg om at skabe passende statsdannelser af mere eller mindre beslægtede nationer. 

Den svensk-norske union fra 1814 var et udtryk for dette. Afgrænsningen til den skandinaviske halvø gav unionen sikkerhed, og fællesskabet gav flere ressourcer. Som storfyrstedømme under Rusland var også Finland del af en større statsdannelse. 

Men for Danmark var fremtiden mere usikker, specielt når Slesvig og Holstein ville rive sig løs for at blive en del af et samlet Tyskland. 

Sammen med tabet af Norge i 1814 bidrog dette til dansk undergangsangst og gjorde Danmark til primus motor for skandinavisk samling. Men også i Sverige og Norge var der adskillige, som mente, at den svensk-norske union ikke i sig selv var tilstrækkelig, og at den måtte inkludere Danmark.

Frygt for Rusland og Tyskland

Mange nordmænd og svenskere så en skandinavisk forening som en betingelse for de skandinaviske nationers overlevelse i mødet med udfordringen fra pan-germanismen og pan-slavismen. Det var bevægelser, der søgte at samle alle tyske og slaviske stammer i store kulturelle og politiske fællesskaber. Tjekkoslovakiet og Jugoslavien var for eksempel udslag af en panslavisme. 

Samtidens skandinavister mente, at Nordens selvstændighed var truet af Rusland og Tyskland. Finland var under Napoleonskrigene blevet en del af det russiske imperium, mens de øvrige nordiske stater var blevet russiske lydstater. 

Det ændrede sig til dels under Krimkrigen, men der var fortsat en velbegrundet frygt for russisk indflydelse. Tyskland stod foran sin samling, og skandinavisterne frygtede, at Danmark blev slugt i processen. En ide, der ikke var tyskerne fremmed. 

Hvis det skete, ville Sverige og Norge blive klemt mellem et ekspansivt Tyskland og Rusland. Ud fra en skandinavistisk dominoteori ville Danmarks undergang true Sverige og Norges eksistens. 

En alliance med mange torne

Spørsmålet om en skandinavisk alliance mellem Danmark og Sverige-Norge var fuld af torne, fordi det indebar forpligtelser. 

Mange svenskere og nordmænd vægrede sig imod at forpligte sig til det, som så stadig mere ud som en uundgåelig krig i Slesvig mod en overlegen stormagt. Hertil kom, at den svenske og norske militære kapacitet i midten af 1800-tallet var den ringeste i århundreder.

De, som var imod alliancen, mente desuden, at Sverige-Norges geostrategiske interesse lå i Østersøen, Bottenviken og Finnmark – ikke i det dansk-tyske grænseland. For dem komprimerede en skandinavisk union den sikkerhed, som den svensk-norske union gav dem. 

En gensidig mistanke

Samtidig var der mistanker om, at danskene ikke ville føle den samme forpligtelse til at hjælpe Sverige-Norge i krigstilfælde. 

Mistanken var gensidig, for nogle danskere mente, at Sverige-Norge var mere optaget af Rusland – eller af at få Finland tilbage – end den tyske trussel sydfra.

Skandinavisternes argument var, at truslen var dobbelt, og at Skandinaviens overlevelse var betinget af gensidig solidaritet. For dem skulle en alliance være det, som i vores dage er NATO's artikel 5: 

Angreb på én, det være sig i Finnmark eller Slesvig, skulle være angreb på alle. 

Sådan skulle Skandinaviens fjender afskrækkes, ikke mindst ved at en krig fik et omfang, stormagterne ikke kunne overse.

En konflikt med tre muligheder

Konflikten mellem Danmark og de tyske stater om hertugdømmet Slesvig var i 1863 kommet til et punkt, hvor der kun var tre muligheder. 

  • At genindføre enevælden 
  • At blive en tysk klientstat 
  • At bruge en krig til at skabe en ny løsning. 

Mulighed tre var netop hvad den danske statsminister, C.C. Hall, planlagde sammen med Frederik 7., Karl 15. og Sverige-Norges gesandt Henning Hamilton. 

Målet var en kort krig, der fremprovokerede en international indgriben. Enten som en international diktat – eller ved direkte forhandlinger med Preussen. 

Det, som var umuligt i fredstid, ville krigen gøre muligt. Den var politik med andre midler. Tanken var at tabe de tyske hertugdømmer til Preussen og om nødvendigt at dele Slesvig. 

Nok så væsentligt, så skulle en skandinavisk alliance sikre, at Sverige-Norge blev inddraget i krigen – og hermed i løsningen. Det ville bane vejen for en skandinavisk union, og at Karl 15. arvede den danske trone efter Frederik 7. 

skandinavien danmark sverige norge krig historie

De var fulde, de var folkelige og de ville forene Skandinavien. Frederik 7. og Karl 15. var glødende skandinavister, men deres farverige karakterer gør det let at afskrive alvor i deres planer. Men bag dem stod en række kompetente politikere, herunder den danske stats- og udenrigsminister C.C. Hall. (Illustration: ’Ljungbyhed 1860’. Fritz von Dardel (1860). Farvelagt)

Aftalen var indgået – og kongen døde

Alliancen blev indgået, men ikke ratificeret før Frederik døde, og den nye konge – Christian 9. – fjernede C.C. Hall fra magten. Det gav alliancemodstanderne i den svenske og norske regering tid til at mobilisere. 

Det betød, at Danmark stod alene mod Preussen og Østrig. Trods franske opfordringer greb Sverige-Norges ikke ind i krigen, og Christian 9.s forsøg på at bevare de tyske hertugdømmer forhindrede en forståelse med Preussen. 

Det lagde grunden til skandinavistiske revolutionsplaner.

De militære midler manglede

Hvis man skal drive politik med andre midler, så kræver det, at man har midlerne klar. Det havde hverken Danmark, Norge eller Sverige. 

På militært hold var man simpelthen ikke forberedt på den krig, som den danske regering eller skandinavisterne så for sig. 

Det skyldes flere forhold. Manglende bevilinger var det mest åbenbare, som mange officerer også pegede på. Det var politikernes ansvar. 

Fraværet af strategisk tænkning og planlægning var noget andet. Det var officerernes ansvar. 

Militæret havde ikke forestillet sig en krig i forlængelse af den førte politik, og de var ikke på højde med den politiske situation eller tankegang. For dem var modstanderen én, der skulle besejres og krig noget, som skulle vindes. Og Preussen kunne ikke besejres militært. 

De forstod ikke, at krig var tænkt som vejen til det forhandlingsbord, hvor de politiske løsninger kunne findes, der var umulige i fredstid. 

En brutal erfaring

Samtidig var moderne strategisk planlægning i sin barndom, skabt af netop Preussens generalstabschef (og tidligere danske officer) Helmuth von Moltke. 

Det blev en brutal erfaring for Danmark, og en lektie for Sverige-Norge. Det svensk-norske militære samarbejde var aldrig så tæt som i de følgende tiår frem mod unionens opløsning i 1905.

Krigen i 1864 var tænkt skandinavisk. Den kunne være endt med Slesvigs deling, Skandinaviens forening eller at Danmark var forsvundet. Delt ved Lillebælt mellem Preussen og et nyt Storsverige. 

Alle tre ting var på tegnebrættet, men intet af det skete. Danmark led et katastrofalt nederlag alene. 

Men læren af 1864 var den samme på tværs af Norden. Nemlig neutralitetspolitik, tilpasningspolitik og småstatspolitik. En politik, der dominerede hele Norden frem til Anden Verdenskrig, og som i dele af Norden på nogen områder stadig ses den dag i dag. 

Fokus på forskelle fremfor ligheder

Nordisk historie har traditionelt været skrevet som national historie, selv når temaet har været nordisk. Også de bedste værker om skandinavismen har haft titler som ‘Skandinavismen i Norge, Sverige eller Danmark’. 

Det har ikke bare gjort, at nationalstaternes historiske udvikling har fremstået som uundgåelig, men fokus er ofte blevet rettet mod nationale forskelle, mens ligheder, samarbejde og fælles interesser er blevet underspillet. 

Det gælder for eksempel Norges unioner med Danmark og Sverige. Selv forskellene kan imidlertid se anderledes ud, når man skriver historien på tværs af de nationale grænser. 

De har vi erfaret i arbejdet med denne bog. Den er imidlertid ikke det endegyldige værk om skandinavisme, men heller slutningen på begyndelsen. 

Vi får hele tiden ny viden, og der er fortsat mange sten, der skal vendes, ligesom der mangler at blive skrevet meget om skandinavismen. 

Det kan blive et springbræt for et endnu større, vigtigere og mere påtrængende projekt: en ny Nordens historie. 

At skrive skandinavismens historie er en stor opgave, mens Nordens historie er enorm. Men interessen for skandinavismen og Nordens historie de seneste år gør, at forskerne og kompetencen findes. Muligheden er der. Det gælder om at gribe den.

Teksten er en let redigeret version af den tale, der blev holdt i forbindelse med lancering af bogen ’Union eller undergang - kampen for et forenet Skandinavien’. Lanceringen fandt sted den 16. september i overværelse af Nordens forsvarsministre

Bogen indeholder hidtil ubenyttede kilder

Vores værk bygger på små ti års forskning. Vi har været i dansk, svenske, norske, britiske og tyske arkiver, hvor vi har fundet kilder, der aldrig tidligere er blevet benyttet. Herunder en revolutionsplan, der nævner førende danske politikere. 

Vi har læst omfattende i et samtidigt trykt kildemateriale, herunder bøger, pjecer, tidsskrifter og aviser. Vi har læst et væld af udgivne dagbøger og kildesamlinger. 

Vi har læst og benyttet os af den eksisterende litteratur om skandinavisme i alle de tre skandinaviske lande og læst indgående om periodens internationale politik og nationalisme, så Skandinavien og skandinavismen er blevet sat ind i en europæisk kontekst. 

Årsagen til, at den politiske skandinavisme aldrig har været afdækket i sin fulde, bredte før, er først og fremmest, at dens historie er blevet skrevet ud fra nationale rammer. Vi har fået historien om dansk, norsk og svensk skandinavisme i stedet for historien om skandinavismen på tværs af Skandinavien. 

Hertil kommer, at det europæisk perspektiv ofte har manglet, og historikerne i alt forhøj grad har overtaget en fortælling fra samtidens antiskandinavister om, at skandinavismen var dømt til at fejle. Politiske partsindlæg er til dels blevet gjort til videnskabelige sandheder, da de passede ind i historien som skete. 

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om astronautens foto af polarlys, som du kan se herunder.


Det sker